Royal Copenhagen: Se årets juleborde - og hvilke kendte profiler, der har dækket dem
Traditionen tro har Royal Copenhagen igen i år invitereret en række kendte danskere til at dække fem overdådige juleborde i deres Flagship Store. Mød årets seks særligt udvalgte ”borddækkere” – og se deres flotte borde – her.
Hvad udgør essensen af jul for dig?
Dét spørgsmål har Royal Copenhagen i år stillet seks kreative danskere og bedt dem dække i alt fem juleborde, der sammenfatter elementer fra de vigtigste epoker i deres liv.
At det i år lige netop er epoker, som er hovedtemaet for den traditionsrige juleudstilling, er der en helt særlig grund til.
Når de fredag den 17. november åbner dørene til årets udstilling, inviterer de nemlig også til rund fødselsdag. Royal Copenhagens juleborde fylder 60 år, og det forventes, at mange tusinder gæster vil nå at lægge vejen forbi flagskibsbutikken i centrum af København helt frem til den slutter ved årsskiftet.
Kan du ikke nå forbi? Eller vil du bare gerne se, hvad der venter dig? Så kan du få en smagsprøve på julebordene længere nede i denne artikel.
Hvem har dækket Royal Copenhagens juleborde i 2023?
I år har det danske porcelænsdesign inviteret følgende seks danskere til at give deres bud på juleborddækningen:
- Lin Utzon (f. 1946). Internationalt anerkendt kunstner med speciale i keramik og tekstil.
- Alberte Winding (f. 1963). Sanger, musiker, forfatter, skuespiller og kunstner.
- Jesper Binzer (f. 1965). Rockmusiker, sangskriver, TV-vært og musikformidler. Har siden 1982 været forsanger og guitarist i D-A-D.
- Karen Kjældgård-Larsen (f. 1974). Anerkendt dansk keramiker i kunstnerduoen Claydies og har skabt stellet Blå Mega for Royal Copenhagen.
- Saks Potts Designduo bestående af Cathrine Saks (f. 1993) og Barbara Potts (f. 1993). Har skabt deres eget fashionbrand, grundlagt i 2014.
De seks kreative personligheder er ifølge Royal Copenhagen udvalgt, fordi de alle er med til at definere tidsånden i kraft af deres kunstneriske virke – nogle gennem flere årtier.
Hvert bord er dækket med inspiration fra forskellige verdenshjørner og familietraditioner – og måske får de også dig til at tænke over, hvilke epoker din jul er rundet af?
Se de 5 Royal Copenhagen juleborde 2023 her
Alle billeder af bordene er taget af fotograf Jeppe Bjørn for Royal Copenhagen, mens styling og kuratering er af Cille Grut.
Alle portrætfoto er taget af fotograf Petra Kleis.
1. Saks Potts – Dagen derpå
Barbara Potts og Cathrine Saks, der udgør designduoen Saks Potts, skal i år holde deres egen jul for første gang, og derfor skal nye og gamle traditioner smelte sammen til en personlig fortolkning af højtiden.
”Julen kommer med fred og ro og er en kærkommen lejlighed til at give noget tilbage til vores familier i en ellers hektisk tilværelse. Julen er følelsen af at komme hjem, og det er glæden ved at være sammen,” fortæller barndomsveninderne Barbara Potts og Cathrine Saks.
Når juleaften har lagt sig, så mødes de to veninder med deres ægtefæller og hver deres lille pige, Rose og Uma, til en hyggelig morgenstund første juledag.
Her er deres julebord dækket med en sprød, hvid dug og en blanding af alle Royal Copenhagens hvide stel med solidt dansk tilbehør fra Arne Jacobsen og Kaj Boyesen. Mistelten og røde noter skaber en flot kontrast til den skarpe, hvide linje, mens et stort, åbent klædeskab sender en reference til Saks Potts butik i Bredgade.
2. Lin Utzon – Jul i Danmark med det hele
Selvom Lin Utzon har boet og rejst flere steder i verden, er det alligevel den klassiske, danske jul med adventskrans, stort juletræ og salmesang i kirken juleaften, der hiver i hende.
Hendes børn og børnebørn kommer også gerne hjem fra alle verdenshjørner i højtiden, og derfor er Lins bord dækket til tolv personer, så der er plads til, at alle kan være med.
”Julen er vidunderlig, og det betyder meget for mig at være i Danmark i netop december. Jeg elsker den danske jul med alle min barndoms velkendte traditioner, og det er en dejlig anledning til at samle venner og familie fra nær og fjern,” lyder det fra Lin Utzon.
