Model Caroline Corinth
Foto: Dennis Morton Caroline Corinth arbejder fuld tid som model. Hun mistede sin mor, Mette Corinth, til kræft i februar og har oprettet Corinth Instituttet – for oplysning og bekæmpelse af seksuelle overgreb mod børn for at føre moderens arbejde for at hjælpe børn i mistrivsel videre

Caroline Corinth: ”Jeg bliver ved med at være mors pige, selv om hun ikke er her mere”

Da modellen og enebarnet Caroline Corinth, 26, mistede sin mor, Mette Corinth, til kræft i februar, blev hun genfødt som et andet menneske, som hun stadig er ved at lære at kende. Men hun har også opdaget flere og nye sider af sin mor, som var mor med stort M og gik ind i folk med omsorgsfulde træsko på.

“Jeg aner ikke, hvordan jeg har det lige nu. Jeg troede, at alt ville være ensfarvet, når du mister en så tæt på – at det kun ville være sort. Men det er gået op for mig, at det er ekstremt farverigt. Nogle dage er jeg taknemmelig og kan være helt høj over, hvor vild en mor jeg havde, og andre dage er jeg fire år gammel og vil bare gerne have min mor. Men hun er der ikke, og det er helt vildt underligt. Det føles som en genfødsel – både at gå igennem hendes sygdomsforløb og tage afsked med hende – og jeg er blevet et andet menneske. Så jeg er ved at lære mig selv at kende igen og finde ud af, hvem jeg nu skal gå til, når jeg har brug for min mor. Min mors lillebror trådte bare til i tiden op til, at hun gik bort og bagefter. Der er noget med, at det er hendes gener – han er hende. Han har samme næse, klare blå øjne, hud og duft.”

LÆS OGSÅ: Sorg: Jeg manglede for alvor min mor, da jeg selv fik børn

“Jeg er min mors eneste barn og har altid været førsteprioritet. Da min modelkarriere tog fart, besluttede vi at flytte til Paris. Jeg droppede ud af 2.g, og hun tog orlov, og så rejste vi i 10 måneder med base i en skøn lille lejlighed i Marais, som hun havde fundet. Hun gik så meget op i at være min mor. Mine bedsteforældre havde sommerhus i Kikhavn, hvor vi tog meget op i weekenderne, og mandag morgen kunne hun finde på at vække mig og sige: “Bare sov videre – du skal ikke i skole i dag.” Og jeg kunne mærke, at hun havde glædet sig hele weekenden til at give mig den besked. Hun var sådan lidt en Pippi-mor. Det har altid været meget kærligt, og hun har fyldt så meget på mig, at jeg er tryg og har tillid til verden.”

“Min mor har lært mig ikke at gå på kompromis med livskvalitet. Hun var gennemført æstetiker, sådan en, der strøg viskestykkerne og mine underbukser og lærte mig at gøre ordentligt rent. Og så var hun ekstremt god til at lave mad og kunne køre rundt på landevejene i flere timer med mig på bagsædet for at finde de lækreste grøntsager eller de rigtige bær. Hun gjorde sig umage. Den holdning kan jeg rigtig godt lide. Jeg har arvet sanseligheden fra hende.”

“Det er stadig meget nyt, at hun ikke er her mere. Da hun gik bort, gik det op for mig, at jeg ikke kendte hende fuldt og helt. Hun var et ekstremt kærligt menneske, og var meget engageret, når hun gik ind i noget. Især i sit arbejde, hvor hun var kompromisløs. Hun var uddannet skolelærer og brændte for at hjælpe børn i mistrivsel, og i 2017 tog hun en master i systemisk praksis og familieterapi. Hun arbejdede bl.a. med en familie, som var ekstremt udfordret, og til Halloween fik hun min morfar til at skære et græskarhoved og tog ud og stillede det foran deres dør med lys i. Hun kunne også finde på at tage et sårbart barn ud af klassen, så de kunne lave pandekager sammen, bare de to. Hun ville fylde alle børn med gode oplevelser, og hendes tidligere kollega sagde, at hun gik ind i folk med omsorgsfulde træsko på.”

