Mellem brødre

Andreas er absolut en dreng, der har fået øjnene op for livets uanede muligheder for at afprøve grænser og især forældre. ”Hvorfor skal jeg tømme opvaskemaskinen?” ”Nej far, vi skal ikke se fodbold sammen. Jeg skal af sted med mine venner. Men hvis du lige gider at lægge 50 kroner til billetten og så komme og hente mig efter kampen, så er du sød.”

Eller: ”Mor, hvorfor er mine cowboybukser ikke på hylden i skabet?” Men når det gælder lillebror Jakob, er tålmodigheden anderledes stor. Jakob er en efternøler og forkælet. Af sine søskende og af sine forældre. For eksempel kommer han stadig ind i revnen i dobbeltsengen.

Ikke krybende og undskyldende. Men med en urokkelig tro på egen ret til at fylde – både fysisk og psykisk – indtager han den trange midterplads i sengen et par timer hver eneste midnat. Skubber ublidt sin far ud på den yderste venstrekant af sengen, så han bedre kan få plads til at nulre sin mors ører og slynge sine syvårige ben tæt omkring hendes dynelune krop.

”Du er så varm, mor,” hvisker han, inden han snorker videre. ”Så kravl da for helvede helt ind i den livmoder igen en gang for alle. Og bliv der. I hvert fald natten over,” svarer jeg stønnende mange nætter, når jeg træt vandrer ind på sofaen i stuen med min dyne og et noget udefineret magtforhold slæbende som et stort spørgsmålstegn efter mig.

Måske skulle jeg sætte Andreas til at vænne Jakob af med at sove inde hos os. For Andreas kan få Jakob til alt. Han kan vende tårer til triumf. Nederlag til sejr. Og bekymrede forældrerynker til stolte smil.

En decembermorgen kom nissen med en lille pakke til Jakob. Flere dage i træk havde han fået praktiske ting. Ikke legetøj, som han ønsker sig, men blyanter, viskelæder og den slags nyttegaver. Denne morgen flåede han så et par strømper ud af det brune indpakningspapir. Dyb stilhed et øjeblik.

Strømperne faldt ikke ind under kategorien brugbart legetøj. ”Strømper!”, vrissede han. Men inden jeg kunne nå at sige: ”Utaknemmelige møgunge. Næste år er der ingen kalendergaver til dig, hvis du ikke straks…,” havde storebror Andreas luret, hvordan den situation skulle vendes.

For det var jo ikke bare strømper, der var i pakken, det var Spiderman-strømper. Ikke bare almindelige Spiderman-strømper fra Føtex. Men vildt seje og ekstra tykke glidestrømper med den helt nye udgave af Spiderman på.

”Sådan nogle ønskede jeg mig bare så meget, da jeg var syv år. Men jeg fik dem aldrig. Og de er så tykke og glatte, så du kan lege glidebane ude i gangen, når du har dem på. Og kan du huske den seje Spiderman-film, vi så den anden dag?

Det ligner altså ham rigtig meget, ham, der er et billede af på dine nye strømper. Du er garanteret den eneste i din klasse, der har sådan nogle strømper, tror du ikke? Er du ikke bare heldig?” Jo, det troede Jakob egentlig også, at han var, da han havde tænkt sig om et kort øjeblik.

Sådan fortsatte Andreas sin pædagogiske ordekvilibrisme et par minutter endnu. Og hans mor og jeg så måbende til. Stille tænkte vi, at han måske skulle overdrive mindre og lære sin lillebror lidt mere om, hvordan virkeligheden er skruet sammen.

Men det kan da godt være, at den dreng alligevel skal have lidt flere lommepenge. Strømperne kom hurtigt på fødderne af en yderst tilfreds Jakob, der nu jublede: ”Se far, er de ikke bare seje?”

Jo, Jakob, de er seje, dine nye strømper. Men hvordan er det lige, at jeg kopierer Andreas’ salgstale, når du i nat skal have at vide, at der kun er plads til et hankønsvæsen i dobbeltsengen?