Voldsom plukkeve forskrækkelse
Det begyndte med nogle hektiske dage, der resulterede i tiltagende plukkeveer. Jeg vidste egentlig godt, at det var et tegn til, at jeg skulle tage det med ro, men havde møder og aftaler jeg ikke synes, jeg kunne udskyde. Torsdag aften havde jeg plukkeveer nonstop i næsten to timer. Også det burde have været en advarsel. Men næste formiddag var der igen møder og gøremål og igen kom plukkeveerne for fuld udblæsning samtidig blev jeg time for time bevidst om, at jeg endnu ikke havde mærket baby i dag – hvilket er meget usædvanligt.
Først på eftermiddagen aflyst jeg alt og gik hjem og lagde mig. Det føltes helt rigtigt. Men baby gav stadig ikke lyd. Jeg drak masser af koldt vand og skubbede til maven, men stadig ikke nogen livstegn. Og så blev jeg bange. Rigtig bange og rigtig ked af det.
Jeg besluttede at ringe til mine jordemødre. Og hvor er jeg dog taknemmelig for, at jeg har den mulighed.
Og bedst som jeg fik Marta i røret sparkede hun. Åh, hvilken lettelse. Jeg fortalte Marta, hvad der var sket, og så sagde hun noget, der virkelig fæstnede sig:
”På det her stadie i din graviditet, begynder det at minde mere og mere om, hvis hun var udenfor maven, og hvis hun var det, så ville du heller ikke lægge hende fra dig hele tiden og fortsætte med dine gøremål som hidtil.”
Nej, det ville jeg jo ikke.
”Fortæl hende hvad du gør, og hvad der sker. Når der kommer plukkeveer, så stop op eller gør det, du gør, meget langsomt. Connect, vis hende, at du er der.”
