Mesterskaberne
SPONSORERET indhold

Nyt boligprogram skal forvandle genbrug til guld: Mød deltagerne fra Mesterskaberne

Otte par med hænderne godt skruet på skal forvandle aflagte materialer til flotte og kreative møbler i nyt DR1-program. Mød deltagerne og deres Instagram-profiler her.

Af: Amalie Louise Larsen Foto: DR Presse
26. jun. 2019 | Bolig | ALT.dk

Skrottede møbler, aflagte materialer og kreative hjerner er hovedingrediensen i DR1s nye boligprogram, hvor otte par skal dyste om at gøre genbrug til guld. Målet er at skabe fokus på konceptet upcycling, hvor der tilføjes ny værdi til materialer, vi ellers ville kalde affald.

Én efter én vil parrene blive skilt fra, når dommerne Frederikke Aagaard og Søren Vester skal vurdere deres kreationer på alt fra æstetik til kreativitet og godt håndværk.

Et koncept, der minder en anelse om et andet kendt og elsket program fra tv-kanalens hånd.

– Det er sådan lidt Den Store Bagedyst – bare med møbler, lyder det fra Frederikke Aagard, der har baggrund fra Kunstakademiets Arkitektskole og erfaring fra et væld af designopgaver indenfor indretning og produktdesign.

– I stedet for marengs og fondant er der træ og maling. Og det er virkelig imponerende, hvad deltagerne får ud af de ret svære opgaver, de bliver stillet, siger hun i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Få 6 professionelles inspiration til din boligindretning

image8k4fo.png
Dommerne Frederikke Aagaard og Søren Vester skal bedømme deltagernes mange kreationer. Foto: DR

De otte par er alle bidt af en gal genbrugs-nørd og har vidt forskellige stilarter, der er inspireret af både tømrererfaring, designuddannelser og god, gammeldags learning-by-doing. Og så er de sammensat af alt fra kærestepar til far-datter-kombinationer og umage venner.

ALT.dk har efter aftale med DR fået tilsendt information om deltagerne, og du kan møde dem og deres Instagramprofiler herunder.

Husk også at se med, når parrene de næste otte onsdage kæmper om at vinde ’Mesterskaberne 2019’ på DR1 klokken 20.00.

LÆS OGSÅ: 14 bæredygtige og funktionelle anbefalinger af Irene Houstrup Paustian

Elly, 21 år, og Sheila, 22 år: Koyo Feldstein

Elly og Sheila.jpg

Københavnerpigerne Elly og Sheila er begge godt i gang med deres drømmeuddannelser på Design- og Arkitektskolen, hvor Elly studerer møbeldesign, mens Sheila går på arkitektlinjen.

Hvor Elly derfor kan byde ind med en særlig viden inden for konstruktion, er Sheila stærk i formsprog, æstetik og rumlighed. En kombination, der munder ud i stærke formmæssige designs fra de to veninders hånd.

Elly er født og opvokset i Kolding, mens Sheila er født i Odense og har boet flere steder i Jylland. De mødte hinanden, da de begge var tutorer på Design- og Arkitektskolen og er siden blevet nære veninder.

Du kan følge Elly og Sheilas designs på deres fælles Instagram-profil, Koyo_Feldstein

Anders, 32 år, og Trine, 34 år: Salmon Street

Anders og Trine.jpg

Kæresteparret Anders og Trine er formentlig feltets mest kendte deltagere. I 2017 kunne de nemlig tage Boligmagasinets pris som ”Årets Boligstylister”, ligesom deres totalrenoverede lejlighed i Indre København har været vist i flere boligblade.

Måske kender du bedst parret som ejerne af bloggen Salmon Street, hvor du kan følge renoveringen af den gamle københavnerlejlighed, der fik en herskabelig makeover med sildebensparket, vægpaneler og radiatorskjulere. I august i år startede parret et nyt renoveringsprojekt, da de overtog deres nye hus i Valby.

Anders er fra Næstved, er uddannet tømrer og arbejder med fredede bygninger. Trine er selvstændig stylist og frisør med egen butik i Slagelse, hvor hun kommer fra.

Du kan følge Anders og Trines designs på deres fælles Instagram-profil, Salmon Street

Cecilie og Daniel: Øje-blik

Cecilie og Daniel.jpg

Cecilie og Daniel er gift og har både byggeri og børn som fællesprojekt med fire børn, et hjemmebygget kolonihavehus og opførslen af et større hus, de en dag kan kalde hjem.

Til daglig producerer Cecillie sin egen musik, mens Daniel arbejder på et savværk. Derudover har de et lille, online firma, hvor de sammen skaber diverse møbler – herunder et fint flisebord med farverige fuger. Deres hjem er flere gange blevet vist i boligmagasiner, herunder i Boligliv. Når de ikke arbejder, elsker Cecilie og Daniel at surfe på DBA og gå på jagt på genbrugspladser.

Lige nu bor de i deres kolonihavehus nær Roskilde, men inden længe flytter de ind i deres større hus, hvor alt er genbrug på nær to designerstole.

