Olivers vej til verden

Diana troede i lang tid slet ikke på, at hun havde veer. Da hun endelig blev undersøgt, var hun seks centimeter åben.

Det var onsdag den fjerde november 2009. Jeg var i uge 34+2, og klokken var cirka halv fire, da min kæreste og jeg sad til fødselsforberedelse på Silkeborg sygehus. Mens vi lyttede til jordemoren, fik jeg meget ondt i min lænd. Selvom smerterne blev ved under hele kurset, gav jeg min bækkenløsning skylden for dem.

Jordemoren lavede et sjovt lille skuespil, hvori hun beskrev, at hvis du kunne gå stille og roligt op ad trapperne til fødegangen, betød det ofte, at du ikke var rigtig i fødsel endnu. Hvis du humpede op ad trapperne og støttede dig til din mand, ja så var den sikkert god nok. Jordemoren sagde, at det kunne være en tommelfingerregel til os gravide om, hvornår vi skulle ringe til dem på fødegangen.

Da kurset var slut, kunne vi se, at min mor havde haft ringet til begge vores mobiler seks gange. Hun var blevet nervøs over, at hun ikke kunne få fat på os, og hun var lige ved at tro, at det var, fordi jeg havde fået veer og skulle føde. Jeg beroligede hende med, at der var seks uger til termin, så hun havde absolut ikke noget at være nervøs for.

Herefter tog min kæreste og jeg en tur i Kvickly for at handle, og vi var også lige forbi den lokale grill for at købe lidt aftensmad, da det var blevet lidt for sent til, at vi gad at lave mad. Jeg havde stadig smerter i lænden, men de var ikke voldsomt stærke.

Det er nok ikke veer.

Som aftenen skred frem, fortsatte smerterne, og de begyndte nu også at tage til i styrke. Klokken cirka ti spurgte min kæreste, om vi skulle ringe til fødegangen, men jeg syntes ikke, at det var nødvendigt. Jeg var sikker på, at smerterne ville være væk efter en god nats søvn.

Men da jeg efter en nat med meget lidt søvn vågnede med smerter, besluttede jeg, at det var tid til at ringe til fødegangen. Smerterne var nu også så stærke, at jeg var begyndt at blive bekymret. På fødegangen synes de også, at vi skulle komme, så jeg kunne blive tjekket.

Klokken var cirka otte, da vi stod på fødegangen.

Da vi gik op ad trapperne til fødegangen, tænkte jeg på jordemorens skuespil fra dagen før, og da jeg sagtens kunne gå stille og roligt op ad trapperne, var jeg sikker på, at smerterne ikke var veer.

Jeg blev undersøgt af en jordemor, der dog hurtigt kunne konstatere, at jeg var seks centimeter åben og i fødsel.

Syv en halv time senere.

Herefter gik alt stille og roligt. Veerne tog til, og klokken 15.21 kom vores lille Oliver til verden. Seks uger for tidligt, 46 centimeter lang og 2100 gram. På trods af at han havde det godt, da han kom ud, blev vi om aftenen flyttet til neonatalafdelingen på Viborg sygehus. Her lå vi i cirka seks dage, og de første dage lå Oliver i åben kuvøse, men han blev hurtigt flyttet over i en vugge.

Efter de seks dage på Viborg sygehus blev vi flyttet tilbage til Silkeborg sygehus, hvor vi lå, indtil jeg havde fået amningen i gang, og Oliver var begyndt at tage på. Da vi efter 16 dage endelig fik at vide, at nu kunne vi tage hjem, var vi bare lykkelige. Selvom Oliver blev født seks uger for tidligt, har han heldigvis ikke haft nogen eftervirkninger. Han er nu over et år gammel og en rigtig krudtugle.