Kejsersnit-ekspressen

Vi var tidligere oppe end normalt og fumlede begge utålmodigt rundt. “Har vi penge med?” “Papirerne, er de pakket?” “Thure, har du lagt mine sorte bukser i tasken?” “Ja, skat, kom nu, taxaen er her!”

Det lyder som en gennemsnitlig afgang til en smuttur på ferie, ik’? Det var det langtfra. Da vi hoppede ind i vognen, tog vi kejsnersnitekspressen til barn nummer to. Pris: 230 kroner. Cirka det samme, som det koster at tage en vogn hjem til Amager efter en våd nat i byen. Men tømmermændene kan ikke sammenlignes.

Vi ankom på Hvidovre Hospital klokken 7.30, blev klædt i mærkeligt grønt tøj 7.45 og kom ind på operationsstuen 7.54. 8.39 stod jeg med en baby mellem hænderne. 12.30 var den sidste slange trukket ud af min kone, og hun blev kommanderet op at gå, mens jeg pænt kunne sidde med vores søn nummer to.

Kone på ketogan

Da meldte stilheden sig. Lettere desorienteret tænkte jeg på, hvor forskellig denne mandag formiddag havde været fra den gennemsnitlige, hvor jeg normalt klokken 12.30 er på vej tilbage fra kantinen med en kop lunken pulverkaffe i den ene hånd og et ringbind i den anden.

Denne mandag var gået med ord som ‘jordemor’, ‘hjertefrekvens’, ‘epidural’, ‘navlestreng’ og ‘fødselsattest’. Da jeg sad der og gloede på den nyfødte, slog det mig, hvor stor forskel der er på et planlagt kejsersnit og en god gammeldags fødsel. Sådan én havde vi første gang, og den inkluderede en skrigende kone på bagsædet, en bil, der kørte alt, alt for stærkt, og en kone, der ikke kunne sidde ned i fire uger. Jeg skal love for, at kejsersnit er en anden oplevelse. Bortset fra et enkelt bad trip, da en sygeplejerske – sikkert i familie med Vinnie eller Carina (fra DR2-satire, red.) – gav min kone ketoganer og sagde ‘aj, bare tag to, så virker de hurtigere’, gik det hele forbløffende skemalagt.

Totte-kuller

Men der er også noget, der ikke ændrer sig. På trods af at vi er garvede forældre, kildede det alligevel i maven, da vi tre dage efter blev sendt hjem fra stue 36 og skulle klare os uden sygeplejersker på døgnvagt, fuld forplejning og et utømmeligt skab med rent babytøj.

Vi sad i bus 4A med en taske beskidt undertøj, en voksipose med en fire dage gammel dreng i og en krøllet udgave af Urban og gloede dumt på hinanden. Snakken gik mest på, hvordan den nykårede storebror ville kapere at, han nu har fået en konkurrent. På papiret ville det gå godt: Vi havde i bedste 68’er-stil læst Tottes lillebror for ham så mange gange, at han var begyndt at snakke om sin egen af slagsen, og hans mor var rørt til tårer, da han en dag inden fødslen sagde ‘lillebror må gerne få min dyne’. Han havde også været moderat interesseret i ham, da han var på et hurtigt besøg på hospitalet.

Men som så mange gange er virkeligheden en anden. Den nyslåede storebror lagde benhårdt ud i sin rolle, da han så lillebror derhjemme. Hans reaktion var:

“Øhh, hvorfor har I taget ham med hjem?”