”Det, at jeg drømmer om mere tid med mine børn, bliver ofte modtaget som nedslående nyt”

Nogen må jo arbejde, hvis samfundet skal hænge sammen” og “Hvad vil du så bruge din uddannelse til” er nogle af de kommentarer, jeg får med på vejen, når jeg fortæller, at mit største ønske i den nærmeste fremtid hverken er en Cavling eller en højtlønnet fuldtidsstilling hos Vestas – men derimod mere tid med mine to små børn.

Jeg blev mor til min førstefødte kort efter jeg færdiggjorde min bachelor, og jeg nåede lige akkurat at aflevere mit speciale på kandidaten, inden jeg fødte endnu et barn. Efter barsel, bleskift og babymos er jeg derfor havnet det sted i livet, hvor “hvad skal du så nu” er et ofte stillet spørgsmål.

Helt efter bogen er det da også nu, at karriereræset burde sætte ind, og i en alder af 30 år er jeg efter nogens mening allerede langt bagud. Det, at jeg i stedet drømmer om mere tid med mine børn – at tilpasse arbejdslivet derefter (og ikke omvendt) – bliver derfor ofte modtaget som nedslående nyt.

Jeg er, og har altid været, sådan én, der ikke kan aflevere min datter i institution uden at få våde øjne, når hun sidder dér i vinduet og sender luftlys. Kald mig løvemor, kald mig hønemor – det føles forkert for mig at gå fra hende. Hver gang. “Men det er jo bare sådan, det er…”, lød det fra min omgangskreds, da jeg under en studiepraktik kæmpede med ondt i maven, når jeg afleverede mit dyrebareste i vuggestuen kl. 07.30, mødte ind på arbejde og sad dér det meste af dagen og talte minutter til klokken blev 16, så jeg kunne hente hende igen.

At vi har et samfund, hvor det forventes, at vi arbejder mere, end vi er sammen med vores børn, bliver aldrig meningsfuldt for mig. Og nej, det er ikke nødvendigvis “bare sådan, det er”. Jeg har selv fundet ro i, at en realisering af min fremtidsdrøm vil medføre, at min familie og jeg skal kæmpe for at få det hele til at hænge sammen; både praktisk og økonomisk.

Alligevel kan jeg ikke sige det højt uden at føle mig stemplet som en samfundsnasser uden ambitioner for egen karriere, der fordømmer dem, der trives med at mikse familieliv og fuldtidsjob.

Det er ikke en kritik

Det er ikke, fordi mit ambitionsniveau er lavt. Jeg vil gerne arbejde, og jeg kommer nok til at jagte den Cavling (og smide masser af skattekroner i statskassen) den dag mine børn ikke længere gider at sidde på skødet af mig. Jeg vil bare gerne udskyde karriereræset til mine børn er større, Desuden er mit valg ikke en kritik af andres valg.

Jeg oplever ind i mellem, at nogle forældre træder i direkte forsvarsposition, når jeg nævner mit ønske om bedre muligheder for os, der gerne vil arbejde mindre, mens børnene er små. Som om de antager, at jeg må synes, de er dårlige forældre, hvis deres prioriteringer ikke er identiske med mine. Det er forkert: Hvis du trives med dit valg, er det mindst lige så rigtigt som mit valg.

Vi er allesammen forskellige: Vi har forskellige livsanskuelser, forskellige sind – og vi er forskellige i vores forældreskab. Men vi bliver aldrig bedre mødre eller fædre af at udskamme hinandens måder at være det på.

Det gælder ikke kun, når vi er uenige om, hvor meget eller hvor lidt, vi bør arbejde – men også, når vi bedømmer hinanden ud fra, om der er langtidshævede speltboller eller flütes fra fryseren på bordet søndag morgen.

Jeg er Vilda og Mollys mor. Min drøm er at tilpasse min karriere, så den passer ind i vores familieliv. Hvis vi kan få det til at hænge sammen – må jeg så ikke godt sige det højt, uden at nogen rynker på panden?