David Hockney Portræt Eurowoman

Foto: Getty Images Hockney med sine gravhunde, som også er et yndet motiv i hans kunst, i sit hjem i Hollywood Hills, 1991.

Her er verdens dyreste nulevende kunstner

Den 84-årige brite David Hockney, som er verdens dyreste nulevende kunstner, slog igennem med pop art-bevægelsen i 60’erne. I dag er han mest optaget af sin barndoms landskaber i Yorkshire. Mød ham her.

En aften i november 2018, hvor New York oplevede et snevejr, byen ikke havde set så tidligt på vinteren siden 1869, var der røre i kunstverdenen.

Den hovedrige britiske valutaspekulant Joe Lewis havde besluttet at sætte sit værdifulde 2,1 x 3 meter store David Hockney-maleri, Portrait of an Artist (Pool with Two Figures), fra 1972 under hammeren hos auktionshuset Christie's. Mindstebuddet lød på 80 millioner dollars, og budrunden endte efter ni minutter, da auktionarius kiggede søgende ud over forsamlingen og bankede 'solgt' ved 90,3 millioner dollars (600 millioner kroner).

LÆS OGSÅ: Strikdesigneren Lærke Bagger har fået snedkereret en lyserød skabsvæg med masser af plads til opbevaring

En svimlende pris, der gav genlyd over hele verden. David Hockney, som i sin tid solgte det for 18.000 dollars til sin gallerist i New York, blev med et rungende hammerslag, i en alder af 81 år, verdens dyreste nulevende kunstner.

Portrait of an Artist (Pool with Two Figures) havde allerede skrevet Hockney ind i kunsthistorien, længe før det blev solgt på Christie’s. Maleriet er et af de sidste i en serie malerier af swimmingpools, som Hockney malede, da han flyttede fra London til Los Angeles i 1964, tiltrukket af lyset, farverne – og stemningen.

Portrait of an Artist  (Pool with Two Figures) af David Hockney, 1972
Portrait of an Artist (Pool with Two Figures) af David Hockney, 1972.

"Klimaet er solrigt, og folk er mindre anspændte end i New York," forklarede han, ifølge kunsthistoriker på kunstmuseet Tate, Catherine Kinley, og tilføjede 50 år senere i dokumentaren David Hockney: A Bigger Picture, at en stor del af trækplastret også var solbrune mænd med mindre tøj på. Kroppe, der lettere kunne studeres end på i gaderne i London.

Særligt ét pool-maleri bragte i et elegant hovedspring den britiske kunstner ind på verdenskunstscenen, nemlig det fotorealistiske værk A Bigger Splash fra 1967 (Tate Modern). Billedet viser et typisk modernistisk californisk hus med et stort glasparti ud mod poolen i baggrunden. I forgrunden bassinets blå rolige flade, der forstyrres af et voldsomt... plask. Et øjeblik foreviget og størknet i oliemaling. En markering af en krop, der er forsvundet mod den kølige ensomhed på bunden. Ingen er der. Nogen er der.

A Bigger Splash af David Hockney, 1967
A Bigger Splash af David Hockney, 1967

"Det tager mig omkring to uger at male noget, som reelt set varer to sekunder," siger David Hockney (David Hockney. A Chronology. 40th Anniversary Edition, Taschen, red.), som mener, at maleriets kraft netop er – i modsætning til kameraets – at bremse tid.

Portrait of an Artist (Pool with Two Figures) er ikke en afbildning af en virkelig hændelse. Maleriet er i virkeligheden bygget op af to forskellige fotografier – et af vand, der brydes af en svømmer, som dykker under vandet, og et af en mand, der kigger ned i jorden.

Hockney iscenesatte sidstnævnte billede i Kensington Gardens i London med sin daværende kæreste som model iklædt en pink blazer og overførte de to motiver til samme maleri. Processen med værkets tilblivelse er fulgt i dokumentaren A Bigger Splash fra 1973 af Jack Hazan. En bastard af en delvist iscenesat fiktion og et flue på væggen-portræt af David Hockney og hans inderkreds af venner, herunder galleristen John Kasmin, museumskuratoren Henry Geldzahler og tøjdesignerne Celia Birtwell og Ossie Clark, som beskrev filmen som scripted reality.

Også Hockneys daværende kæreste, kunstneren og keramikeren Peter Schlesinger, som Hockney mødte på UCLA, hvor han underviste på et sommerkursus, har en central rolle. Filmen, som af eftertiden er blevet kaldt verdens første realityshow, er optaget over tre år og portrætterer Hockney med sit afblegede hår, dandy-hvide, skræddersyede jakkesæt, ukoordinerede farvestrålende sokker og brillestel så store, sorte og runde som cykelhjul.

LÆS OGSÅ: Emily Gernild: "Det er noget, vi alle forstår, når vi kigger på det"

Filmen følger ham og hans boheme-entourage, der går til ferniseringer og modeshows, mens de fører lange samtaler. Hazans kamera kommer med overalt, i brusebad med Hockney og endda ind i soveværelset, hvor Peter Schlesinger har sex med en anden mand.

