Hos Maria og Kenneth er jagten gået ind på en livsdrøm: "Hvordan har du dog fået lov af konen?"

Hvordan har du dog fået lov af konen? Det er altid det spørgsmål, som Kenneth (og jeg) får ude i byen, når han siger, han skal af sted på sit livs rejse; en vandretur på Bibbulmun Track i Vestaustralien, som tager godt to måneder. Plus det løse; et par dage til en kold fejringsbajer og gensynsbesøg, Corona-isolation og dagene derpå-tanker.

Kenneth har drømt om at vandre den tur i tyve år nu – altså siden han var udvekslingsstudent i Perth som 17- årig. Da jeg mødte ham som 26-årig, husker jeg, vi sad på mit lille loftsværelse og drak billig hvidvin, mens han fortalte store eventyr om Australien.

Og jeg tænkte: ’Hvis han har lagt halvdelen af sit hjerte dér, så må jeg jo tage ned og samle det op. Så vi rykkede rødderne op et par år efter for at bo på den anden side af jorden. Vi gjorde det til et vi at spise af den australske sol, leve drømmen ud, gå på arbejde i klipklapper og skrive et livskapitel ud med en fælles pen.

Og nu er jagten gået ind på en anden livsdrøm: Kenneths store vandreeventyr. Og da vi skal have vores andet barn til sommer, kan det ikke gå hurtigt nok med at snøre vandreskoene, inden der kommer babygylp på drømmefangeren og stofbleer i kuffertklemme før afrejse!

Kenneth kommer hjem tre uger, inden jeg skal føde vores søn på Herlev Hospital. Sidst tog det et døgn, han serverede stærk saft fra utallige sølvkander, tilbød rebozo-øvelser og en stærk arm at holde i.

Frygten

Men lige nu skal jeg forestille mig at sende ham af sted i lufthavnen. Med stor mave og udsigten til solo-jordemoderbesøg (hvem er faren?), måltidskasser som min (eneste) middagsudvej, fordi Kenneth er huskokken herhjemme, og dage med hormonhumør og cykelsved under den elastiske graviditets-bh, når jeg vuggestuehenter Aviaya fem minutter i bar arm.

Gode venner og Instagram-bekendte vil helt sikkert sukke og tænke sit: ’Jesus Christ, tænk hun gider. Hvorfor ikke leve som hun kender det? Finde overskuddet i rutinen? Kan hun da ikke se, at det er langt sjovere at være to til småbørnstango; til kl. 16-march fra kontoret i gode sko med opladt cykelhjelm, institutionsafhentning og det daglige trappebrokkeri til tredje sal. To til at pottetræne og putte! Halli hallo: What’s not to like?’

Og jo jo, det kan jeg da sagtens se. Og det bliver da megahårdt at være højgravid, gå på job og passe en 3-årig. Men helt ærligt, så glæder jeg mig også til at være solo-forælder på lånt tid. Til at finde en hverdagsstyrke i, at jeg kan klare det hele selv.

Gøre mig umage med at pege på de ting, jeg gerne vil fylde dagene ud med efter min egen kalender. Bruge tiden hjemme med kærlighed til min datter; give et dukkebad eller se Syng, mens Aviaya spiller på sit børneklaver. Gøre os klar til dagen sammen med havregrødsfortællinger og morgenradio, vaske hår, mens hun sidder i sit badekar og leger med ænder.

Cruise rundt i bilen, som vi har eneret til i to måneder (!) for at besøge min gamle veninde i Slagelse eller drikke børnekakao på museumscaféer, som kun vi gider – hvilket der ellers sjældent er tid til på grund af alle disse rutiner (’hvis du tager ud at løbe nu, så kan jeg arbejde lidt, til du kommer hjem, og så kan vi købe ind sammen’, og så er den dag slut, fordi vi ender på sofaen til lyden af Netflix).

