Leder: ”Vi skal huske de gode historier fra vuggestuen”

Jeg husker det tydeligt. Den allerførste dag, hvor mit allerførste barn skulle begynde i institution.

Han var ti måneder, glad i låget og med en selvtillid som en verdensstjerne. Jeg, derimod, var førstegangsmor og higede efter at komme på arbejde igen, men var også bekymret over at aflevere min guldklump til fremmede mennesker, som ikke kendte hans behov.

Vi sad på gulvet med pædagogen, Kristin, og et andet barn, som Viggo frejdigt delte plastikdyr med. De andre var ude at lege, og mens jeg udfyldte kontaktskemaer og talte om forventninger, voksede usikkerheden. Var han for lille? Kunne de overhovedet stimulere ham ordentligt?

Jeg er ikke ene om den bekymring. I hvert fald ikke, hvis man følger tidens debat om institutioner. Eksperterne siger så godt som enstemmigt, at et lille barn nok bliver udfordret af andre børn, men mest af alt har brug for mor og far. Mange timer i døgnet, så længe som muligt. Men hvordan får man det til at hænge sammen med den plads på arbejdsmarkedet, generationer af kvinder før os har tilkæmpet sig? Er deltidsarbejde løsningen, og hvad hvis man ikke har råd? Eller lyst?

Jeg personligt er overbevist om, at institutioner faktisk kan være et godt sted for småbørn. Fuld af leg, læring og omsorg. Hvis rammerne er i orden og overskuddet til stede, vel at mærke. Det burde være en selvfølge, for barnets første leveår er afgørende for den videre udvikling. For, hvilke mennesker de bliver til.

Det er institutionerne, der for de fleste får hverdagen til at hænge sammen, og det var også Kristin og hendes kolleger på Rævestuen, der blev min redning. Fra første dag og næsten to år frem. De tog imod med overskud, hjertevarme og cornflakes på tidlige morgener. De aflagde rapport om middagslure, afføring og sproglig udvikling om eftermiddagen. Og de tog altid telefonen, når jeg af og til – med ondt i maven – var gået fra mit grædende barn og ringede for at høre, om han var glad igen. Det var han. Som regel.

Det var Kristin, der begejstret viste mig en video på sin telefon, hvor min førstefødte stavrede af sted på legepladsen med ben, der kun lige havde lært at gå; det var hende, der med tårer i øjnene sagde farvel, da vi skulle flytte. Til mig, men mest til Viggo. Og det var hende, der kom på hjemmebesøg for at sige hej til storebror, da han havde fået en lillebror.

Mens politikerne fortsat bør have fuld fokus på at sikre de bedste rammer for vores børn (for det bør de!), skal vi forældre huske de gode historier og anerkende det store arbejde, rigtig mange pædagoger, dagplejere og pædagogmedhjælpere gør hver dag. Derfor udskrev vi konkurrencen om landets bedste vuggestuepædagog. Og hold op, hvor fik vi mange indstillinger fra forældre, der gerne vil give deres barns yndlingsvoksen et anerkendende klap på skulderen!

Jeg har dagligt haft tårer i øjnene over, hvor meget en pædagog kan betyde for vores børn og for at skabe ro i familien – det er tydeligt, når jeg læser indstillingerne. Mange pædagoger og dagplejere har en særlig plads i vores børns hjerter og i vores. Kristin var af den slags og betød alverden for min familie. I dag er jeg lykkelig for, at lillebror Otto har Bodil, Sine og Oddva til at hjælpe med at give en god start på livet. Når mor og far ikke kan være der altid, er det trygt at vide, at andre også bekymrer sig om vores små pus.

Få en guide til vuggestuestarten i vores nye magasin.