Christine mistede sin mor
Foto: Martin Bubandt Som 30-årig mistede Christine Gjødsbøl sin mor. Hun oplevede derfor aldrig sin mor i rollen som mormor. Det er stadig en stor sorg for hende.

“Det er en sorg, at min mor aldrig skal lære mine børn at kende”

Christine Gjødsbøls mor nåede ikke at opleve sin datter blive mor, og Christines far døde, mens børnene var ganske små. Selv om hun har skabt et godt liv og sin egen lille familie, vil savnet af forældrene altid være en del af hende. Særligt mangler hun nogen at se op til og dele forældreskabets glæder og bekymringer med.

Allerede under Christine Gjødsbøls første graviditetsundersøgelse med den lille dreng, der gemmer sig i hendes mave, begynder det at stå klart for hende, at hun er på vej ud på en rejse, hvor hun igen og igen vil blive mødt med spørgsmål, hun aldrig vil kunne få svar på. Jordemoren vil vide, om hendes egen mor led af graviditetskvalme? Hvad med bækkenløsning? Og hvordan var morens fødsler?

For de fleste førstegangsmødre er svarene kun et telefonopkald væk – hvis de ikke ligger lige på tungen, fordi de allerede er blevet vendt – men for Christine er de ny dokumentation i rækken af beviser på alt det, hun sagde farvel til, da hun som 30-årig mistede sin mor til en hjernetumor.

”I starten blev jeg ked af det, når jeg fik den slags spørgsmål. For jeg havde ingen at spørge. Min søster fik børn, mens vores mor levede, og hun kunne genfortælle lidt af det, hun havde nået at tale med vores mor om, men det er ikke det samme som at få det fra hende selv. Og min far kunne ikke huske så meget. Det var hårdt, husker Christine.

LÆS OGSÅ: Jeg manglede for alvor min mor, da jeg selv fik børn

I dag er hun 40 år, bor i et rækkehus i Hellerup med sin mand, tv-vært Adam Duvå Hall, og deres nu to børn, Sonny på syv år og Norma på fem. Hun har sin egen lille familie, er generelt glad og landet godt oven på den store sorg, det er at miste en forælder alt for tidligt – første gang, da hendes mor døde, og anden gang, da hendes far kun syv år senere pludselig gik bort som følge af et blødende mavesår. Men hun har accepteret, at den sorg, hun føler over at være mor uden at have sine forældre ved sin side, altid vil være en del af hende. 

"Det er ikke noget, der fylder for mig hver dag. Men jeg vil altid mangle mine forældre", siger hun.

Når mor mangler

Da Christine blev mor til Sonny to år efter, hendes mor døde, var det ikke kun opfyldelsen af et ønske på egne vegne, men også noget, hendes mor havde håbet for hende. I den sidste tid af sin kræftsygdom, da moren var indlagt på hospice, sagde hun flere gange til sin datter, som allerede dengang var kæreste med Adam: “Få nu de børn”. Det er en af de ting, der gør mest ondt på Christine – at hendes mor ikke kommer til at opleve, at det skete.

”Da jeg fik Sonny, var det ren overlevelse i starten, og jeg havde ikke så meget tid til at reflektere over min mor. Men da rutinerne og hverdagen begyndte at melde sig, kom savnet. I sin sidste tid var min mor meget bevidst om, at hun ikke ville møde mine børn, og jeg følte virkelig, at det var en sorg, at hun ikke ville komme til at lære Sonny at kende”, husker Christine.

Samtidig kom bevidstheden om, at Christine aldrig ville komme til at opleve den udvidelse af mor-datter-forholdet, som mange oplever, når der kommer en ny generation til.

”Der er noget helt specielt med båndet mellem mor og datter, som bliver stærkere, når man selv får børn. Jeg havde bare mega meget lyst til at stille en masse spørgsmål til min mor og dele den her kæmpe glæde. Udover min mand er hun nok den person, der nogensinde har været tættest på mig, og den eneste i verden, der ville synes, det hele var lige så stort som Adam og jeg. Jeg manglede hende meget, da hormonerne rasede i den første tid efter fødslen. De dér irrationelle følelser af, at manden er en idiot, og man er bekymret for sit parforhold – min mor ville have været den første, jeg ringede til.”

Familie_2.jpg
Christine Gjødsbøl, PR & marketingschef, gift med tv-vært Adam Duvå Hall og mor til Norma, 5 år og Sonny, 7 år 

Ubesvarede spørgsmål

Tabet af sine forældre indebærer også et tab af familiens historie, har Christine erfaret. Det er ikke kun jordemoren, der står tilbage med ubesvarede spørgsmål om Christines familie. Det gør hun også selv. Det stod især klart, efter hendes far døde, og Christine sammen med sine søskende var tilbage i barndomshjemmet i Vejle for at rydde op.

