TV 2 dokumentar Vi er de hjemmegående

Foto: Betina Andersen Sarah Blicher-Koch medvirker i en ny TV 2-dokumentar. Her ses hun med sin mand, Theis, og deres to sønner.

Antropologen Sarah hjemmepasser sine sønner: ”I Danmark er det ikke af værdi at prioritere ens børn”

Vi indretter vores liv ud fra arbejdsmarkedet. Men vi skal have det hele vendt om, så vi indretter arbejdsmarkedet efter menneskers liv. Sådan lyder det fra erhvervsantropolog Sarah Blicher-Koch, som selv har truffet et markant valg på hjemmefronten.

Hvordan kan jeg sige højt, at det ikke føles godt for mig lige nu at skulle sende mit barn i institution?

Kender du det spørgsmål i dit eget liv?

Ikke alle gør, men hos nogle forældre kan netop dén følelse fylde mere end hos andre. Det gjorde spørgsmålet hos erhvervsantropolog Sarah Blicher-Koch, da hendes barsel med barn nummer to var ved at rende ud for et år siden.

For det var en grundfølelse inden i hende.

At hun ikke havde lyst til, at hendes to små børn skulle være væk fra deres forældre så mange af døgnets gode timer. At institutioner ikke var det rette for deres familie.

”Der er en kulturel forventning om, at når barslen er slut, så skal vi tilbage på arbejdsmarkedet nærmest som om, at ingenting var hændt – selvom vi har fået børn, og hele vores livssyn tit ændrer sig ved det,” forklarer Sarah Blicher-Koch til ALT.dk.

Derfor har hun truffet et valg om at hjemmepasse sine børn i en periode, mens hende og hendes mand Theis’ to sønner er små.

Et valg, som stikker så meget ud fra ”normen”, at TV 2 har fulgt hende og to andre kvinder i dokumentaren ’Vi er de hjemmegående’ for at blive klogere på, hvorfor nogle træffer det valg i 2020’erne.

En titel, som Sarah Blicher-Koch faktisk har det svært med.

For hun ser ikke sig selv som hjemmegående i klassisk forstand, selvom hendes mand har et fuldtidsjob, og hun primært er hjemme. Hendes faglighed som antropolog med indsigt i arbejdsmarkedet holder hun fast i som selvstændig.

”Ja, jeg har mine børn meget hjemme. Vores yngste er hjemme fuld tid, og vores ældste går i børnehave to dage om ugen, men at dokumentaren hedder 'Vi er de hjemmegående' har jeg også skullet acceptere, fordi jeg betegner ikke mig selv som hjemmegående. Jeg betegner mig selv som mor, kæreste, hustru, erhvervsantropolog, veninde – og altså, jeg er jo Sarah.”

Hvorfor har du valgt at hjemmepasse dine børn?

Inden vores første dreng kom til verden, arbejdede jeg fuldtid i en projektstilling, og efter barslen skulle jeg finde et nyt job, mens han helt klassisk kom i vuggestue.

Men allerede dengang kunne jeg mærke, at jeg ikke var interesseret i være væk fra vores barn fem dage om ugen.

Jeg søgte med lys og lygte efter 20-25 timer om ugen, men det er EKSTREMT svært i Danmark at få lov til at arbejde et ”aparte” timeantal. Jeg mødte et arbejdsmarked, der slet ikke er gearet til, at vi træffer mere individuelle valg. Herhjemme tæller det som en værdi - og det ambitiøse - at vi arbejder fuldtid.

Samfundet har en fortælling om, at det næsten er bedst for børn at komme i institution. Men da vi fik vores næste to år efter, blev Theis og jeg enige om, at vi slet ikke havde lyst til, at han skulle i vuggestue.

Når vi får børn i dag, er det kutyme, at så adskiller vi os fra hinanden - både børn og voksne - i mange af de rigtig gode timer i døgnet, fem dage om ugen. Den præmis køber jeg ikke rigtig ind på længere. Det gjorde jeg, før jeg fik børn.

Og så er der ingen tvivl om, at mit antropologiske arbejde blandt medarbejdere og ledere har gjort, at jeg kan se, at alle de her antagelser vi har i vores arbejdskultur omkring, hvornår man bidrager, og hvordan tingene "bør" være, er på basis af nogle kulturelle normer, som vi for sjældent stiller spørgsmålstegn ved.

Hvad har det betydet for jeres børn?

Jeg tror på, at det er med til at give dem en roligere start på livet. Jeg kan i hvert fald mærke forskel på vores ældste fra før til nu, hvor han kun går i institution et par dage om ugen, at det har givet ham ro i sin hverdag, som han nyder.

