Hvad er god bordskik?

Den ene mener, gode manerer udelukker leg med maden. Den anden synes, sanseligheden er vigtigst, og at børn gerne må nulre kartoflerne i småstykker. Livsstilsdebattør Mads Christensen møder kogekonen Camilla Plum.

Vi har også indbudt familieterapeuten Jesper Juul til at tage del i kampen om dagsordenen ved det runde bord. Bliv inspireret, irriteret eller opdraget til gode vaner med jeres børn.

Må Amanda spise med fingrene? Eller skal hun tage skeen i egen hånd?

Bordskik og gode manerer

Jesper Juul anbefaler, at forældrene først og fremmest er tydelige voksne og ikke bruger for mange kræfter på at dressere deres børn: „Man kan ikke forvente, at børn kan integrere alle forældrenes idéer om bordskik,” siger familieterapeuten, der mener, at børn har et naturligt gå-på-mod:

„Børn elsker at efterligne deres forældre, så hvis de får bestik, vil de også prøve at bruge det.”

Mads Christensen gør en meget aktiv indsats for at lære sine børn på et halvt, tre og seks år at spise med kniv og gaffel: „Så snart børn kan holde en ske, skal de lære det. De må gerne smøre det ud i hele hovedet, men de skal lære at spise selv, så snart de overhovedet kan.”

Madkultur for Mads Christensen er forbundet med faste rammer: „Regel nummer et er, at vi sætter os sammen, og vi rejser os sammen. Vores børn har meget tidligt lært at sige ’tak for mad, må jeg rejse mig?’ Og vi har faste ritualer: Man skal vaske hænderne, tørre sig om munden og spise pænt.”

De gode manerer udelukker leg med maden, fastslår Mads Christensen: „Jeg vil slet ikke have stier i kartoffelmosen.”

Men en del af en god madkultur er at være fortrolig med mad, mener Camilla Plum. Så i hendes hjem er det helt i orden, at småbørn nulrer kartoflerne: „Så meget som muligt. Vi andre mangler et sanseligt, lystfyldt forhold til mad. Der er kvinder, der ikke kan røre ved brøddej, fordi de mangler et sanseligt forhold til maden.”

Jesper Juul er enig: „De små børn i vuggestuealderen er i den periode af deres liv, hvor de eksperimenterer allermest med maden. Både med deres smagsløg og med forskellige måder at spise på.” Derfor skal Amanda til en vis grad have lov til at massere sin mos, mener Jesper Juul:

„Det er normalt, at børn leger med maden, men hvis man gør et nummer ud af det, er der børn, der skruer op for kampviljen.”

Kræsne børn

Hvem bestemmer menuen? Den toårige eller mor og far?

Med fire halvstore børn taler Camilla Plum med erfaring, når hun siger, at gode spisevaner kræver en aktiv indsats: „Børn er ikke født med god smag. Det er noget, de skal lære. Børn er tiltrukket af alt, hvad der er sødt og fedt.”

Netop derfor mener Jesper Juul, at forældrene skal være ansvarlige i supermarkedet, hvis de vil undgå konflikter: „Forældrene bestemmer i indkøbsfasen,” siger han. Med andre ord, det er fint, at børn ikke må få Coco Pops til aftensmad. Men så skal forældrene lade være med at købe dem.

Mads Christensen lever sammen med et kræsent barn, og han prøver at takle situationen med ophøjet ro: „Mine unger skal spise det, jeg spiser, i princippet. Marmelademadder er et skråplan. Men der er kompromisser. Nogle vil sige knæfald. Jeg vil hellere kalde det praktisk afvejning af situationen.”

Ifølge psykologen er Mads Christensens beherskelse klart den bedste strategi: „Jeg har ikke noget imod, at man stiller krav, bare man gør det venligt.

Men det er en dårlig idé, hvis barnet skal føle, at det har begået en forbrydelse, når det ikke kan lide maden,” påpeger Jesper Juul og minder om, at børn er små individer med individuel smag: „I de første tre år handler det om at være nysgerrig. Hvad er det for et barn, man har?”

Også Camilla Plum skelner mellem præferencer og kræsenhed. Og kræsenhed er bandlyst ved Camillas bord: „Det er cool nok, at der er nogle ting, man ikke kan lide. Men kræsenhed er, når børnene kun vil spise nogle få ting. Jeg vil overhovedet ikke acceptere nogle former for kræsenhed. Der er ikke ret mange børn, der har tænkt sig at sulte sig ihjel.”

Konflikter

Skal den gode forælder vælge konflikter eller eftergivenhed, når den toårige nægter at spise andet end sukkeryoghurt?

„Jeg har mange slåskampe, især med den ældste, om maden. Og som forældre er slåskampe om maden nogle af de sværeste, man kan have. Børn mærker med det samme, når de har fat i nosserne på forældrene,” erklærer Mads Christensen.

Camilla Plum er overbevist om, at kræsenhed er et bevidst valg, selv hos helt små børn: „En halvandetårig kan sagtens finde ud af at lukke munden stramt i for at få mors opmærksomhed.”

Mads Christensen stiller gerne krav ved spisebordet: „Man skal tage konsekvensen af sine egne beslutninger. Hvis børnene beder om to frikadeller, så skal de også spise dem.”

Jesper Juul er uenig: „Måltiderne må ikke bruges til opdragelse. Det, der tit sker, er, at maden bliver til en magtkamp. Det er destruktivt, og det er altid de voksne, der begynder ved at udøve deres magt.”

Bekymring løser heller ikke kræsenhed, for et småt spisende barn får ikke mere appetit af at blive overvåget af to pylrede forældre, forklarer Jesper Juul: „Man behøver ikke være bange for, at barnet ikke får opmærksomhed nok. Når man er i centrum, er man alene, og det reagerer nogle børn meget stærkt på. Børn, der gemmer sig under spisebordet, gemmer sig fra en situation, der ikke er i orden. For de er i centrum og alene.”

Ude og hjemme

Skal børn oplæres til at kunne begå sig på restauranter og til middagsselskaber?

Mads Christensen vil have børn, som han kan være bekendt at vise frem: „Der er status i, at børnene opfører sig ordentligt. Vi måles på vores børn. Man afskærer sig fra nogle sociale sammenhænge, hvis børnene ikke kan spise pænt.” Når livsstilseksperten stiller krav til sine børn, har han også fået børn, som kan begå sig ude i verden: „Jeg har nogle børn, man godt kan være bekendt at tage med.”

Selv om Camilla Plum er fortaler for et sanseligt forhold til mad, skal hendes børn kunne omgås andre: „Der gælder andre regler ude end hjemme. Det kan man sagtens sige til sine børn. En ting er, at man prutter derhjemme, men det gør man jo ikke, når man er ude, vel?”

Psykologen er enig: „Man skal bare forklare barnet, hvad man vil have. Og ikke forvente, de har integreret alle reglerne, før de er fire og et halvt.”

Jesper Juul forstår i det hele taget godt, at måltiderne er et følelsesmæssigt kildent emne og kan få selv den mest velmenende forælder til at vakle: „Mad er et supertykt symbol på kærlighed,” siger han og opfordrer samtidig forældre til at skrue ned for forventningerne.

„Man skal passe på ikke at lave projekter ud af børns spisevaner. Børn bryder sig ikke om at være projekter. Det vigtigste er, at de oplever måltider som noget kærligt.”

Hermed er positionerne givet videre til jer forældre – held og lykke og velbekomme i de små hjem!