Trænger dit barn til briller?

Trænger dit barn til briller?

Hvad kan du se? Et skib? En bil? En flyver? Lægen peger på synstavlen, og barnet remser glad op med en hånd for det ene øje. Men hvis skibet er utydeligt, bilen sløret og flyveren udflydende, så er der grund til nærmere undersøgelse. Jo før, jo bedre.

Du har sikkert studeret dit barns øjne indgående mange gange. Først for at afgøre deres nøjagtige farve, senere for at aflæse følelserne bag øjnene og tørre tårerne bort. Men har du tænkt over, hvor godt barneøjnene egentlig ser?

Det er ikke sikkert, du selv har mistanke om dårligt syn, med mindre dit barn skeler tydeligt, for det er svært at opdage hos børn under 6 år. Det fortæller Sayeh Larsen, der arbejder som konsulent og skeleterapeut ved flere øjenklinikker. Ifølge hende er det for de fleste forældre en barsk besked, at deres barn har brug for briller.

”De er angste for, at deres barn skal blive drillet, men det er vigtigt for barnet at starte behandlingen så tidligt som muligt. Børn med dårligt syn kan have hovedpine og koncentrationsbesvær – og det er ikke engang sikkert, at de klager over det,” fortæller Sayeh Larsen.

Kend symptomerne

Faktaboks

Hvilke symptomer skal jeg kigge efter?

• Skeler dit barn, når hun bliver træt?

• Virker dit barn klodset i forhold til jævnaldrende?

• Har dit barn svært ved at koncentrere sig om for eksempel fjernsyn og computer?

• Blinker dit barn ofte?

• Klager dit barn over hovedpine eller ondt i øjnene?

• Nægter barnet at holde hånden over det ene øje og se med det andet?

 

Inden I når dertil, har I sikkert været igennem et tilbageblik, hvor I pludselig ser jeres barn i et nyt lys. Nemlig som et barn, der har manglet briller. Før barnet er 8-10 år, er øjet ikke færdigudviklet, og fokuseringsmusklen er meget stærk. Selv et barn, der er meget langsynet, kan stille skarpt ved at bruge fokuseringsmusklen – bare ikke ret lang tid ad gangen. Musklen bliver træt. Derfor kan børn med dårligt syn virke, som om de ikke kan koncentrere sig. Hvis dit barn blinker meget eller er motorisk kluntet, kan der også være grund til en tur til øjenlægen. Måske hælder hun tit mælken ved siden af glasset eller går ind i møblerne. Hovedpine og træthed er også typisk.

Efter øjnene er undersøgt, bliver alt dette pludselig mere forståeligt. Men lad være at give dig selv skylden. Alle symptomerne kan skyldes andet end dårlige øjne. Dog er der grund til at være særligt opmærksom, hvis mor eller far bruger briller, skeler eller har bygningsfejl. Dårligt syn er nemlig arveligt.

”Det vigtigste er, at øjnene bliver tjekket ved de årlige børneundersøgelser, men forældre i dag er så opmærksomme, at de ofte henvender sig selv. Og det er nemt. Du behøver ikke engang en henvisning,” siger Sayeh Larsen.

Du skal dog være opmærksom på, at der kan være ventetid på at få en aftale hos øjenlægen.

20 sekunders undersøgelse

Dit barn under 10 år skal vurderes hos en øjenlæge, ikke en optiker. Dels skal lægen udelukke, at det dårlige syn skyldes en sygdom. Dels skal dit barn dryppes i øjnene med lægeordinerede belladonnadråber, der udvider pupillerne og får fokuseringsmusklen til at slappe af. Det er nødvendigt, for ellers vil barnet fint kunne stille skarpt i det øjeblik, undersøgelsen varer.

LÆS OGSÅ: Jeg blev så ked af, at Julius skulle have briller

Måske vil I få besked på selv at dryppe øjnene inden konsultationen, så barnet ikke oplever øjenlægen som en farlig person. Bortset fra øjendryp er der ikke noget ubehageligt i undersøgelsen af barnets øjne.

”Det går hurtigt. Jeg plejer at sige, at vi har 20 sekunder til at få undersøgt øjnene, når det drejer sig om helt små børn. Længere tid er legen ikke sjov for dem,” siger Sayeh Larsen.

Til gengæld kan det ikke betale sig at se tiden an. Har du mistanke om, at dit barn har dårligt syn, så er det af sted til undersøgelse, uanset alder. Allerede i skolealderen er det nemlig ved at være lige sent nok, hvis dit barn for eksempel har et dovent øje. Det vil sige et øje, hvor synsnerven ikke er udviklet nok, og hvor det andet øje derfor har overtaget det meste af arbejdet.

”Vi vil gerne fange børnene i 3-4-årsalderen. Når de når skolealderen, så er synsnerven typisk ved at være færdigudviklet, og så kan vi ikke påvirke det dovne øje til at komme i igang. Desuden kan vi nemmere overtale et barn på 3 år og få god hjælp fra pædagoger i børnehaven, hvis barnet skal gå med plaster nogle timer hver dag. I skolen er den slags pludselig sværere,” forklarer Sayeh Larsen.

Plasterbehandling eller klap for det ene øje går ud på at lukke det gode og aktive øje, som barnet normalt kompenserer med. Dermed bliver det dovne øje tvunget til at komme i arbejde. Behandlingstiden varierer, alt efter hvor dårligt synet er, og efter hvor tidligt i øjets udvikling, I har sat ind. Der kan være tale om plasterbehandling nogle timer om dagen i for eksempel et halvt år eller det meste af dagen i kortere eller længere forløb.