Hvordan har det påvirket dig?

For mig føles det nok som det mest autentiske valg, jeg i mit liv har truffet. Det er dét valg, jeg har den største ro omkring. Jeg vil aldrig fortryde, at jeg har prioriteret at være mere sammen med børnene, mens de var små.

På en eller anden måde er jeg bare glad for, at jeg fandt frem til, at det var rigtigt for mig – og for os. For når andre vælger at arbejde mange timer og have deres børn i institution, betyder det jo ikke, at de ikke har reflekteret over det. Eller at det er et reelt valgt, de har truffet.

Men dét valg er stadig i langt højere grad en samfundsnorm, vi ligesom ”bare” køber ind på, fordi det "plejer vi at gøre". Det gjorde jeg også, men jeg tillod mig selv at mærke efter og at være blevet klogere og deraf træffe et andet valg.

Jeg føler ikke, at det har påvirket min sociale status. Jeg står stærkt i, hvem jeg er som mor – og antropolog.

TV 2 dokumentar hjemmegående.jpegDanske forældre har europarekord i at få passet deres små børn, så både mor og far kan komme på arbejde. (Foto: Betina Andersen)

Hvordan skaber I det økonomiske råderum til, at du går hjemme?

Theis og jeg har altid været ekstremt økonomisk bevidste. Vi har enormt meget indblik i vores egen økonomi via Excel-ark, budgetter og forskellige konti.

Vi ved, hvad alle penge går til, og ’ting’ betyder ikke ret meget for os. Vi køber stort set aldrig tøj eller nips og dimser til huset. Det er ikke dét, der giver os værdi. Så struktur, overblik og at forstå, at når vi træffer et valg, er der altid et fravalg.

Der var en kollega, der sagde til Theis, at når hun nu arbejdede, ville hun også gerne kunne bruge en masse penge på alt det, hun havde lyst til, for så føler hun, at hun lever livet. Der er vi et sted, hvor vi føler, at vi lever livet, men ikke ud fra de ting, vi kan købe. Det er mere tiden sammen, der er vigtig for os.

Så det er en mental ændring af ens ’mindset’, man skal foretage med sig selv? 

Ja, helt klart. Jeg støder rigtig ofte på den med, at "det ville ALDRIG kunne lade sig gøre for os!" Det er nok en af de sætninger, jeg har hørt allermest.

Mange har svært ved at forestille sig at leve for én indtægt, så folk reagerer tit ved at sige, at min mand må tjene helt abnormt mange penge. Og den fordom er megainteressant.

Hver gang nogen siger det, har jeg lyst til at sige: Men må jeg ikke se jeres budget? For der er så mange knapper, som man kan skrue på.

Theis og jeg laver også ugentlige madplaner, og vi køber kun ind én gang om ugen. Vi har besluttet, hvad vi har sat af til husholdning hver måned. Det er ikke et eller andet tilfældigt beløb. Det er også fuldstændigt fast defineret, hvad vi hver især har af lommepenge – og hvad går til opsparing og budgetkonto.

I mine øjne er det frihed, når man er meget bevidst om at sætte faste beløb af. Så stikker det også hurtigt ud, hvis man fx bruger flere penge på ens husholdningskonto end planlagt. Vi kunne sagtens vælge at bruge flere penge, hvis det var det, vi ville, men det ønsker vi ikke.

Sarah Blicher-Koch antropolog gå hjemme.jpegSarah Blicher-Koch medvirker i TV 2-dokumentaren 'Vi er de hjemmegående'. (Foto: Betina Andersen)

Hvilke andre fordomme har du mødt omkring at være hjemmegående?

I Danmark antager vi, at socialiseringen af børn skal ske i en institutionssammenhæng, men du kan være sammen mennesker på mange andre måder. Det er en fordom, at ens børn ikke ser andre børn og voksne, fordi de bliver hjemmepasset eller er et begrænset antal timer i institution.

En anden skjult fordom er, at folk på forhånd antager, at jeg så synes, at det er forkert, at de har deres børn mange timer i institution. Den fordom er lidt anstrengende. Vi har truffet et valg på baggrund af ønsker for vores familie, men hvad andre gør, har jeg ikke en personlig holdning til. Overhovedet.

Og så er der hele ligestillingsfordommen. Både at man ikke bidrager til samfundet, når man ikke arbejder i en klassisk fuldtidsstilling, men også at det er et tilbageslag for ligestilling, at der er nogen, der vælger at være mere sammen med deres børn, mens de er små. Det tapper fuldstændig ind i en maskulinisereret måde at forstå verden på, og hvilke værdier vi "værdisætter".