Filmen skildrer perioden, hvor Hockney arbejder op til den galleriudstilling i New York, hvor Portrait of an Artist (Pool with Two Figures) udstilles for første gang. Værket nåede knap at komme med på udstillingen, fordi Hockney ikke var tilfreds med måden, vandet var malet på, og i sidste øjeblik besluttede at male det helt om. Filmen følger tilblivelsen af værket og Hockneys intense arbejdsproces, mens et sideløbende spor dykker ned i hans sorg over bruddet med musen Peter Schlesinger.

"Vi havde sådan nogle dejlige stunder. Han gjorde mig glad, og jeg var virkelig forelsket. Han var så smuk... som en græsk gud," siger Hockney i filmen, mens kameraet zoomer ind på Schlesingers ansigt med de kønne, regelmæssige træk. Af samme grund har eftertiden tolket maleriet som et komplekst emotionelt drama centreret om deres break-up, hvor manden i motivet er Schlesinger, der står og kigger ned i poolen på den svømmende, som måske er hans nye kæreste, Eric Boman (Vogue-fotograf, red.).

Hockney var ambivalent, da filmen kom ud. Han fandt den for intim og overvejede at betale Hazan 20.000 pund for råbåndene. Men hans venner fik ham overbevist om, at den var en succes, nyskabende og banebrydende, og med tiden har han accepteret den.

A Bigger Splash vakte furore i en tid, hvor homoseksualitet var et stort tabu. Dokumentaren blev sammenlignet med den samtidige Andy Warhols film, måske fordi både Hockney og Warhol blev associeret med pop art-bevægelsen (kunstbevægelse, der opstod i England og USA i 50'erne og 60'erne og som integrerede genkendelige billeder fra populærkultur og reklame, red.), og fordi de begge omhyggeligt kuraterede og iscenesatte det billede af deres persona, som omverdenen fik at se.

Hockney med sine gravhunde, som også er et yndet motiv i hans kunst, i sit hjem i Hollywood Hills, 1991.
Hockney med sine gravhunde, som også er et yndet motiv i hans kunst, i sit hjem i Hollywood Hills, 1991.

Hockney og Warhol mødtes for første gang i New York i 1963 og udviklede en form for venskab, hvor de bl.a. portrætterede hinanden, men som Hockney senere forklarede om deres relation, kendte man aldrig rigtigt Warhol, han var mere stille og en langt dybere kunstner, end han viste folk.

Da Andy Warhol døde i 1987 kun uger efter, at de to havde tilbragt tid i hinandens selskab, deltog David Hockney i mindehøjtideligheden i St. Patrick's Cathedral i New York, og da han om aftenen stod og kiggede ud over Manhattans skyskrabere, sagde han ifølge Harper’s Bazaar til sin assistent, Charlie Scheips:

"Nu, hvor Andy er død, hvordan skal folk så vide, hvor aftenens hot spot er? Det vidste Andy altid."

Men inden David Hockney væltede rundt til fester i London, Paris og New York med Andy Warhol, var han en dreng, der voksede op i det nordlige England i den lille industriby Bradford i Yorkshire – tæt på landsbyen Haworth, hvor Brontë-søstrene skrev deres romaner, og hvor landskabet er grønt, frodigt og vildt.

LÆS OGSÅ: Kunne du investere dine penge på samme måde som Sarah?

Han blev født i 1937 ind i en arbejderfamilie som nummer fire ud af fem børn. Allerede som dreng læste han mange bøger, tegnede og interesserede sig for kunst, særligt Matisse, Fragonard og Picasso af hvem han lærte, at man kan skifte mellem mange stilarter.

Han vidste, at han ville være kunstner, men han anede ikke, hvordan man blev det, og hans forældre, opmuntrede ham og gav ham friheden til at dagdrømme. I biografens mørke sank han ned i sæderne og studerede Hollywood-filmenes mesterlige lyssætning, som lysmændene lærte ved at studere 1600-talskunstneren Caravaggio, der udnyttede skarpt og direkte naturligt lys til at fremhæve kontraster i sine malerier.

Efter nogle år på Bradford School of Art, hvor guderne var impressionister som Degas og Sickert, forlod han i 1959 hjembyen for at begynde på Royal College of Art i London.

"Noget af det første jeg tegnede, var nogle skeletter. Jeg gav mig god tid, det tog mig omkring to uger... Folk kom og så på, mens jeg tegnede, og det gik op for mig, at jeg var lige så god til at tegne som dem fra London – hvis ikke bedre," fortæller Hockney med et selvsikkert blink i øjnene i en video for Royal College of Art. Hvis han kunne tegne, kunne han altid tjene penge, var hans ræsonnement.

Det var også på Royal College of Art, at han mødte den amerikanskfødte kunstner Ronald Brooks Kitaj med hvem han udviklede et livslangt venskab.