Julebordet er dækket med kunstnerens eget stel, der dog aldrig er blevet sat i produktion. Hun har tilføjet elementer fra Royal Copenhagens Hvid Riflet samt af en serie af skåle, som er formgivet af hendes ven, keramikeren Ivan Weiss.
For at hylde dette års epoke-tema, har Lin Utzon selv skabt det værk, som hænger bag bordet, og som repræsenterer de forskellige epoker i et liv af konstante forandringer.
3. Karen Kjældgård-Larsen – Jul med mega-meget pynt
Der findes næsten kun ét stel, som Karen Kjældgård-Larsen kan dække sit julebord med.
Som ung designstuderende var hun nemlig hjernen bag Royal Copenhagens Blå Mega Riflet, der i mere end to årtier har været et af virksomhedens mest efterspurgte stel.
På Karens julebord har stellet dog fået en lille, julet opgradering. Grene, blade og frugter fra mistelten, pigeonæble, kristtjørn og gran er blevet malet i overglasur på det velkendte mønster af dygtige Flora Danica-malere.
I det kastanjerøde og ultramarinblå univers er der også dækket med en masse keramik, porcelæn og personlige effekter. Og ovenover alting hænger en stor mistelten og inviterer til et julekys.
”Julen har altid været meget intim, kun med den helt tætte familie – både da jeg var barn og nu, hvor vi ofte kun er min mand og jeg sammen med vores tre børn. Af og til også med min søster og hendes familie. Til gengæld er vi ret julede hjemme hos os, og vi elsker at pynte op,” fortæller Karen Kjældgård-Larsen.
4. Jesper Binzer – Sammenskudsgilde i luksuskollektivet
Jesper Binzer føler sig fremmed i den strengt iscenesatte jul. Derfor har han skabt et julebord, hvor der er plads til mangfoldighed og til at vi alle kan være, som vi nu engang er.
”Julen er blød, og den gør os bløde, selvom alt omkring højtiden ofte er ét stort ræs. Derfor skal vi blæse lidt på alt det materielle og give mere plads til følelserne, samværet og næstekærligheden. Der skal skabes rum til mangfoldighed, og vi skal turde favne hinandens forventninger og forskellighed,” siger Jesper Binzer, der betegner sit julebord som et sammenskudsgilde i luksuskollektivet.
Langbordet gør plads til både familie, børn og gode venner, mens pynten fortæller en historie om verdens mangfoldighed.
Bordene har forskellige størrelser, og der er dækket op med en blanding af stel, gamle juleplatter og figurer. Specialfremstillet unikakeramik, et pojagi-inspireret vægtæppe og håndmalet vægdekoration er skabt og tilføjet af den danske kunstner Anika Lori.
Vigtigst af alt? Her er ingen gaver. I stedet har rockmusikeren tilføjet en grammofon, som skal skabe lidt festlig steming.
Meget mere jul
-
18 kreative idéer til nem hjemmelavet julepynt
-
4 simple idéer til adventskranse
-
4 tips til masser af julepynt i en lille lejlighed
-
20 sjove og skønne ideer med hama perler
-
Trin for trin: Flet en julestjerne
-
Hæklede dyr og andre idéer til hjemmelavet hæklede julegaver
-
Sådan laver du de fineste strikkede og hæklede nisser til jul
-
Nissehue strikkeopskrift: Sådan laver du en sød strikket nissehue
-
Grundopskrift til strømper
-
16 flotte julehæklerier
-
Brodér dit eget juletræstæppe
-
Strik selv: Lun halsedisse
5. Alberte Winding – En kærlig jul i farver
Alberte Winding ser livet i farver, og derfor skal hendes julebord også være et stemningsfyldt farveunivers, der forener juleminder fra begge sider af hendes familie.
F.eks. er de lilla-, akva-, og koralfarvede toner et nik til en kulørt barndom i 1960’erne og 1970’erne, mens en figur skabt af Albertes morfar, billedhuggeren Jean René Gauguin, og et billede, der forestiller Alberte og hendes mor, malet af Albertes far, også er en del af udsmykningen.
”For mig handler julen om at skabe egne traditioner og skabe en varm og kærlig stemning. Det vigtigste er, at man gør sig umage for at give alle en dejlig aften og sanselig oplevelse – og at man har sig selv med i det,” fortæller Alberte Winding.
Sangeren praktiserer selv, hvad hun kalder for ”et åbent værtskab” juleaften, og det betyder, at hun nogle gange har 12 gæster til bords og andre gange kun nogle få.
Sikkert er det dog, at hun gør noget ud af udsmykningen, og derfor laver hun f.eks. gerne en generalprøve af sit julebord og maler hvert år en ny bordløber.