Huset stod til nedrivning, men Inge & Jesper så godt gedigent håndværk og unikke detaljer
Inge og Jesper Stage Rudbeck købte dette 50’er-hus i Virum, selvom ingen andre ville. Parret lod sig ikke skræmme af husets kedelige, slidte fremtoning, men så derimod et godt, gedigent håndværk med helt unikke detaljer.
Huset havde stået til salg i over et år. Ingen turde nemlig kaste sig over det, da det stod ”mere end originalt” og med store grantræer, der fik alt til at se mørkt og trist ud. Det blev endda til sidst udbudt som en byggegrund, for mægleren mente ikke, at nogen orkede at redde det. Men det gjorde Inge Stage Rudbeck og hendes mand Jesper. De så ikke et nedrivningsprojekt, men et spændende hus med gode detaljer i ædeltræ, marmor og messing.
– Alle sagde til os: ”Hvad tænker I på?”. Og fordi huset var i så dårlig stand, ville banken kun låne os 60 procent. Trods de svære odds var det for os et hus, vi bare måtte redde. Den svungne trappe i mahogni og de smukke glaspartier i flotte mønstre, ville man aldrig kunne finde i et nyt hus. Når ting er lavet i et gedigent håndværk, betyder det meget at værne om det. Og hermed bevarer man også ånden i huset, fortæller Inge.
Efterfølgende fulgte en større renovering, hvor alt blev endevendt. Taget blev isoleret, vinduer udskiftet, og der blev lavet nyt badeværelse og køkken. De valgte at beholde det originale trægulv, men fik boret huller i for at få skudt granulat ind til isolering.
– Vi er gået fra at have et energimærke Å, til at vi er relativt klimavenlige. Vi er gået på kompromis flere steder, som for eksempel at beholde de originale gulve og lofter, da det var vigtigt for os at bevare sjælen i huset. Vi synes, de gule mursten og trælofterne giver varme og hygge, hvor andre nok havde lavet nye vægge og lofter, siger Inge.
Det gamle Tectum-køkken håbede parret at kunne beholde, men det var pilråddent og kunne ikke reddes. Parret satte derfor et køkken ind, hvor en Silestone-bordplade fra DBA blev udgangspunktet. Siden fandt de endnu en bordplade i materialet samt marokkanske fliser, også på DBA.
– Vi elsker ideen om genanvendelse og synes, det er sjovt, at det var bordpladen, der fik lov at bestemme stilen og indretningen i køkkenet. De marokkanske fliser er et neutralt valg til 50’erstilen og passer godt ind til universet her, siger Inge, som sammen med Jesper har firmaet byRudbeck, hvor de sælger marokkanske berbertæpper, som de nøje udvælger på rejser til Marokko. Parret har selv indrettet hjemmet med nogle af de farverige tæpper, som, de synes, bidrager med varme og sanselighed til indretningen.
Hun og Jesper begyndte at importere tæpperne, fordi de blev draget af den intense stemning i Marrakesh og sanseligheden i tæpperne. Siden er det kommet bag på dem, hvor stor en glæde de finder i at sælge de unikke tæpper videre.
– Vi elsker udvælgelsen og kulturmødet på vores rejser til Marokko. Men det er særligt livgivende at se folks glæde, når de finder det rigtige tæppe og bringer det med sig hjem. Et berbertæppe er lavet med sjælen, og der er lagt drømme og fortællinger i. Det er igen det med håndværket, som vi også faldt for ved huset her. Fordi det er lavet med kærlighed og omhu, vil det altid være smukt, fortæller Inge.
Hvem og hvad?
Hvem: Inge Stage Rudbeck, Psykolog, Jesper Stage Rudbeck, ejer af brandingfirmaet BelowTheLine, begge ejere af interiørfirmaet byRudbeck, med deres tilsammen fire børn.