I mine øjne er vi meget, meget langt fra at være ligestillet i Danmark. I nogle menneskers optik er mænd og kvinder ligestillet, når de vil og gør fuldstændig det samme. Men ligestilling for mig er, at vi hver især får lov til at træffe de valg, der giver mening for os. Om man er mand, kvinde, non-binær, eller hvad man er.

Ligestilling er, at de maskuline og de feminine værdier - ikke mand og kvinde i biologisk forstand - i langt højere grad får lov til at komplimentere hinanden. Men i det samfund, vi lever i i dag, er det bare rigtig meget de maskuline værdier, som bliver værdisat.

Herhjemme er det ikke af værdi at prioritere dine børn. Familien har ikke en særlig høj status
Erhvervsantropolog Sarah Blich-Koch

Så ligestilling er i mine øjne at have det frie valg – og det er der også mænd, der ikke har, fordi på deres arbejdsplads vil det blive set ned på for at vælge barsel og i den dur.

Herhjemme er det ikke af værdi at prioritere dine børn. Familien har ikke en særlig høj status. Den er lidt sådan en ting, som vi bare må få til at fungere, fordi det hele egentlig handler om arbejdsmarkedet.

Eller sagt på en anden måde: Vi indretter vores liv ud fra arbejdsmarkedet. Men der mener jeg rent fagligt som erhvervsantropolog, at vi skal have det hele vendt om, så vi indretter arbejdsmarkedet efter menneskers liv.

Hvad er din kritik af arbejdsmarkedet, som det er nu?

Min store kritik af vores arbejdskultur er, at vi sætter Excel-arkene foran menneskene.

Vi er fuldstændige liderlige omkring tal, statistikker og ledelse ud fra en ”Excel-arkforståelse”. Vi er ikke ret dygtige til at sætte de menneskelige relationer og behov i højsædet FORAN vores arbejdsmarked.

Men du ved også, at kritikere så vil sige, at hvis vi ændrer fokus, vil landet brase sammen. Alle de ting, vi har vænnet os til med sundhedssystem, uddannelse, veje, alverdens ting, hvordan skal vi få råd til det?

Men det virkelig interessante ved dét - ud fra mit synspunkt - er, at vi er et land, der har RIGTIG høje tal for stress, angst, depression. Det er stigende tal, og folk bliver ramt yngre og yngre. Vi har også udfordringer omkring, at mange mennesker oplever dårlig ledelse.

I min optik er det simpelthen et paradoks, som vi slet ikke tager alvorligt nok.

Det er jo sjovt, at vi har besluttet, at 37 timer er ”det gyldne tal” for, at vores samfund kan fungere. Det er 30 år siden, at vi besluttede det, og der er ikke sket noget som helst arbejdstidsmæssigt siden.

Flere arbejdspladser, både udenlands og herhjemme, er dog så småt begyndt at sænke arbejdstiden til 30 timer, uden at deres omsætning går ned. Nye studier peger også på, at vores bidrag IKKE er qua de timer, som vi lægger. Altså vi kan ikke gøre bidraget op i timeantallet.

Det er jo sjovt, at vi har besluttet, at 37 timer er ”det gyldne tal” for, at vores samfund kan fungere.
Erhvervsantropolog Sarah Blicher-Koch

Men den erkendelse er vi som samfund stadig ikke kommet til, og det er jo dén, der er interessant. For ja, vi kan godt snakke om "det fleksible arbejdsmarked", "mere frihed" og sådan nogle ting, men vi skal i høj grad også snakke om, at det ikke er timetallet, der fortæller noget om bidraget, vi yder – eller om hvor ambitiøse, vi er.

Helt grundlæggende bør vi tage stilling til, hvordan vi ser på det her med stress, angst og depression? For det koster også samfundet rigtig, rigtig mange penge - hvis vi skal snakke pengene - men det koster jo også ekstremt meget på den menneskelige del.

Så når kritikere spørger: Jamen, hvordan skal vi få råd til det? Der kan modspørgsmålet lyde: Jamen, har vi råd til at lade være? Både økonomisk, men også menneskeligt.

Hjemmepasning Sarah Blicher-Koch.jpegSarah Blicher-Koch møder mange fordomme om sit valg. (Foto: Betina Andersen)

Når du i dokumentaren siger: ”Man skal se på det enkelte barn i stedet for at lade samfundet dikterer” – lægger det ikke et pres på de forældre, som ikke har muligheden for eller lyst til at gå hjemme?

