Lykkelig gravid akt 1
Jeg troede, at jeg ville storme rundt i babytøjs forretninger, nu hvor jeg endelig og ’lovligt’ kunne falde i svime over de små størrelser og købe ting til min lille baby. Jeg var også overbevist om, at jeg ville gøre yoga hver dag i minimum en time – måske endda smide en times meditation oveni. Ligesom jeg var sikker på, at jeg ville tage billeder i ét væk og kaste mig frådende over babybøger og gennemtrawle Google for gravid/babysites. For ikke at tale om navne og alt det gravid-tøj, jeg havde udtænkt med diverse bånd og tørklæder til at fremhæve maven og den Anusara-invokation som jeg ville synge for mit barn inde maven flere gange om dagen.
Og jeg er åbenbart ikke alene. En af mine medgravide på Fødeklinik Maia fortalte, hvordan hun troede, at hun skulle synge for baby hele tiden. Og hvordan hendes mand havde en ide om, at han ville snakke rigtig meget til maven. Faktum er, at hun næsten ikke har sunget, og at han ikke som sådan taler til maven.
Er de blevet ligeglade? Er jeg blevet ligeglad?
Nej, tværtimod.
Nu hvor det er virkelighed og ikke forestillinger, er det bare blevet nogle andre ting, der er vigtige.
Jeg var fysisk ude af stand til at gøre noget som helst yoga de første tre måneder, men generelt er det noget med, at det bliver mere indre end ydre. Forbindelsen og kontakten er der – det behøver jeg ikke gå i babybutikker for at mærke. Jeg gør ikke så meget yoga, som jeg havde forestillet mig, til gengæld danser jeg og mærker min krop på en ny måde. Jeg fantaserer om at drikke en kold øl, og får ikke spist en kubikmeter grøntsager hver dag, men generelt er jeg god til at mærke, hvad min krop har brug for og mindre end en kubikmeter kan nok også gøre det.
Min medgravide sagde noget meget rigtig: ”Hvis vi insisterer på de der forestillinger, vi gjorde os inden, kan det hurtigt blive som at spille rollen som Lykkelig gravid akt 1 og Deltagende far akt 2 i stedet for at være med det, der er.”
