Kender du svaret på de svære spørgsmål?

Kender du svaret på de svære spørgsmål?

Hvordan kom baby ind i maven? Har du overvejet, om dit barn skal tro på Gud, på julemanden og på bien og blomsten? Vi bad en gruppe mødre tænke over, hvad de vil svare, når deres børn begynder at stille nogle af livets store spørgsmål.

1. Hvordan er baby kommet ind i maven?

CAMILLA: “Jeg vil sige noget i retning af, at når to voksne mennesker godt kan lide hinanden, kan damen blive gravid.”

LOUISE: “Ja, og så vil jeg nok holde det kort og slet ikke begynde at gå i detaljer.”

2. Hvordan kan mormor både være nede i jorden og oppe i himlen?

CAMILLA: “Da min fireårige dreng mistede sin farmor, forklarede jeg ham, at hun først kom ned i jorden, for det er man nødt til for at komme op i himlen.”

KATHRINE: “Jeg vil nok forklare, at efter at man bliver begravet, så flyver man op i himlen. Men jeg vil ikke komme ind på sjælen.”

3. Hvor er man henne, når man er død?

KARIN: “Man siger, man kommer op i himlen – men det gør man ikke rigtigt. Jeg vil nok sige, at du har de døde inde i dit eget hjerte og kan mindes dem.”

LOUISE: “Man kommer op i himlen og bliver til en engel. Farmor kan for eksempel ligge deroppe og kigge ned på os. Jeg tror, man kan hjælpe barnet lidt over sorgen på den måde.”

4. Skal I også dø, mor og far?

KATHRINE: “Jeg vil svare, at vi alle sammen skal dø, og så skynde mig at forklare, at først skal du gå i skole, og så skal du have arbejde, og så skal du have børn, og så skal du blive gammel – altså skubbe det så langt væk som muligt.”

KARIN: “De spørger jo af nysgerrighed, fordi de gerne vil lære verden at kende. Og det kan de kun, hvis vi fortæller dem sandheden, selvfølgelig med modifikationer. Jeg ville dog aldrig svare, at ja, du kan faktisk risikere, at jeg dør i morgen.”

5. Der bliver aldrig krig i Danmark, vel?

KATHRINE: “Nej, det bliver der ikke. Hvis man begynder at sige, at det håber eller tror man ikke, så tror jeg, barnet kan blive bekymret.”

LOUISE: “Ja, og hvis der så bliver krig en dag, så tager man den derfra i stedet for at vække uro hos barnet i forvejen.”

6 Findes julemanden rigtigt?

KARIN: “Hvis jeg kan se på ham, at han ikke rigtigt selv tror på julemanden, så vil jeg svare, nej, julemanden findes ikke.”

CAMILLA: “Det vil jeg ikke! Jeg vil sige, at der er ingen, der kan vide, om julemanden findes. Jeg vil ikke tage håbet fra ham allerede der.”

MATHILDE: “Jeg vil sige, at der ikke er nogen, der ved, om julemanden findes, og holde muligheden åben. Vi har heller ikke besluttet derhjemme endnu, om vi vil have julemand eller ej.”

7. Hvem er Gud?

CAMILLA: “Nogen tror på ham, og andre gør ikke. Gud er en, der er lavet en bog om.” Kathrine: “Jeg vil sige, at Gud er ham, der skabte jorden, og tage den derfra.”

MATHILDE: “Det er meget forskelligt, hvad Gud er for mennesker. Jeg vil sige, at det afhænger af, hvem du spørger – og at du skal prøve at spørge din far!”

8. Hvor var jeg henne, før jeg kom ind i din mave, mor?

LOUISE: “Før da var du ingen steder.”

CAMILLA: “Jeg vil sige, at du blev opfundet inde i min mave og er skabt af mor og far. Jeg vil ikke begynde at drage Gud ind.”

KARIN: “Jeg ville også sige, at du var ingen steder før. Du startede inde i min mave som lillebitte, og så voksede du dig større og større.”

9. Hvor er jeg henne, når jeg sover?

LOUISE: “Jeg vil forklare, at du ligger inde i din seng, men at når man sover, så drømmer og tænker man en hel masse, og så kan det godt føles, som om man har været nogle andre steder i løbet af natten.”

CAMILLA: “Mens man sover, tænker man tit på ting, man har oplevet som vågen. Hvis mit barn har haft dårlige drømme, vil jeg sige, at det kun er tanker og drømme og ikke virkelighed.”

10. Hvorfor bliver voksne sure hinanden?

MATHILDE: “Jeg vil bruge et eksempel fra Arthurs egen hverdag og sige, at hvis nu du og Emma begge to gerne vil lege med motorcyklen på samme tidspunkt, så kan I jo også godt blive sure på hinanden. Og det er det samme med voksne.”

CAMILLA: “Det kan være en måde at fortælle på, hvad man gerne vil have og ikke vil have.” Karin: “Jeg vil nok tilføje, at det er dumt at skændes, og at det er bedre at snakke om det og blive enige.”