“Vi bed af hinanden i starten”

Christian, 30 år, offentligt ansat, og Lene, 32 år, teamleder. Forældre til Emilie på 14 måneder. Har kendt hinanden i to år og været gift et år.

Hvordan oplevede I at blive forældre?

Christian: Det var meget skræmmende, lige da vi kom hjem fra hospitalet. Emilie fik ikke nok at spise og græd meget den første uge, inden vi besluttede os for at give hende en flaske. Det var hårdt for Lene, som var bange for, at hun var en dårlig mor. Men det var også hårdt for vores parforhold, fordi det blev sat på standby. Vi var blevet forældre og var nu et team, som skulle tage os af et barn og få det til at fungere i en hverdag.

Lene: Vi lavede en pagt, allerede inden hun kom, om, at hvis vi stod sammen og samarbejdede, kunne vi sagtens klare det. Det hjalp i starten.

Hvordan har jeres forhold ændret sig?

Lene: Vores kommunikation med hinanden ændrede sig meget i forbindelse med vores nye roller. Vi bed af hinanden og havde svært ved at kommunikere, fordi det bare gik op i rutiner og praktiske gøremål. Vi besluttede dog hurtigt, at det alt i alt handler om, at vi elsker og vil hinanden, så vi skal prioritere hinanden mere, når den lille sover. Det betyder også, at vi sørger for at tage en kæresteaften indimellem, hvor vi får passet Emilie. Det hjælper meget på vores forhold, fordi vi får mere overskud til hinanden og dermed til Emilie.

Christian: De lange nætter uden søvn har tæret på parforholdet, fordi vi har haft mindre overskud til hinanden end før. Det har irriteret mig, at Lene ikke har kunnet holde sig vågen, når vi så film i sofaen. Det er svært at være mand og kone i hverdagen, for når Emilie er vågen, er vi mor og far, og når hun er i seng, er vi mand og kone. Sådan var det jo ikke før, og jeg har været overrasket over, hvor meget det har ændret sig. Vi skal være praktiske hele tiden, er nødt til at aflevere hende, hver gang vi skal noget, og kan ikke længere være spontane.

Hvad savner I i jeres parforhold?

Christian: Alt det, vi gerne ville, før vi fik barn, er sværere nu. For eksempel skriger Emilie, bare vi kysser hinanden. Vi kan jo sagtens sige ‘far kysser mor’, men så er vi jo ikke længere mand og kone, så er vi far og mor, der leger. Det er jo ikke dét, der plejer et forhold. Og så savner vi ikke at skulle planlægge alt.

Lene: Vi kunne finde på at slås for sjov før i tiden, men det kan Emilie slet ikke forstå. Hun bliver ked af det. Så det parforhold vi havde, før vi fik Emilie, er ikke det samme mere, når vi er sammen med hende. Vi nyder selvfølgelig at være sammen som familie, men vi kan godt savne at være spontane og måske tilbringe en hel søndag i sengen.

Hvordan har jeres sexliv ændret sig?

Christian: Det har påvirket vores sexliv ret meget. Især det første år. Vi har altid haft meget sex, fordi det er dejligt, og vi bliver gladere af det. Men det er anderledes nu. De fleste mennesker har jo sex i sengen, fordi det er mest naturligt, men det har vi måttet opgive, fordi Emilie sover inde hos os. Lene gjorde sit bedste det første år, selv om hun var træt og manglede overskud, og det gjorde jeg også selv. Men der var perioder, hvor det var svært. Jeg kunne godt mærke på Lene, at hun nogle gange var helt smadret, og så blev det sådan ‘hvem kommer først’ – så gad jeg helt ærligt ikke.

Lene: Vi får det til at fungere. Men der er perioder, hvor vi ikke orker – hvor vi må tage os sammen til det, og det nogle gange bliver mere praktisk end hyggeligt. Det står dog lysende klart for os, at hvis vores sexliv kører, så kører resten også. Vi har nogle gange været nødt til at aftale, at nu gør vi det. Men vi er generelt gode til at prioritere et sexliv ved for eksempel at lægge madrasser på stuegulvet og holde ‘picnic’, mens Emilie sover.

Hvad har I lært?

Christian: At der er lys for enden af tunnelen efter det første år. At man skal holde forholdet ved lige og lade være med at tro, at det går af sig selv. Det gør det ikke. Det er vigtigt at gøre noget aktivt for at være sammen. Hvis kærligheden skal bibeholdes, skal vi gøre noget for hinanden. De perioder, hvor vi ikke har gjort det, har også været svære.

Lene: Vi har også lært, hvor vigtigt det er at slappe af omkring det at få børn. Det hele skal nok gå, og Emilie har det jo godt, selv om det hele ikke er sat i system. Vi er åbne over for hinanden, vi er gode sammen, og vi har lært, hvor vigtigt det er, at vi prioriterer hinanden både som familie, men også som par. Ens parforhold ændrer sig jo bare, når der kommer et barn. Vi gik fra at være to, som vidste, hvad vi ville, til at blive forældre. Og selv om vi troede, at intet ville ændre sig, så gør det jo. Det er naturligt.