"Hvorfor dømmer vi mødre så meget hårdere end fædre?"

Dette er en kommentar og repræsenterer forfatterens meninger. 

Hvad er problemet med mødre og døtre? Hvorfor kæmper så mange netop i denne relation? Hvad gør, at mors kritik eller manglende interesse for dit liv gør så ondt? Og hvorfor dømmer vi mødre så meget hårdere end fædre?

Årsagen er forenklet sagt: Din mor er din første kærlighed. Du kommer fra hende, hun var hele din verden i starten af livet. Tilknytningen, som I havde i livets første fase, har enormt meget at sige for dit forhold til dig selv og dine relationer, fordi følte du dig set, elsket og tryg, ja så bliver det dit fundament.

Så starter du på mange måder i plus. Du tænker, at du er værdifuld, fordi det er det, du har lært af mor. Det er helt utroligt, hvor vigtig den første tid i livet er!

Men så kan der være uforudsete ting, der skete, da din mor fik dig. Måske havde din mor det ikke så godt, da du kom til verden? Måske havde hun ikke så meget overskud, fordi hun havde nok med sig selv? Som bekendt: Hvis du ikke har det så godt, så er det ikke let at være der for andre.

Det kan være, at du kom til verden som et af mange søskende, så der blev mindre tid til dig. Eller måske gik din mor gennem en fødselsdepression, som er langt mere udbredt, end vi er klar over. 

LÆS OGSÅ

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

Eller at forholdet til din far ikke var så godt, så ensomhedsfølelsen i den nye morrolle var stor. Pointen er: Hvordan din mor havde det, da hun fik dig, påvirker jeres tilknytning.

Forældrerollen har ændret sig

Det er let at dømme, men husk at alle gør det så godt, de kan. Også din mor. Hvordan var hendes opvækst? Fik hun meget kærlighed? For vi lærer jo af vores rollemodeller, men desværre har de, der er ældre end os, ofte ikke haft så kærlige og tilstedeværende forældre som følge af den tid, de levede i.

Opdragelsen var helt anderledes før. Det er faktisk kun de sidste 30-40 år, at vi er blevet langt mere bevidste om, hvor vigtig den første tid af livet er. Forældrerollen har simpelthen ændret sig enormt på relativt kort tid.

Så grunden til, at forholdet til mor ofte er svært, er, at du længes efter hendes kærlighed hele dit liv, især hvis du ikke fik det i starten. Det er som en kæreste, du har brug for bekræftelse fra, men som kun giver dig krummer. Så går du i en slags konstant sorg over ikke at blive set eller ordentligt forstået.

Kærester kan vi jo slå op med, men vi har kun én mor, derfor bliver vi så sårbare i den relation. Hun er også samme køn som os, og derfor forbinder vi os endnu mere med hende for at blive set og anerkendt.

Sønner er også afhængige af mors kærlighed, og hun er meget vigtig for hans selvfølelse (hvad han tænker om sig selv), men han ser endnu mere mod far efterhånden, som han bliver ældre for at få accept for den, han er.

For alt i verden, fædre ER vigtige også for døtre, de kan være hele trygheden for et barn i opvækst og i livet. De kan være selve ankeret. Men afvisning fra mor er alligevel for de allerfleste værre, fordi det er hende, som er din første kærlighed og derfor så central.

En god indre dialog

Så hvad gør du, hvis forholdet er vanskeligt eller problematisk? DEr findes heldigvis løsninger. Hvis din mor er en person, der er villig til at se på sine mønstre og tager ansvar for sin del af relationen, så kan terapi med mor og datter absolut være en vej ud af uføret. Men du kan også gøre meget selv.

Hvis din mor ikke er der, hvor hun vil se på sit bidrag til, at jeres forhold er vanskeligt, så er min erfaring, at det er fuldt muligt at blive din egen mor for dig selv. 

