Stylist Nicklas Skovgaard
SPONSORERET indhold

Stylist Nicklas Skovgaard har fundet en nem måde at forny sine møblers udtryk på

Stylist og tekstildesigner Nicklas Skovgaard, 26, bor med sin kæreste Peter, 29, på Nørrebro i København i en lejlighed på 61 m2 hvor brugt er godt, og alt skifter plads fra tid til anden. Køkkenet og det gule spisebord er omdrejningspunkt for både morgenkaffe, arbejde og snak.

Af: Pernille Rosenkilde Foto: Mikkel Tjellesen
11. nov. 2020 | Bolig | Eurowoman

Hvordan har du sat dit præg på lejligheden?

“Fordi det er en lejelejlighed, har jeg ikke haft mulighed for at lave de store ændringer. Inden jeg flyttede ind, valgte jeg at sælge en stor del af de møbler, jeg havde i forvejen til fordel for nogle, som passer til det her sted. Det første års tid havde jeg kun et spisebord, nogle stole, min bogreol, en Poul Kjærholm PK22-stol, min seng og lidt lamper og havde ikke noget på væggene. Ret minimalistisk og en anelse for tomt til min smag, så jeg har løbende købt lidt flere ting. Min indretning ændres efter mine behov.”

Hvor finder du inspiration?

“Min største kilde til inspiration er at se, hvordan andre mennesker bor og indretter sig. Det kan både være mine venners og totalt fremmedes hjem, som jeg ser via Instagram eller i et magasin. Selv om de adskiller sig fra min smag, giver de mig stadig ideer til min egen indretning.”

LÆS OGSÅ: ”Man må røre ved alt, hoppe i sofaen og spise i designermøblerne”

Har du nogle dogmer, du indretter efter?

“Princippet om at form følger funktion, er noget, jeg tænker meget over, når jeg indretter. De møbler og genstande jeg vælger at investere i, skal have en praktisk funktion i en travl hverdag, og et funktionelt og praktisk design udelukker ikke, at det også kan være æstetisk smukt. Jeg forsøger at indrette mig med møbler i materialer og af en kvalitet, der gør dem holdbare over lang tid.”

Hvordan vælger du møbler?

“Møbler skal i min optik indbyde til, at du har lyst til at opholde dig i rummet. Det skal føles behageligt, naturligt og trygt. Jeg mikser gerne forskellige designere og årtier og prøver at få dem til at komplimentere hinanden.”

Nicklas Skovgaard10.jpg
Et vindue med udkig til stuen, i lejligheden, der engang var ét stort rum.
Nicklas Skovgaard11.jpg
Støvler fra Sendra og plastiktaskesamlingen fra Comme des Garcons.

Hvor meget flytter du rundt og skifter ud?

“De mindre møbler er hele tiden i rotation alt efter, hvad der sker i lejligheden, hvorimod de større møbler har mere faste pladser. Et par gange om året bliver sofaen flyttet, gulvtæpper bytter plads, billeder på væggene roterer, og et par stole rykkes rundt. Det er dejligt at kunne forny de eksisterende møbler ved at lade dem stå et nyt sted i lejligheden.”

Hvad er dit forhold til farver?

“Jeg holder meget af farver og bruger dem en del i min indretning, som er en balancegang mellem stærke farver og neutrale som sort, hvid og grå blandet med varmen fra forskellige træsorter, der giver harmoni. Det er en dejlig start på dagen at sidde ved vores gule spisebord og drikke morgenkaffe.” 

LÆS OGSÅ: Camilles køkken får mest opmærksomhed: ”Folk skriver, at de aldrig ville turde vælge én farve”

Hvad skal der være i alle hjem?

“En god seng at sove i. En god nattesøvn er vigtigt for at fungere optimalt.” 

Hvad er dit yndlingsrum?

“Køkkenet er forholdsvis smalt og aflangt og ender ud i en kombineret spisestue og stue med gulv til loft-vinduer, som leder videre ud til altanen med udsigt ud over Nørrebros tage. Det er nok lejlighedens omdrejningspunkt, hvor vi bruger størstedelen af vores tid. Jeg er opvokset i generation samtalekøkken og forstår faktisk godt ideen bag. Der er noget hyggeligt over at kunne sidde og arbejde ved spisebordet samtidig med, at der bliver lavet mad i køkkenet.”

Nicklas Skovgaard7.jpg
Køkkensager af den pæne slags.
Nicklas Skovgaard8.jpg

Det gule bord fra Hay er designet af Wim Rietveld og den gule version er aldrig sat i produktion.  Lampeskærmen i egetræ er også fra Hay, og yndlingsstolen fra Thonet har fået ærespladsen for bordenden med udsyn over Nørrebros tage.

