Mor, jeg har ondt i maven!

Mor, jeg har ondt i maven!

Faktaboks

Liselotte Hergel ved som praktiserende læge i Lyngby, hvad der rammer, optager og bekymrer børnefamilier.

Hun er desuden forfatter til ‘Bogen om barnet’, en klassisk håndbog om barnet fra undfangelse til skolestart samt ‘Gyldendals store lægebog’

Spørgsmål:

Kære Lise-Lotte Hergel

Min datter siger ret tit, at hun har ondt i maven. Nogle gange er det, fordi hun skal på toilettet, og det er så hendes måde at sige det på, fordi det jo er det, hun mærker. Men hun siger det også på andre tidspunkter.

For eksempel når hun skal sove og ligger i sin seng om aftenen. I perioder kan det virke, som om hun siger det tit, og jeg bliver bekymret for, om der enten er noget fysisk galt, eller at hun kan være stresset eller ked af det. Hvordan tager man fat i sådan noget diffust noget? Hvordan kan man spørge ind til smerterne og måske finde ud af, om det kan være noget fysisk, man måske skal få undersøgt?

De bedste hilsner

Karina, mor til Esther på 4 år

Læs lægens svar på næste side>>

Svar:

Kære mor til Esther

Helt groft sagt, så er det meget sjældent, at et barn – der ellers er frisk og virker rask og både løber, leger, spiser og sover og stort set virker glad og veltilpas – fejler noget alvorligt, når barnet siger, at det har ondt i maven.

Ondt i maven er sådan et diffust symptom,og da maven sidder lige midt i det hele, er det ofte dér, et barn siger, at det gør ondt. Både når det virkelig drejer sig om mavepine, men også når det drejer sig om alt muligt andet lige fra mellemørebetændelse til dumme legekammerater.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke skal tage det alvorligt. Men det er vigtigt at vide, fordi rigtig mange børn har perioder med mere eller mindre ondt i maven – og så bliver vi jo bekymrede som forældre.

Det er meget vigtigt, at du synes, din datter trives. Det betyder, at hun netop virker frisk. At hun spiser, selvom det svinger op og ned, når man er fire år, men at hun tager på, som hun skal og får både groft, grønt, frugt og kød, kylling eller fisk. Hun skal virke frisk – ikke træt. Og hun skal have energi til alle de sjove ting, som man leger og udforsker, når man er i hendes alder.

Din datters afføring skal helst komme dagligt. Hvis hun siger, at hun har ondt i maven, når hun skal på toilettet, så kig lige med, og tjek, at hendes afføring ikke er for hård og knoldet, for så kan den virkelig stå og presse, inden den skal ud.

Hun skal også helst tisse uden problemer. Hun er nok renlig nu, så prøv lige at holde øje med, at hun får drukket nok og samtidig tisser regelmæssigt. Det er også vigtigt, at hun ikke ser ud til at have smerter, når hun skal tisse.

Prøv også at lave en ‘hemmelig’ (hemmelig, fordi hun ikke skal involveres) registrering af, om hun får ondt i maven efter at have spist eller drukket specielle ting – det kan for eksempel være mælkeprodukter, brød eller andet, som du kan se en sammenhæng med.

Siger din datter ofte, at hun har ondt i maven, når hun kommer i seng om aftenen? I så fald forsøg at snakke lidt med hende om, hvordan hendes dag har været. Giv dig god tid, og få hende til at fortælle, hvad hun syntes var rigtig sjovt, og hvad der var rigtig irriterende. Læg dig måske lidt med hende, for nogle gange er det lettere for børnene at bede om den omsorg, de har brug for ved at sige, at de har ondt. Så ved de, at vi nusser lidt ekstra om dem og viser dem ekstra opmærksomhed. Og sådan er det jo også nogle gange for os andre!

Prøv at skrive op i din kalender, hvor ofte du hører hende sige, at hun har ondt i maven. For nogle gange synes vi voksne, at det er ofte, men så er det måske i virkeligheden ikke så tit, men blot fordi, vi bliver bekymrede. Omvendt kan det også være, at vi nogle gange ikke synes, det er noget at tale om – men så er det måske i virkeligheden dagligt.

Hvis du synes, at din datter har for meget om ørerne og virker stresset, så prøv at skrue helt ned for hendes aktiviteter i en periode, og se, om det hjælper. Er du fortsat bekymret, så lad lige hendes læge undersøge hende, så du kan få ro omkring det igen.

Venlig hilsen Lise-Lotte Hergel