Hele essensen for mig - både personligt, men også rent fagligt - er at være med til at skabe mere "både og" i stedet for den ”enten eller”-verden, vi lever i.

Når vi har valgt, at vores yngste ikke skal være i vuggestue, er det ikke et statement om, at alle børn ikke bør være i vuggestue. Overhovedet ikke.

Men vi er nødt til at se på den norm, vi har skabt omkring, at det forventes af os, at vi er så meget adskilt fra hinanden som børn og forældre. Det er dét, der er min pointe:

Hvordan får vi skabt nogle NYE normer omkring, hvad det vil sige at være menneske? Hvordan kan der blive plads til, at jeg kan sige, at det faktisk ikke føles godt for mig lige nu at skulle sende mit barn i institution?

Der er RIGTIG lang vej derhen, men vi er nødt til at stille os selv de spørgsmål. Selvom de kan føles ubehagelige, sætter de nogle refleksioner i gang.

Du mener, at vi i fremtiden vil se flere forældre, der vælger at være hjemme med især mindre børn – hvorfor?

Fordi når jeg nu som en af mange forsøger at skubbe ærligt og kærligt til den her mastodont af en arbejdskultur, er det fordi, jeg tror på, at om 15 eller 20 år vil vi grine lidt af udsagn, som: ”Så gav min leder mig lov til, at jeg kunne arbejde 25 timer om ugen.”

Vi vil tænke, at det var oldnordisk, at vi dengang var så forstokkede.

Jeg tror, at vi på en eller anden måde i dag har max’et adskillelsen mellem børn og forældre så meget ud, at vi helt har glemt, hvor naturligt det egentlig også er for os at have et ønske om at være mere sammen.

Livet er jo ikke at overleve fra mandag til fredag – og så at holde weekend og være sammen. Det er okay, at vi minder os selv og hinanden om, at vi må faktisk godt stille større krav om, at vi VIL have et arbejdsmarked, hvor der er mere plads til at være familie og menneske.

Sarah Blicher-Koch.jpegVi har glemt, hvor naturligt det er, at forældre har et ønske om at være mere sammen med sine små børn, mener Sarah Blicher-Koch. (Foto: Betina Andersen)

Men kommer din mand så ikke til at fortryde, at han så ikke var mere sammen med jeres børn?

Vi har valgt at tilrettelægge vores liv også ud fra de rammer, han er sat i nu. Til gengæld holder han sig inden for de 37 timer om ugen, selvom han er leder, hvor andre måske vælger at arbejde mere. Han har også to hjemmearbejdsdage om ugen, som giver noget mere fleksibilitet.

Han kunne også have valgt at arbejde meget mere, end han gør, men det siger ham ikke noget at arbejde mere.

Han er sindssygt glad for sit arbejde - ligesom jeg er sindssygt glad for mit arbejde som antropolog - men vi prioriterer familien og tiden sammen. Højt.

Hvad håber du, der kommer ud af din medvirken i TV 2-dokumentaren?

Jeg håber, at jeg kan bidrage med lidt flere nuancer omkring, hvad er det for et samfund og en arbejdskultur og ledelse, som vi egentlig udøver.

At vi ikke behøver at være enten hjemmegående eller fuldtidsarbejdende. Og at det er okay, at vi vælger på andre måder i livet, end den som normen foreskriver.

Det kan godt skabe en masse dilemmaer og frustrationer, at man gerne vil være mere sammen med ens børn, når man også er ambitiøs rent fagligt - det gør det jo også for mig - men i sidste ende ved jeg også, at jeg ikke vil fortryde at have prioriteret mere tid med mine børn, mens de er små.

Om TV 2-dokumentaren 'Vi er de hjemmegående'

Danske forældre har europarekord i at få passet deres små børn, så både mor og far kan komme på arbejde. Men mange drømmer om at få mere tid med deres børn.

TV 2 har over et år fulgt tre familier, der har taget et radikalt valg for at undersøge, hvordan det fungerer i 2021, når mor går hjemme?

'Vi er de hjemmegående' har premiere torsdag 6. maj kl. 20 på TV 2 - og den ligger også på TV 2 Play

Om Sarah Blicher-Koch

  • Sarah Blicher-Koch, 32 år, selvstændig erhvervsantropolog og Business Insighter
  • Uddannet kandidat i Innovation, Organisation og Arbejdsantropologi og erfaringer i (erhvervs)livet
  • Mor til to små drenge, hvoraf hun hjemmepasser den yngste. Gift med Theis, som er ingeniør. Familien bor i Egå
  • Læs mere på: www.sarahblicherkoch.dk 
Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Barsel, Økonomi, Samfund og Ligestilling