Som tredje barn i rækken har Christine aldrig haft en fin babybog ligesom sine søskende, men kun en plasticpose med babybilleder, og hendes viden om sine første år er derfor sparsom. Men under oprydningen råbte Christines søster pludselig, at hun havde fundet morens vandrejournal fra graviditeten med Christine. Den gemte på en overraskelse. 

”Jeg kunne se på den, at min mor havde termin med mig den 9. december. Præcis samme dag, som jeg havde termin med min datter Norma. Det er jo sådan nogle små, pudsige ting, som min mor ville have kunnet fortælle mig, men som ingen andre bider mærke i. Jeg kunne også se på babybillederne af mig selv, at det var slående, hvor meget Norma og jeg lignende hinanden som spæde. Dér stod det virkelig klart for mig, hvor meget jeg savner nogen, der kan kæde min egen historie sammen med mine børns, siger Christine, som indimellem kan blive ked af, at hendes baggrund altid vil stå sløret – både for hende selv og hendes børn.

Forældrenes venner kan huske noget, fra hun var lille. Men nogle ting, som er kæmpestore for forældrene, vil altid være uanseelige detaljer for andre. Spørgsmål som: Hvor hurtigt gik jeg? Hvornår kunne jeg tale? Sov jeg meget? Skreg jeg meget? Dem vil Christine aldrig få svar på.

”Når det gælder sådan nogle spørgsmål, har vi kun Adams fortælling. Han fortæller ikke så meget om sin barndom selv, men det gør hans forældre. Og det kan godt give mig en følelse af uretfærdighed, for jeg har ingen til at fortælle min historie.”

Derfor er det blevet vigtigt for Christine at holde fast i det, hun selv kommer fra. Egentlig havde begge hendes børn kun fået deres fars efternavn, for Christine har aldrig gået så meget op i navne. Men da hendes far døde, blev det pludselig magtpåliggende for hende, at “Gjødsbøl” blev føjet ind som mellemnavn på børnenes navneattester.

På den måde lever Christines side af familien videre i hendes børn. Navnene trækker tråde til fortiden, ligesom de familieklenodier, Christines altid har stående fremme hjemme i Hellerup. Som fysiske vidner om, at der også er en gren af familien på hendes side.

 ”Jeg er egentlig ikke særlig sentimental, men jeg kan godt mærke, at jeg klamrer mig lidt til min barndom. Det er en måde at vise mine børn, hvad jeg kommer fra."

Norma_1.jpg
Norma, 5 år

Drømmen om en mormor

Keramik og malerier fra Christines barndomshjem kan måske nok give hendes børn et lille billede af, hvem deres bedsteforældre var. Men det er også det. For at kompensere for den manglende familie, gør Christine en dyd ud af at bevare en tæt kontakt til sin bror og søster og deres familier. Alligevel er særligt Norma begyndt at blive opmærksom på, at hun mangler noget, som de andre børn i hendes børnehave har.

”Hun kommer hjem og fortæller, at “I dag blev Carla hentet af sin mormor, og i går var det hendes farfar.” Nogle har endda to sæt bedsteforældre på den ene eller begge sider. Det er hun virkelig obs på, og hun synes, det er uretfærdigt, at hun ikke har to sæt bedsteforældre, der kan hente, og som har tid til at tage hende med ned til bageren og spise boller. Når hun siger sådan, bliver jeg helt mundlam. Jeg kan trøste hende, men ikke ændre på, hvordan det er.”

Christine ved godt, at hun nok har et romantiseret billede af, hvordan hendes forældre ville have været som bedsteforældre. Hun nåede at opleve sin far været det i nogle år – men hendes mor som mormor til sine egne børn vil hun altid kun kunne forestille sig.

Når hun leger med tanken om, hvordan det kunne have været, glider hun tilbage til sin barndoms ferier hos sin egen mormor og morfar i sommerhuset i Hjørring, hvor der var ro, forkælelse og ellers intet på skemaet. Hun kan godt føle, at hendes børn bliver snydt for noget dér, selv om de har en farmor og en farfar.

"De er jo ikke, som mine forældre ville have været. Mine svigerforældre er utrolig glade for børnene, men de er også denne her generation, der er super optagede af deres eget liv. Jeg kan få lyst til at råbe: “Prøv at høre, de her børn de har ikke andre end jer! Det er simpelthen ikke fair, at I ikke kaster alt, hvad I har i hænderne for dem!” Det er helt irrationelt og unfair, og jeg ved godt, at mine forældre heller ikke ville have været så perfekte, som jeg forestiller mig. Men jeg har det bare sådan, at jeg skal forsvare mine børns ret til at have bedsteforældre”, siger Christine.