Jeg drømmer også om at (gen)læse Vinterbørn, når mit ene barn er puttet, og det andet sparker, og skrible aftentanker ned i Min Barsel af Olga Ravn, som jeg netop har fået i gave. At tage Aviaya med rundt til mine veninder og vise dem, at hun nu kan skrive R for rensdyr.

Eller danse rundt i en bølgende mor-og-datter-cirkel til en vinylplade-koncert med Ella Fitzgerald, som vi gør det alt for sjældent, fordi fodboldstormen tager over i stuen, og jeg i stedet ser barnet hoppe rundt i sofaen i Liverpool-tøj og klappe ad mål (også modstanderens). Men alligevel, har jeg ikke trukket det korteste strå? (… tænker du måske!)

Hvorfor give lov?

For mig har det aldrig været et spørgsmål om at give Kenneth lov til at tage af sted – men at turde give plads til min mands livsdrømme, at tage dem alvorligt og stå op for dem, at gøre en indsats for at få det til at lykkes med de ofre, det også kræver for en lille børnefamilie.

For sagen herhjemme er, at når vi bevæger os i de samme firkanter, er det som om, vores hverdag bliver så tilpas lille, at hamsterhjulet simpelthen går i stå, fordi det ikke får en gang dagdrømmesmøring.

Og så er det, vi må skeje lidt ud. Tilføje en Excel-boks i budgettet og titelkalde det Kenneths vandretur til Australien. Spare ferie op, som ikke skal bruges med familien. Købe en dyr flybillet, fordi det er Corona-tider. Tage aftenerne i brug til at planlægge vandreruten, tjekke flytiderne og researche på, hvad Kenneth skal gøre, hvis han bliver bidt af en slange, løber tør for gas, går forkert eller møder tunge dage af savn.

Tage med på vandretur for at prøve de nye vandrestave af, tage det pænt, når den nye vandrehue af uld er krympet i vask. Bruge en fredag aften på at se unboxing-videoer fra garvede Youtubere, der viser, hvordan man pakker sit liv ned i en rygsæk.

Stå som et støtteben i alt det praktiske. Men også lægge hovedpudetanker til, om Kenneth klarer det, og hans forventninger kan leve op til virkeligheden. Spørge ham: Hvad vil du med rejsen?

Stolt

Og i hele det her vandrecirkus er jeg faktisk stolt. Jeg er stolt af at have en mand, der tør drømme. At vi har fået skabt nogle hverdagsrammer, hvor det er muligt at tænke højt og gøre livet stort. Hvor eventyret ikke bare bliver ved tanken. Hvor Kenneth kan tage af sted på den anden side af jorden, mens jeg sidder på passagersædet og drømmer med. Og næste gang er det måske mig, der sidder på førersædet – det har jeg gjort før, og jeg ved, jeg også altid kan få plads til at udleve mine drømme, hvis jeg vil.

Så lad mig spørge dig: Tør du at tage del i din partners drømme? Gribe gearstangen, bryde rutinen – og samle alt det op, som ramler, mens din partner udlever sig selv? Tro på det ikke gør din hverdag mindre at være den, der bliver hjemme, men at den udvider sig, når du sådan giver familieplads til de store hverdagseventyr. For din partner, dine børn, dig selv?

Jeg føler mig i hvert fald lykkelig. Og stærk. Her på mit passagersæde. Og så kan det gode være, at jeg går i fødsel før tid, og Kenneth kommer løbende ind på fødestuen i sine udtrådte vandrestøvler – direkte fra ankomsthallen i Kastrup – med en ankelskade og en saks, han kan klippe navlestrengen over med.

Hvis jeg altså er så heldig, han når det. Hvis ikke bliver det i hvert fald en historie, vi kan give videre til vores børn, når de selv skal være forældre en dag. Og et farvefoto i stærk kontrast på, at vi kan, hvad vi vil som småbørnsfamilie, hvis vi tør at pege på vores drømme og udleve dem – hvis vi vil det nok.”