Du kan følge Cecilie og Daniel på deres fælles Instagram-profil, Ojeblikdesign.

Sofie, 33 år, og Niels, 65 år

Sofie og Niels.jpg

Som anden datter i rækken er Sofie den søn, Niels aldrig fik. Hun har altid hjulpet sin far med byggeprojekter, men efter Sofie selv er blevet voksen, er det nu Niels, der hjælper til, når hun får gode ideer.

Til dagligt studerer Sofie Industriel Design på Kunstakademiet, mens Niels lige er gået på pension efter et arbejdsliv, der har stået på alt fra sejler og skibsbygger til kabelnedlægger og brydetræner. Sofie bor i kollektiv på Nørrebro. Niels er gift med Sofies mor og bor i Sofies barndomshjem i Tårnby.

Her har Niels flere skure i baghaven, der er fyldt med ting og sager, som de to samlere har taget med sig hjem. Han kører efter sigende aldrig noget på lossepladsen. Mens Sofie elsker historien bag de ting, hun finder i genbrug, samler Niels på gamle sager, fordi han er imod køb-og-smid-ud kulturen – og fordi det er gratis!

Du kan følge Sofie og Niels’ designs på Sofies Instagram-side

Susanne, 53, år og Anton, 19 år

Anton.jpg

Selvom der er hele 34 år imellem venneparret Susanne og Anton, evner de at forene deres kreative hjerner og lege og skabe nyt sammen.  De to har kendt hinanden altid, da Anton er søn af Susannes nabo og derfor er kommet i Susannes hjem hele sit liv.

Susanne er selvstændig dekoratør, reklametegner og skiltemaler og laver en del for Den gamle by, hvor Anton også arbejder. Lige nu har han sabbatår efter Gymnasiet, og inden længe rejser han til Canada for at bo.

Begge er de glade for upcycling, og mens Susanne har styr på dekoration og design, er Anton ferm med sine hænder og et stykke træ.

Du kan følge venneparret på Susannes Instagram-profil eller Antons Instagram-profil.

Susanne.jpg

Anders og Lasse: Byggehygge

Anders og Lasse.jpg

Vennerne Anders og Lasse, der mødtes gennem en fælles passion for adventuresport, har en stor kærlighed for at finde ting og sager i containere, som de kan omskabe til noget brugbart. De har begge hænderne godt skruet på, og lige nu tæller deres CV alt fra specialsvejsede cykler til legehuse og møbler.

Anders bor med sin kæreste og to børn og har et firma, hvor han sælger slacklines. Derudover tager han ud til virksomheder og reparerer mobiltelefoner. Lasse bor med sin kæreste og tvillingepiger og er lærer. Til daglig arbejder han på et projekt med unge utilpassede i Aarhus kommune.

I øjeblikket er Anders og Lasse i gang med at ombygge en gammel campingvogn til en sauna - et projekt, du kan se mere om på deres fælles Instagram-profil, byggehygge, hvor du også kan følge med i deres designs.

Kristian, 21 år, og Benjamin, 21 år: SPICE UP

Kristian og Benjamin.jpg

Hobro-drengene Kristian og Benjamin kender hinanden fra tømrerskolen og går allerhelst rundt og ”makker” sammen med deres byggeprojekter.

Kristian arbejder i et stort tømrerfirma på egnen, mens Benjamin arbejder i et lille, lokalt firma. Kristian og hans kæreste har lige købt hus i en lille by udenfor Hobro, som han selv har sat i stand og renoveret. Hovedsageligt var det garagen, hvor han i dag har sit værksted, der fik tømreren til at kaste sin kærlighed på huset.

Fem minutter derfra bor Benjamin med sin kæreste, og også han har eget værksted, hvor han går og sysler med diverse træprojekter.

Begge arbejder de helst i træ, og så er de dygtige håndværkere, der sætter barren højt.

Du kan følge Kristian og Benjamins designs på deres fælles Instagram-profil, SPICE UP.

Line, 29 år, og Dan, 31 år: Diydanmark

Line og Dan.jpg

Ægteparret Line og Dan har lige købt et hus i Varde, som de er i gang med at renovere, efter de er blevet færdige med både deres gamle hus og deres sommerhus. Huset var ellers blevet døbt ”Spøgelseshuset” af naboerne, fordi det havde stået tomt i syv år, da Line og Dan slog til.

Til dagligt arbejder Line som marketingmedarbejder på Lauritz.com, mens Dan er uddannet tømrer og arbejder som montør i et firma, der producerer glas. Når de ikke bygger eller arbejder, passer de deres to børn; En pige på 5 år og en dreng på 3 år.

Når Line og Dan kaster sig ud i nye byggeprojekter, bruger de kun genbrugsmaterialer, som de enten finder eller krejler sig til. Det skyldes ikke kun, at det er det mest naturlige valg – det skyldes også, at det er det billigste.

De er begge gode til at tage fat og få ideer, men mens Dan har bedst styr på håndværket, er Line den designfokuserede.

Du kan følge Line og Dans designs på deres fælles Instagram-profil, Diydanmark

Anbefalet til dig