LÆS OGSÅ: Tina Nikolaisen mistede som ung sin mor i en trafikulykke: "Jeg forstod ganske enkelt ikke, at hun ikke kom hjem overhovedet"

“Min mor var syg af kræft i et år og blev 53 år. Hun var meget privat omkring sit sygdomsforløb, og det var kun de allernærmeste, der fik lov at komme tæt på. Jeg har stadig alle mine bedsteforældre og har aldrig oplevet at miste nogen af mine nærmeste. Statistikkerne var gode og lægerne forhåbningsfulde, men pludselig tog sygdommen røven på os, og så stod jeg i det. Det var helt uvirkeligt. Langt hen ad vejen troede jeg ikke, det var noget, hun ville dø af. Døden var ikke en option for hende, og derfor fik den heller ikke lov til at fylde i vores samtaler. Men jeg fik sagt til hende, at jeg altid har vidst, at hun stod klar til at gribe mig, hvis jeg faldt. Og det er jeg glad for. Min mormor og morfar var der hele tiden i det år, hun var syg. Det var frygteligt, men du finder ud af at være i det. Jeg lærte mig selv at kende på en ny måde og udviklede mig som Caroline og som datter. Vi rykkede sammen som familie. Min far stod til rådighed for min mor dag og nat, selv om de var skilt. Det var ret fantastisk, som skilsmissebarn, at se mine forældre så tætte og min far yde den omsorg for min mor, som var meget tryg ved ham. Og så havde hun et vennepar, Gitte og Thomas, som har været fuldstændig fantastiske. Alle burde have nogle som dem.”

“Jeg sagde farvel på den smukkeste og mest fredfyldte måde. Min mor døde hjemme i sin lejlighed omgivet af min kæreste og mig. De sidste timer talte jeg til hende. Om vores tid i Paris, om Sacré-Coeur, den hvide kirke, at det var sommer og varmt. At vi skulle hjem i lejligheden og drikke vin og spise tatar og kigge ud over tagene, som mindede hende om Aristocats. Jeg fortalte hende, at jeg ville tage hendes arbejde med svigtede børn videre. At hendes master ikke går i glemmebogen, men skal vokse som fond i hendes navn. Hun lever så fint i mig, og jeg nyder at se det gro og blive en del af mig. Det er ikke et endeligt farvel. I min erindring er hun så levende som aldrig før, og jeg er i dialog med hende dagligt. Sygdomsforløbet forsvinder også, og det, der står tilbage og stråler, er mindet om min mor i sin reneste form. Hendes kærlighed, omsorg, humor, æstetik og livsglæde.” 

LÆS OGSÅ: Hvad er det for en sorg, vi oplever, når forældre dør?

“Det var min mors veninde Gitte, der kom på ideen med at starte fonden. Jeg oprettede en konto og bad folk om at donere penge til den i stedet for at komme med blomster i kapellet. Min mor skrev master om læreres opmærksomhed på seksuelle overgreb mod udsatte børn, og jeg gik i gang med at undersøge mulighederne for at starte noget ud af hendes faglige passion. Det blev til Corinth Instituttet – for oplysning og bekæmpelse af seksuelle overgreb mod børn. Hovedmissionen er at oplyse om seksuelle overgreb, som 10 procent af alle børn ifølge socialforvaltningen udsættes for. Men vi vil også bidrage til en faglig relevant dialog til gavn for fagfolk og andre med interesse for feltet og informere om det fagmateriale og de tilbud, der allerede er tilgængelige. Desuden vil vi arbejde for at nedbryde den berøringsangst og det tabu, der ofte står i vejen for, at du handler på en mistanke. Det skal være et sted, hvor vi arbejder på Mette Corinth’sk vis og tør tage fat på de svære ting. Det er en måde for mig at være i sorgen på, som giver mening. Jeg har det godt med at fortsætte, hvor min mor slap. Og jeg ved, hvor stolt hun ville være. Jeg er bare ærgerlig over, at hun ikke kan se det. Jeg fortalte hende om det, men jeg ved ikke, om hun hørte det. Jeg håber det. Jeg bliver jo ved med at være mors pige, selv om hun ikke er her mere.”

Denne artikel er udgivet i magasinet Eurowoman i august 2020.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, Sorg og Interview