"Vi kunne godt lide at tale sammen. Vi interesserede os begge for litteratur, for maleri, og han købte en af mine tegninger af skeletter for 5 pund, hvilket jeg syntes, var okay. Man kunne leve en uge for 5 pund dengang," siger Hockney, som beskriver sig selv som en provinsdreng, der aldrig havde været udenlands, og som derfor straks blev fascineret af den fem år ældre og sofistikerede R.B Kitay.

"Ron havde en større indflydelse på mig end noget andet; ikke kun stilistisk, men også i hans seriøsitet," udtalte han til den tyske kunsthistoriker Eckhart Gillen i artiklen R.B. Kitaj and David Hockney: Collage of a Lifelong Friendship i 2013.

Særligt én samtale, de havde, blev afgørende for Hockneys liv og værker. Kitay spurgte ham, hvorfor han ikke begyndte at male temaer fra sit eget liv. Hockney var netop kommet ud af skabet, og tanken rumsterede i ham: Hans tema kunne være begær. Han kunne male en slags queer-propaganda. Men den slags krævede mod, for homoseksualitet var forbudt, selv i private omgivelser, frem til 1967.

Kunststøtte. David Hockney har fremstillet en original plakat til Louisiana,  hvor alle indtægter går til at støtte museet efter den lange Covid-19-nedlukning. Den kan købes i museets butik. Louisiana.dk
Kunststøtte. David Hockney har fremstillet en original plakat til Louisiana, hvor alle indtægter går til at støtte museet efter den lange Covid-19-nedlukning. Den kan købes i museets butik. Louisiana.dk

I 1961, hen mod afslutningen på sit andet år på Royal College of Art, malede han We Two Boys Together Clinging, som ud over ordet clinging og tallet 2 har to barnetegningsagtige figurer, der kysser hinanden i centrum. Over deres munde flyver ordene 'yes' og 'never', ligesom en del af et vers fra forfatteren Walt Whitmans digtsamling Leaves of Grass (1855), hvorfra titlen stammer, er citeret.

Hockney husker, at folk syntes, det var latterligt, at han skrev på billederne, men han kunne mærke, at det føltes bedre. Han havde det bedre: "Du kan mærke, at noget kommer ud," sagde han til Eckhart Gillen i 2013.

Resten er kunsthistorie. Og samme år besøgte Hockney New York for første gang.

I dag er David Hockney en ældre mand på 84 år. Det eneste, der er tilbage af bohemelivet, er de cigaretter, han nægter at lægge på hylden. De seneste år er han blevet gradvist mere døv, og når han har gæster, hiver han øreapparaterne ud, lader dem hygge sig og trækker sig tilbage, så han er i seng klokken 21.

LÆS OGSÅ: Kunstner Mathias Malling Mortensen: ”Den har fulgt mig i mange år og er en uundværlig del af min palette”

"Jeg har i virkeligheden aldrig været en party boy... En kunstner kan godt være tilhænger af hedonisme, men han kan ikke selv være hedonist," sagde han til The Guardian i 2015.

Hver dag arbejder David Hockney myreflittigt, og det har han gjort siden en dag i 1962, hvor han skrev en seddel til sig selv og klistrede den på en kommode, der stod for enden af hans seng. På sedlen stod:

"Stå straks op, og begynd at arbejde."

I den prisvindende dokumentar David Hockney: A Bigger Picture af Bruno Wollheim fra 2009 følger kameraet ham, da han som 70-årig beslutter at rejse tilbage til Yorkshire og male sin barndoms landskaber. På vindblæste marker står Hockney i al slags vejr i grøfter og vejkanter og maler de skiftende årstider på store lærreder, som hans assistent transporterer frem og tilbage i en varevogn. Det er de landskaber, han trods den livslange kærlighedsaffære med Californiens klare farver altid har haft med sig, og som han med alderen begyndte at længtes efter.

Trods sin høje alder er Hockney stadig i bevægelse og konstant optaget af at udvikle sig. Han har været inspireret af alverdens forskellige kunstneriske medier, som foruden tegning, maling, scenografi og fotografi tæller video og digitale teknikker. Hockney bruger sine øjne og ser på alt med nysgerrighed. Kigger på, hvordan ting virkelig ser ud, for som han siger:

"Verden er meget, meget smuk, hvis du kigger på den. Men de fleste mennesker ser ikke særlig meget. De går og scanner jorden foran dem, så de kan gå, men de ser ikke intensivt på verden. Det gør jeg, og det har jeg altid gjort," sagde han i videoen The World is Beautiful (Louisiana Channel, 2020). Ikke gennem linsen på et kamera, ikke gennem en pixileret skærm.

En af hans yndlingslæresætninger er en gammel kinesisk som lyder, at du har brug for tre ting for at kunne male: hånden, øjet og hjertet. To af dem gør det ikke. Et godt øje og hjerte er ikke nok, ej heller en hånd og et øje – for hvis værket mangler empati og er malet uden følelser, er det ikke et mesterværk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst og Livsstil