Antikt julepynt skaber stemning i designerhjem
Foto: Frederikke Heiberg Julepynt

Antikt julepynt

Julebolig: Antikt julepynt skaber stemning

ForCamilla van den Tempel betyder det alt, at kræmmerhuse, glaskugler og krybespil fortæller en historie. Nisser får dog aldrig en plads i hendes hjem, for dem nærer hun en stærk modvilje mod.

Normalt bor hun og hendes familie i et minimalistisk hjem med sorte og hvide farver og fokus på enkelt design. Men så snart, der står december i kalenderen, sker forandringen.

– I dagene op til den første december finder jeg alle mine antikke julesager frem fra kasserne – kugler, kræmmerhuse, lys og engle. Mange af tingene har sågar faste pladser, fortæller Camilla, indehaver af interiørfirmaet Myhideaway.

For til trods for hendes ellers meget tidløse og moderne indretning har hun en forkærlighed for julepynt af den ældre og romantiske slags.

– Når det kommer til julepynt, holder jeg rigtig meget af at gøre antikke fund både herhjemme og i udlandet. De to rensdyr i stuen er f.eks. franske, forklarer Camilla.

– Selvom jeg elsker at bo enkelt og strømlinet, er jeg helt åben for, at looket må ændre sig op til jul, så jeg skaber plads i hjemmet til en ny stil.



Spisestue: på spisebordet står et par skulpturelle lysestager fra My Hideaway, som Camilla har dekoreret med frisk mos fra skoven.

Det betyder med andre ord, at flere af hverdagstingene bliver gemt væk i december til fordel for kasserne med julepynt.

– Faktisk er jeg ret vild med kontrasten mellem vores enkle indretning og de rustikke indslag fra julepynten, forklarer Camilla.

Og sammenspillet mellem de hvide og luftige rum og den gammeldags julepynt i form af glasengle og gamle kræmmerhuse virker da også både harmonisk og personlig.

– Hvert år glæder jeg mig til at pynte op. Jeg har jo selv nøje samlet og fundet vores pynt gennem mange år.

Se også: Julebolig - Rustik og naturlig pynt

Nisser ingen adgang
Når Camilla tænker over det, er der faktisk kun ét sted, der går fri for julepynt – soveværelset. Til gengæld har begge pigerne deres eget juletræ på værelset. Ligesom det store pyntede cedertræ i entreen er det en fast tradition. Det rigtige juletræ kommer først ind den 23. december.

– Sådan er det altid, og alle gæster, der skal være med juleaften, kommer lillejuleaften og er med til at pynte træet. Og her er der faktisk ingen smalle steder. Man har mulighed for at hænge næsten hvad som helst på træet, forklarer hun.

Og med sit "næsten" mener hun, at nisser ikke får en plads på de grønne grene. Camilla har nemlig altid haft det lidt svært med de rødklædte væsner.



Til venstre: Stuens pejs skaber hygge i julen. Lampe fra Design by Us. Sæt bloklys i pejsen i stedet for at tænde op med brænde. Det er meget nemmere.

Til højre: Fad med kogler og stager fra My Hideaway.


Til venstre: Camilla anbefaler, at du pynter op med store rekvisitter, f.eks. et par store rensdyr.
Til højre: I vindueskarmen står Camillas gamle, franske stage i selskab med antikke juletræer og designerlamper fra Design by Us. 

Plads til spontanitet
– Det lyder jo umiddelbart som om, vi har mange faste juletraditioner. Det har vi nok også, men samtidig kan jeg godt lide, at alt ikke er planlagt – at man lige har en weekend fri indimellem. Lige nu går vi f.eks. og drøfter, om vi skal ud og rejse i julen, afslører hun og fortæller, at de flere gange har holdt jul i udlandet.

– For mig er det vigtigt at have plads og tid til at kunne være spontan i julen, og faktisk formår jeg altid at undgå den værste julestress ved bl.a. at købe gaver i god tid, fortæller Camilla, der dog elsker at bruge timer på at pakke gaverne flot ind.

– Jeg har de vildeste indpakningsting i bånd og papir og synes, det er så fedt at få lov at være kreativ med gaverne.

Men selvom hun hvert år gør gaveindpakningen unik, værdsætter hun også julens gange gentagelser som lyden af de sædvanlige juleslagere, gløggen, en tur på Strøget og stearinlysene i stuerne.

– Det behøver slet ikke være så fancy, og ofte er det de mest basale ting, der får mig i julestemning, som tonerne af John Lennons "War is over"


Til venstre: Lysestage i drivtømmer fra My Hideaway byder velkommen.
Til højre: Hvert år pynter Camilla et stort cedertræ i entréen. Stol, Tom Dixon, pude, My Hideaway.


Til venstre: Antikke krystaller og metalkræmmerhuse med papirdekorationer, som Camilla selv har lavet, pryder troldegrenene ved pejsen.
Til højre: Rensdyrene stammer fra Frankrig og har mange år på bagen. Kunsten på væggene er af Marianne Christoffersen.


Til venstre: De små juletræer i sølvstagerne stammer fra 1930'erne. Originalt pynt og lys sidder bstadig på.
Til højre: Krybespillet har sin faste plads i vindueskarmen.

Se også: Julebolig - Hygge med vintagepynt

Her bor:

Camilla van den Tempel, 42 år, indehaver af interiørfirmaet Myhideaway, Mads Busekist, 44 år, selvstændig. Og børnene Sophia på 10 og Carolina på 6 år.

HVOR: Villa på 270 kvardratmeter i Søllerød

Camillas tip til at skabe julestemning:
Pak nogle af de daglige pynteting væk og giv plads til julepynten

Invester i noget unikt julepynt (gerne noget med en historie), som du vil glæde dig over at pakke ud år efter år.

Pynt enkelt op gerne med lidt større ting – husk hellere lidt men godt

Brug farver og en stil, der spiller sammen med den øvrige indretning

Bring naturen indenfor
Se, hvad vi ellers skriver om: Jul, Boligindretning og Interiør