Nicklas Skovgaard3.jpg
Stolene er fra Arne Jacobsen, Alvar Aalto  og Hay. Billederne på  bagvæggen er en skønsom blanding.

Hvad er din seneste investering til lejligheden?

“En klassisk Thonet-stol med armlæn. Da jeg fandt den brugt i en lys grå med lidt patina, var jeg hurtig til at købe den. Den står for enden af spisebordet, og jeg synes, at silhuetten er så smuk.”  

Hvad er på ønskelisten?

“Jeg drømmer om at skifte min gamle Myren-stol af Arne Jacobsen ud med en sort Bunny Chair af japanske Maruni eller en sort Bold Chair af schweiziske Big-Game. Fælles for dem begge er et nærmest naivistisk formsprog, som kunne være en sjov detalje omkring spisebordet. Derudover holder jeg dagligt øje på auktions- og brugtsider med en lille Alvar Aalto-bænk, som vores iMac kan stå på, når vi ser film.”  

Hvad er dit drømmekøb?

 “Mit ultimative drømmekøb er Paimio Chair designet af Alvar Aalto i starten af 30’erne til Paimio Sanatorium i Finland. Alvar Aaltos formsprog er fantastisk, og jeg bliver aldrig træt af at kigge på hans design eller blive fascineret af den måde, han tænkte funktion og design på.”

LÆS OGSÅ: Line har malet et ‘cirkus’-loft i familiens herskabslejlighed: ”Det høster en del kommentar, når jeg poster det”

Hvor køber du møbler og ting til dit hjem?

“Det varierer meget, men som udgangspunkt prøver jeg altid at finde det, jeg søger, brugt. Jeg kigger flere gange ugentligt på diverse auktionssider og Den Blå Avis. Henover sommeren bruger jeg også loppemarkeder og genbrugsbutikker en hel del, gerne udenfor København.” 

Hvad er dine tre bedste indretningstips?

“Køb møbler og designobjekter, der tiltaler dig – uanset om de er moderne eller ej. Indret dit hjem med møbler og materialer, som fungerer for dig og det liv, du lever, om det er med børn, kæreste, dyr eller alene, det skal være praktisk. Lad dine møbler og objekter rotere en gang imellem. Det giver dem nyt liv og udfordrer din måde at bruge og opfatte det pågældende rum.” 

Hvad er dit forhold til kunst?

“Jeg er meget fascineret af kunst og alle dens virkemidler. Min smag spænder ret vidt fra rokoko til Andy Warhol og kalkmalerier.” 

Nicklas Skovgaard2.jpg
Guitarerne spiller Peter på, og den røde Ekstrem-stol er designet  af Terje Ekstrøm. På væggen hænger en blanding af loppefund, fotokunst af veninden og fotografen Claudia Vega og et Henry Heerup-print.
Nicklas Skovgaard4.jpg
Bordene er fundet i en genbrugsbutik, skamlen fra Mads Nørgaard x Alvar Aalto og lampen fra Ikea.

Hvor køber du kunst?

 “Jeg er endnu ikke et sted i mit liv, hvor jeg har mulighed for at investere i den kunst, jeg drømmer om at hænge op på væggene herhjemme. Det, der hænger her nu, er en blanding af print fra forskellige museer, små malerier fra genbrugsbutikker og loppemarkeder og prints af fotografen Claudia Vega, der er min gode veninde.” 

Hvad skiller du dig aldrig af med?

“Min PK22 i peddigrør. Den har fulgt mig nærmest alle de steder, jeg har boet i København, og den var min første store møbelinvestering. Jeg købte den for ca. seks år siden af en mand på Østerbro, og jeg gik hele vejen hjem med stolen bugseret ovenpå min cykel til mit tidligere hjem på Nørrebro. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på eller sidde i den. Der er noget underligt beroligende over lyden af peddigrør, der giver sig lidt, når du sidder på dem.”

Hvor ville du bo, hvis du ikke boede her?

“Jeg er opvokset på en lille ø ved Sydfyn, og efter et have boet en del år i København har den landlige idyl igen vundet indpas hos mig. Peter og jeg har talt om, at det kunne være dejligt at finde et sted på landet med god plads, og jeg har lidt en svaghed for gamle bindingsværkshuse med stråtag. Alternativt kunne det være fedt at finde en smuk gammel funkisvilla og indrette den i tråd med den arkitektoniske stil.”

Anbefalet til dig