Hendes svigerforældre er heldigvis forstående og klandrer hende ikke, at deres rolle i hendes børns liv er et lidt mere prekært tema, end det ville være for mange andre. For at kunne tilbyde sine børn noget af det, de mangler på hendes side, har Christine sørget for at bygge et tæt netværk af venner op omkring sig selv og sine børn. Det er en af de positive sider af at have været igennem et tab.

”Jeg er nok mere bevidst om at skabe tætte relationer, end jeg ellers ville have været. Mange af vores tætte venner kalder vi onkel og tante, og de stiller gerne op til at hente en eftermiddag. På den måde forsøger jeg at bygge en udvidet familie op omkring mine børn, så de også oplever det der med at blive forkælet af nogle andre end deres forældre.”

LÆS OGSÅ: Mors Dag: 19 geniale gaver til en mor du kender

Der er dog ingen, der kan erstatte den rolle, vi selv som voksne får lov at indtage over for vores forældre. For Christine er netop det et kæmpe afsavn ved ikke at have en mor og en far: Engang imellem at kunne slippe tøjlerne, komme hjem til et fyldt køleskab og et kram, når hverdagen og børnefamilielivet tromler lidt for hårdt ind over hende.

Eller når noget svært rammer hende eller hendes familie. Som da Norma var tre år, og forældrene fandt ud af, at hun stort set ikke kunne se på det ene øje, og at hun derfor skulle igennem et langt træningsforløb. Christine bebrejdede sig selv, at hun ikke havde opdaget det før. Og så syntes hun, det var virkelig synd for datteren, at hun skulle have briller – og var lidt flov over at have denne mere æstetiske bekymring oveni den sundhedsmæssige.

"I den situation var det et helt sindssygt savn, at jeg ikke kunne ringe til mine forældre. De ville være dem, der både ville have lyttet og støttet mig, men som også kunne tillade sig at sige, “det er ikke verdens undergang, og det skal nok gå.” Jeg har heldigvis en meget tålmodig mand, som lader mig rase ud, og mine søskende og veninder bruger jeg også. Men forældre er jo de eneste i verden, der skal lytte."

Livet er for de levende

Rollen som den øverste myndighed i Christines liv – både menneskeligt og som forælder – var også noget af det, der forsvandt sammen med forældrene. 

"Da min far døde, var noget af det første, der slog mig: Hvordan skal jeg være forældre, når der ikke er nogen til at vise mig vejen længere? Selv efter jeg blev voksen, var min far den, der sagde til mig, når jeg var for meget. Jeg har ikke længere nogen til at irettesætte mig, og jeg kan blive helt i tvivl om, hvordan jeg skal være som forælder, når jeg ikke længere har den rettesnor."

Fra sin barndom kan Christine huske, hvordan hendes egen mor var, når hun var sammen med sine forældre. Hvordan det voksne forbillede med styr på tingene, Christine kendte hende som, pludselig blev “lille”, krævede omsorg og bad om gode råd. Den side af deres mor kommer Christines børn aldrig til at se, og det er en svær erkendelse for hende.

"Jeg kan tydeligt huske min mor i rollen som datter, og jeg har sidenhen ofte tænkt, at det gav mig mulighed for at se hele hendes væsen og at forstå hende bedre. Mine børn kommer aldrig til at kende mig som “nogens datter” og på den måde heller aldrig at kende mit fulde væsen. Det er meget trist."

Men som i enhver krise ligger der også for Christine en gave i at have gennemlevet noget svært – og være kommet ud på den anden side.

"Der skal meget til at slå mig ud af kurs, fordi jeg har bevist over for mig selv, at jeg kan overkomme en stor sorg. Og så er jeg virkelig god til at nyde livets glæder, såsom rejser, fester, venner og familie, måske fordi jeg i en relativt ung alder lærte, at man aldrig kan tage livet for givet. Efter min mor døde, havde min far et mantra: “Livet er for de levende”. Det er nok blevet en slags livsfilosofi for mig, og det har betydet, at jeg har været bevidst om, at mit liv skulle gå videre. Både da jeg mistede min mor og min far."

Christine er sikker på, at den livsfilosofi vil blive ved med at vise vejen – ikke bare for hende selv, men også for hendes børn.

Interviewet med Christine Gjødsbøl er bragt i det nye nummer af magasinet Vores Børn, som er på gaden nu. Her kan du også læse et interview med hendes mand, tv-værten Adam Duvå Hall, om at komme igennem sorgen sammen.

Forside_web.jpg

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Mor, Bedsteforældre og Familieliv