Lad mig forklare: Vi har alle en indre dialog. Hvis den er kritisk og hård, så har du måske lært det hjemmefra. Det betyder ikke nødvendigvis, at din mor har været negativ og skældt ud, men hun var måske kritisk over for sig selv, og så har du kopieret det? Derfor er det så vigtigt at ændre tankesporet.

At øve dig på at tale kærligt til dig selv er, som om du har en supersød mor inde i dig, der siger de ting, du så gerne ville have hørt som barn.

"Jeg kan lide dig, uanset."

"Du er god nok, som du er."

"Du gør det så godt, du kan, kære."

Repetition er godt

Der findes utallige måder at sige søde ting på. Vælg noget, der føles rigtigt for dig, og brug gerne den sætning, når du tager dig selv i at sige noget grimt til dig selv. Det kaldes affirmationer, når vi gentager noget, som vi gradvist tror på, når det gøres over tid. Så bliver du en slags sød mor over for dig selv.

Et andet tip er at skrive breve til din mor, som IKKE sendes. Der skriver du alt, du kommer i tanke om, som er usagt. Et helt ærligt brev om, hvordan det har været at være dig med den mor, du har.

Lad ordene komme, gerne tårerne også. Det er jo en stor sorg ikke at have den mor, du så gerne ville have haft. Og så læser du brevet for en, du har tillid til, for der er også meget terapi i at sige ting højt. Derefter kan du brænde brevet eller rive det i mange stykker.

Langt mere almindeligt end du tror

Til sidst: Det er utroligt smertefuldt ikke at have en god relation til sin mor. Så tillad dig at sørge over det. Tal om det med nogen, som du ved er der for dig. Sæt ord på, hvad savnet handler om.

Og vær en god mor for dig selv, tag gode valg og tal venligt i dit indre. Det fortjener du! Og vid, at du ikke er alene, denne sorg er langt mere udbredt, end du tror.

Og er du selv mor: Husk, at ingen er perfekte, det er ikke det, der gør en god mor. Men hvis du siger til dine børn, at du elsker dem, at du synes, de er gode nok, som de er, er gavmild med kram og er der for dem, ja, så har du opnået det allervigtigste, nemlig at vise kærlighed. Og bedre madpakke end dét findes ikke!

4 gode tips

1. Bliv bevidst om, hvordan du taler til dig selv: Læg mærke til, hvad du siger til dig selv, især når du ikke er tilfreds med dig selv eller noget, du har gjort. Hvilke sætninger går igen? Hvad fortæller du dig selv?

2. Væk med ordene! Det lyder måske mærkeligt, men tag hænderne foran hovedet og lad som om, du kaster ordene bag dig, gerne efterfulgt af "nej!", "vil ikke!" eller simpelthen "fuck off!", hvis det føles naturligt. Pointen er, at når vi har kroppen med i bevægelser, så er det mere effektivt end bare at tænke 'det her vil jeg ikke have!'

3. Erstat kritikken med noget mere opbyggende: Vælg sætninger, som du føler, du kan sige, som du kan stå ved. For eksempel 'jeg gør det så godt, jeg kan', eller 'jeg har lov til at være mig'. Vælg noget, du ville ønske, din mor sagde til dig, da du var lille, men nu siger du det til dig selv. 

4. Ret dig op, når du siger det! Vores krop er utrolig; når vi siger noget negativt til os selv, er kropssproget der også. Vi bøjer nakken, får gerne en lidt sammenbukket holdning og synker sammen. Når du siger noget, som er mere opbyggende og positivt, så hav kroppen med i det! Ret dig op i ryggen, skyd brystet frem, hæv hovedet og og sæt skuldrene på plads, som om du er stolt af dig selv.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.

LÆS OGSÅ

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

I 2016 blev Lines mand, Bjørn, steriliseret. De havde i forvejen to skønne børn, og de var enige om, at de ikke skulle have flere. Men en forårsdag i 2017 i Ikea blev der vendt op og ned på deres liv.