Disse tidlige tegn på skolevægring skal du som forælder holde øje med
Mistrivslen hos børn, der går i skole, er blevet så udtalt, at flere bliver hjemme i halve og hele år. Men hvad skal du som forælder gøre, hvis du ser tidlige tegn på, at dit barn mistrives? Og kan du fange det i opløbet? Det har vi talt med psykolog Kirsten Callesen om.
Flere og flere børn mistrives i dag i landets skoler. Nogle børn i en sådan grad, at de helt må blive væk fra undervisningen i halve og hele år.
Det viser en ny opgørelse, som Børne- og Undervisningsministeriet har lavet for fagbladet Folkeskolen, ligesom dokumentarserien ”Skolens tabte børn” på DR har været med til at sætte problematikken under lup.
Anbefalingen fra psykologerne er klar: Det handler om at rykke ind med hjælp tidligt, så problemet ikke vokser sig uoverstigeligt. Men hvordan ved du som forælder, om dit barn viser tegn på mistrivsel, der kan ende i skolevægring?
Først og fremmest vil der være forskel på, om du har en dreng eller en pige. Det forklarer Kirsten Callesen, der er psykolog med speciale i bl.a. skolevægring.
– Pigerne maskerer oftere tidligt og kopierer hurtigt andres adfærd, og derfor tror man ikke, at der er noget galt. De er hurtige til at se, hvad der bliver forventet, og så leve op til det. Det er der også nogle drenge, der gør, men de fleste drenge er som grundtilstand mere tydelige. Hvis der er noget, de ikke vil eller kan, så reagerer de på det. Derfor er der noget kønsspecifikt ved deres tidlige udvikling, som viser sig i den adfærd, man skal holde øje med, forklarer hun.
Alligevel er der en række tegn, som går igen på tværs af køn. Og de tegn begynder allerede at vise sig ved to- til treårsalderen, forklarer Kirsten Callesen.
– Man kan bl.a. se på, om ens barn har en hypervagtsomhed omkring at blive afleveret. Hvor hurtigt kan de vænne sig til de voksne, de er sammen med? Kan de lege med andre børn, eller bruger de længere tid på at komme ind i en leg og at føle sig trygge? Det kan også være, at børnene er lidt glemsomme, at de har svært ved at tage imod en kollektiv besked, har svært ved at blive trøstet eller har sanseforstyrrelser og derfor har brug for fx at sidde med hænderne for ørerne, hvis det larmer lidt. Måske er der også noget ved måltiderne, der stikker ud.
Hun understreger, at ét eller to af disse tegn ikke alene giver anledning til bekymring. Det er summen af flere, gerne fem-syv udslagspunkter, der kan være et tidligt tegn på, at der venter en svær overgang til skolelivet.
Helt almindelig vagtsomhed
Kirsten Callesen understreger, at alle børn kan blive ramt af mistrivsel og skolevægring. Det kræver altså hverken en diagnose eller svære kår at nå dertil, og faktisk vil hun mene, at gennemsnittet kommer fra ressourcestærke familier.
Annonse
I stedet er den stigende skolevægring et udtryk for et generelt samfundsproblem, mener psykologen. Vores samfund er ganske enkelt accelereret, ligesom minimumsnormeringerne er fjernet i skoler og institutioner, og det har givet et pres på børnefamilier og på børnenes tidlige leveår, der er svært at hamle op med.
– I de første 1000 levedage er vores nervesystemer skabt til at være sammen med få, pålidelige voksne. Det er den måde, vi modnes. Og hvis der er for mange skift de første 1000 levedage, så oplever et barn ikke at få den tryghed lejret ind. Og problemet er, at der er alt for få hænder i vores daginstitutioner til, at børnene kan få den rette hjælp til at navigere i deres nervesystem. Og så begynder de at tilpasse sig og maskere sig selv, siger hun.
Mistrivslen kan selvfølgelig blive accelereret af, at der er en uopdaget udviklingsproblematik. Men det kan også være en helt almindelig vagtsomhed, eller at der har været nogle ting, som barnet har bøvlet med, der ligger til grund, forklarer psykologen.
– Måske har de haft astma, eller lillebror har været alvorlig syg, eller mor og far er blevet skilt. Noget, der har taget lidt af deres energi. Den forsigtighed – om det er børn med en diagnose eller ej – er den, jeg er opmærksom på, fordi det er her, det allerede tidligt viser sig, at de er på overarbejde. Og nogle gange kommer det til udtryk ved, at det hele eksploderer, mens det andre gange bliver på en måde, hvor barnet ikke ved, hvad det skal og visner lidt hen.
En tryg voksen
Begynder du at lægge mærke til, at dit barn viser tegn på, at noget er galt, er det om at søge hjælp. Der er nemlig ikke meget, vi som forældre selv kan gøre i forhold til institutionerne og for få uddannede voksne, som tingene er lige nu, mener Kirsten Callesen.
– På den lange bane handler det om, at vi skal have råbt politikerne op, så vi kan få indrettet vores samfund anderledes. Og indtil da, kan forældrene ikke gøre meget andet end at overleve og støtte deres børn bedst muligt i hjemmene. Alle forældre gør det så godt, de kan, og kæmper for deres børn, og så er det samfundet, der bliver et benspænd, siger hun.
Har du et barn, som er ekstra sårbar, skal du ifølge psykologen derfor insistere på, at der bliver ansat nok mennesker i den børnehave, dit barn går i. Derudover kan du tale med børnehavelederen om, at dit barn har brug for ekstra støtte ved skift og måltider, som ofte stresser.
Det kan også være en god idé at gå sammen med andre forældre i institutionen for at lægge en plan. Mange forældre tror nemlig, at de er alene om at være bekymret, og det er vigtigt at aftabuisere følelsen af afmagt over ens barns sårbarhed, mener Kirsten Callesen.
– Det kan være en hjælp for forældrene at støtte hinanden og være sammen i dialog med institutionerne. Det må ikke være den enkelte forælders kamp at få barnet eller børnene til at trives i hverdagen, siger hun og tilføjer, at hvis intet andet virker, så vil næste skridt typisk være at sætte ind med henvisning til udredning.
Annonse
– Den her del kunne mange børn dog godt undvære, hvis der blot blev indsat ekstra bemanding i både skoler, børnehaver og vuggestuer. Ofte vil det nemlig gøre, at problemerne forsvinder, hvis problemet bunder i, at børnene egentlig bare mangler en tryg voksen, der ser dem og kender deres behov for tryghed.