LÆS OGSÅ: Har dit barn brug for briller? – Lær at spotte tegnene

Hvis dit barn ikke har et dovent øje, men for eksempel er almindeligt langsynet, så vil en tidlig behandling også hjælpe dit barn til at undgå situationer, hvor hun ikke kan koncentrere sig om en aktivitet, fordi hun bliver træt i øjnene. Til gengæld kan du ikke undgå, at hun skal gå med briller – eller kontaktlinser – resten af livet.

Ikke noget med ’brilleabe’

Fortælling: Da Emma fik briller

Emma ser ikke så godt – Det var der bare ingen, der opdagede, før hun var 5 år. Hendes mor forlod første besøg hos øjenlægen dybt rystet. Men i dag er Emma glad for sine briller, som gør hende til noget specielt.

”Emma har altid tegnet fine tegninger med små detaljer, så jeg har aldrig tænkt over, at hun ikke kunne se ordentligt,” siger Lykke Thostrup, mor til Emma, der i dag er 7 år.

Familien mødte intetanende op til almindelig 4-års kontrol hos deres praktiserende læge. Og mens Emmas tvillingesøster Amalie stolt identificerede biler, huse og skibe på synstavlen, kunne Emma ikke rigtig se noget. Det behøvede dog ikke at betyde, at hun havde behov for briller. Børn på 4 år kan have svært ved at forstå, hvad opgaven med synstavlen går ud på. Så Emmas læge opfordrede familien til at komme igen efter et halvt år for at tjekke hende igen.

LÆS OGSÅ: Børn kan også få migræne

Ved næste besøg hos lægen kunne Emma stadig ikke se synstavlen og blev henvist til en øjenlæge, hvor familien ventede et par måneder på at få en tid. Derfor var hun næsten 5 år, da meddelelsen kom:

”Det er godt, I kommer,” sagde øjenlægen til Emmas mor, ”for Emma er meget langsynet.”

Helt præcis havde Emma +6,75 på det ene øje og + 7,25 på det andet. Desuden havde hun bygningsfejl på begge øjne. Det betød dog ikke, at Emma havde gået rundt i en tåget, utydelig verden de første fem år af sit liv. Hun havde bare brugt mange kræfter i øjnene på at fokusere hele tiden. Og det ville hun ikke kunne blive ved med.

”Jeg var dybt rystet og kunne slet ikke forstå, at vi ikke havde opdaget det,” siger Lykke, der straks begyndte at efterrationalisere for at opdage, hvilke tegn hos datteren, hun ikke havde set. ”Jeg kom i tanke om, at Emma ikke var ret god til at spille computer. Jeg blev faktisk flere gange irriteret på hende, fordi hun ikke kunne finde rundt i spil, som hendes søster ikke havde problemer med.”

Pædagogerne i Emmas børnehave fortalte desuden, at Emma tegnede fine figurer, som hun derefter lagde over til søster Amalie, der klippede dem ud for hende. Sødt samarbejde, tænkte de voksne. Men måske også tegn på, at Emma ikke så tilstrækkeligt godt til at kunne følge en linje med saksen.

”Jeg er så glad for mine briller”

Selvom det var et chok at opdage, hvor dårligt Emmas syn var, kom Lykke hurtigt overens med tanken om, at hendes datter skulle have briller. ”Jeg synes ikke, det var synd for Emma, at hun skulle have briller, men jeg er glad for, at det ikke var i gamle dage, for så skulle hun have haft sådan nogle tykke hinkesten,” siger Lykke.

Faktaboks

Hvordan vælger jeg de rigtige briller?

• Børnebriller skal kunne klare mosten, så de må ikke være for skrøbelige.

• Lad dit barn selv vælge brillerne, så hun får lyst til at gå med dem.

• Vælg plastikglas, der ikke splintrer og er lettere end glas.

• Overfladebehandling af plastikglas betaler sig, for de bliver hurtigt ridsede.

• Brillerne skal skiftes cirka hvert andet år. Synet ændrer sig, og afstanden mellem øjnene bliver større, når dit barn vokser.

• Kontaktlinser anbefales ikke til børn under 10 år.

Kilder: www.thiele.dk og www.synoptik.dk

LÆS OGSÅ: Dit barns sanser: Synssansen

I stedet fik Emma et par fikse, røde briller med helt tynde, lette glas. I dag tager hun dem kun af, når hun sover. Til gymnastik og vild leg i skolegården holder de sig fint på næsen, og til svømning har hun svømmebriller med styrke.Familien oplever slet ikke Emmas syn som en begræsning for hende.

”Vi siger aldrig, at nu må du ikke hoppe så højt på trampolinen, for pas nu på brillerne eller den slags,” siger Lykke. Emmas oplevelse ved første brilleindkøb var, at hun var speciel på den gode måde. Hverken tvillingesøster Amalie eller storesøster Mille fik jo lov at få briller. På grund af Emmas ret store synsnedsættelse kunne hun ikke med det samme få briller, der svarede til +7. Øjnene skulle vænne sig langsomt til den nye situation. Derfor begyndte Emma med briller i styrke cirka +5 og går nu fortsat til kontrol hvert halve år.

Emma er den eneste i sin klasse med briller, og her oplever hun venlig nysgerrighed fra de andre børn. De vil gerne prøve hendes briller. En enkelt gang har hun oplevet, at en dreng kaldte hende for brilleabe. Det blev hun ked af, for som hun sagde til sin mor: ’Jeg er jo så glad for mine briller, mor’. Lykke mener, at tilråbet mest er udtryk for, at det er svært at finde på noget at drille Emma med. Og drenge vil jo gerne drille lidt for at komme i kontakt med pigerne.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Dit barns udvikling – den første måned

LÆS OGSÅ: Jeg får lyst til at ruske op i, hvor perfekt det skal være

LÆS OGSÅ: Forebyg hverdagens ulykker