Kartoffelmositans eller cosmopolitans?

Bang! Så skete det. Bedst som jeg sidder klar til at gå om bord i bøffer og årgangsvin sammen med vennerne, slår min venindes kæreste på glasset og rejser sig med et fjoget smil:

„Vi skal have et barn,” siger han stolt og akkompagneres af et overgearet fnis fra sin kæreste – min veninde.

Tumult opstår. Alle skal give knus og ønske tillykke. Jeg hopper naturligvis med på krammerunden, men da jeg vender tilbage til tallerken og rødvin, blegner mit smil. Min veninde har kastet sig ud i en graviditet med alt, hvad der følger af baby, amning og søvnunderskud – og en lang pause fra rødvinsaftener og spontane shoppeture sammen med mig.

„Øv, øv, øv,” tænker jeg, mens jeg ser vores fede fælles oplevelser skrive sig ind i glemmebogen. Og har svært ved at forstå, hvordan en smertefuld fødsel, babygråd og røde haler kan erstatte min venindes enormt vigtige aftaler med mig.

Få følelserne ud

Den slags tanker kan være svære at bære rundt på. For en ønsket graviditet er jo en lykkelig omstændighed, og det føles forbudt at sætte sig imod den naturlige drejning i min venindes liv. Men heldigvis er jeg ikke den første veninde i verden, der har det sådan.

Barselscoach Nina K. Brandts vigtigste råd til veninder som mig er at komme ud med sproget:

„Anerkend dine følelser, få dem ud, snak om dem,” opfordrer hun. „Når du går ind i de svære følelser, sker der ofte det, at de forsvinder.”

Mange kvinder, forklarer hun, kan føle sig forbigået, såret og ligefrem dumpet, når veninden vælger at få et barn. For når du bliver mor, flytter dit fokus sig til barnet, og det giver mindre plads til veninden.

Jeg skal altså snakke med min veninde om de forbudte følelser. Lettere sagt end gjort. For ligesom de fleste andre kvinder er jeg frygtelig bange for at såre. Men det nytter ikke noget: Bekymringer skal hældes ud på kaffebordet.

Opdatér hinandenDet er vigtigt, at kommunikationen går begge veje. For som mor kan du også rende ind i frustrationer over din veninde: Måske ringer hun sjældnere, måske sender hun kun din lille Freja et ligegyldigt blik, når hun endelig kommer forbi, og måske ebber besøgene ud, fordi hun finder barnløse veninder, hun kan tage på biograf- og byture med.

„I skal huske at opdatere hinanden på, hvad der sker inden i jer. Hvilke forventninger har I til hinanden? Hvilke behov har I hver især, hvad gør jer glade, og hvad gør jer kede af det?” siger Nina K. Brandt.

Husk at forklare din veninde, at lille Oskar er ved at få tænder og sov dårligt i nat, eller at det er svært at gå fra at være kærester til forældre. At det hele tager tid og energi, og at du derfor nedprioriterer din veninde i en periode. Din barnløse veninde skal samtidig huske at fortælle, at hun har travlt på jobbet eller med at finde manden i sit liv, og at det er her, hendes fokus ligger for tiden.

„Ingen af jer må se de valg som en personlig kritik af hinanden. Det er bare sådan, livet udvikler sig. Et venskab er ikke statisk, men flytter sig konstant,” siger barselscoachen.

Lav ‘gode’ aftaler

For at det hele ikke skal løbe ud i sandet, er det en god idé, at I planlægger ‘gode’ aftaler indimellem.

„Aftaler, hvor I sætter tid og energi af til hinanden. Hvor I kommer i dybden og får snakket om alle de ting, som I før i tiden diskuterede i telefonen flere gange om ugen,” forklarer Nina K. Brandt.

Samtidig minder hun dig om, at selv om du finder det tæskehyggeligt at få besøg hjemme i sofahjørnet, hvor Buller kan ligge og boble pænt ved siden af, så er det måske ikke den model, din veninde synes bedst om.

„Foreslår du den løsning hver gang, kan det tænkes, at din veninde efterhånden trækker sig og opsøger andre veninder, som vil med på café eller restaurant. I må mødes på midten – du vil jo heller ikke dumpes,” siger Nina K. Brandt.

„Nyd, at du i din veninde har et forum, hvor du kan tillade dig overhovedet ikke at tale om eller tænke på den lille derhjemme.”

Acceptér hinandens valg

At mødes på midten er en vigtig del af at bevare et venskab. Når I kan sætte jer i hinandens sted, har forståelse for hinandens interesser og tager jer tid til at mærke den andens behov, kan venskabet vokse. De største problemer opstår, hvis du mister lysten til at komme ud og blive luftet uden baby eller kun kan tale om lille Valdemar.

Konflikterne er potentielt større, når I befinder jer forskellige steder i livet og har svært ved at acceptere hinandens valg: Du interesserer dig kun for ammebrikker og søvnrytmer, mens din veninde er fuldstændig opslugt af lørdagens bytur og sine nye stiletter.

Står man i nærheden af den skillevej, kan det være en trøst for en veninde som mig, der hverken har barn eller planer om at få et foreløbig, at en baby er som en ny kæreste for min veninde:

Han fylder enormt meget i begyndelsen, og hun har behov for at tale om ham konstant. Men efterhånden bliver livet med baby også hverdag, og min veninde får lyst til at beskæftige sig med noget andet også, tænke på andre ting og opleve noget andet. Måske at gå på café eller drikke rødvin sammen med mig.