”Kan strik kurere ensomhed? JA mener denne gruppe kvinder”
En gruppe kvinder fra Præstø-egnen har set i øjnene, at de en dag risikerer at blive alene og måske endda ensomme. Derfor har de en strikkeklub, hvor de deler alt fra strikkeopskrifter, over sorger og til sjove billeder på mobilen.
– Jeg så din mand nede i byen i dag.
– Nå, ja, han skulle vist ind i Røde Kors.
– Det bliver nu godt med den klimasikring herude.
– Hvordan gik det hos lægen?
– Har I set denne her?
Samtalen går let hen over frokostbordet hos strikkeklubben i et sommerhus uden for Præstø.
Det sidste spørgsmål ledsages af et billede på en mobiltelefon.
Det er 60-årige Udde Hansen, der har fundet en strikket heldragt med plads til et par bedagede hængebryster.
– Den passer da lige til mig, siger Randi Nielsen, og alle seks kvinder i klubben skriger af grin.
Det er tid til en hyggelig eftermiddag i strikkeklubben, og denne gang er det Lone Hartmann, der tager imod. De seks kvinder skiftes til at være værtinder ved møderne, og det inkluderer altid en god frokost. Hos Lone er det i dag æbleflæsk, frikadeller med rødkål og en napoleonshat.
– Det er altså ikke fordi, I er her. Vi bliver altid forkælet, siger Randi til Hendes Verdens udsendte medarbejdere.
Det er kun to år siden, strikkeklubben opstod. De seks kvinder har det til fælles, at deres mænd er håndværkere på Præstøegnen og har arbejdet sammen. Derudover elsker de strik.
"Vi kan ikke bare suse ned på cafeen og se, om der er nogen, vi kender. Du skal selv gøre noget for ikke at blive alene herude på landet"
Strikkeklubben
Omsorg og simpelt strik
Men Myrtle blev alene, Randi blev skilt, og pludselig havde mændene ikke ret meget arbejde sammen mere. Derfor fandt de seks kvinder på at starte en strikkeklub, som mødes hver 14. dag til frokost og snak inden en eftermiddag med strikkepindene.
– Der var engang, vi alle sammen havde mænd og travlt med arbejde. Sådan er det ikke mere, og vi kan jo risikere at bliver gamle og alene. Vi bor alle på landet, og endda ret spredt. Vi kan ikke bare suse ned på cafeen og se, om der er nogen, vi kender. Du skal selv gøre noget for ikke at blive alene herude på landet, siger Agnethe Hviid.
– Vi har nået en alder, hvor nogle er mere rørige og mobile og nogle af os mere ensomme, men fordi vi har strikkeklubben, er det sådan, at hvis en af os en dag sidder derhjemme og er ked af det, kører et par af de andre lige forbi og snakker lidt. Det er ren og skær omsorg, fortæller Agnethe. Samtidig tager klubbens medlemmer ud til kulturelle arrangementer og egnens seværdigheder sammen. Det har gjort klubben attraktiv.
– Mange spørger, om de må komme med i klubben, men vi siger nej. Vi synes, det er vigtigt, at vi kender hinanden godt, for denne her klub handler om så meget mere end strikning, siger Randi.
– Ja, vi deler både glæder, sorger og bekymringer, tilføjer Lone og suppleres af Myrtle Nielsen:
– Ja, vi snakker vist mere, end vi strikker. Det har også betydet, at kvinderne kun har det simple strikketøj mellem hænderne på klubeftermiddage. For selv om de komplicerede og fine strikketøj medbringes og vises frem, så er det ikke det, man arbejder på i selskabet.
– Socialt strik er mere simpelt. Det komplicerede må man klare der, hvor man kan koncentrere sig, siger Agnethe, som ligesom de andre gerne deler opskrifter, ideer og garn med de andre.
At det lige blev en strikkeklub, er et tilfælde. Og så alligevel ikke.
– I starten talte vi om bare at lave en klub, men det lød så højtideligt, og vi havde svært ved at finde ud af, hvad formålet så skulle være. Så var der en, der forslog en strikkeklub, for det ved man sgu da hvad er, smiler Agnethe.
Randi Nielsen, 67 ÅR
Hvad får du ud af at være med i strikkeklubben?
– Jeg får god energi af socialt samvær. Jeg er alene, og det betyder meget for mig at være med. Men jeg havde også været med i strikkeklubben, selv om jeg ikke havde været alene. Efter et langt liv med min egen iskiosk, hvor jeg i perioder har arbejdet 90 timer om ugen, stoppede jeg med dårlige knæ for tre år siden, og jeg skulle have noget at foretage mig.
Hvad strikker du?
– Jeg strikker en cardigan til mit yngste barnebarn.
Udde Hansen, 60 ÅR
Hvad får du ud af at være med i strikkeklubben?
– Jeg er den eneste her, der stadig går på arbejde. Jeg arbejder på en institution for børn med Downs syndrom. Der har jeg gode kolleger, men det er noget andet at være med i strikkeklubben, hvor vi kender hinanden så godt. Her passer jeg også bedre ind aldersmæssigt, på mit arbejde er næsten alle yngre end mig.
Hvad strikker du?
– Jeg strikker en alt for stor karklud. Jeg plejer at lægge en hånd på, og så skal den være nogenlunde den størrelse. Denne her er bare blevet alt for stor.
Myrtle Nielsen, 73 ÅR
Hvad får du ud af at være med i strikkeklubben?
– Jeg havde gået op og ned ad min mand i 50 år, da han døde for tre år siden. Så der manglede noget. Jeg er pensionist, og jeg kan jo ikke gå og gøre rent hele tiden.
Hvad strikker du?
– En poncho med ærmer. Den kunne godt være til mig selv, men jeg er sikker på, at mine børnebørn også kan finde ud af at bruge den.
Bekymringer og biograf
Gennem de to år, klubben har eksisteret, har medlemmerne snakket om stort set alt, og der kan godt være ophedede diskussioner. Faktisk kan damerne ikke komme i tanker om et eneste emne, de ikke har vendt, for kroppen, sexlivet og ægteskabet ændrer sig med alderen, og det er godt at kunne dele den slags i et fortroligt forum. Og så er der de bekymringer, alle mødre har.
– Man har mange bekymringer, når man har børn. Min datter har haft en svulst i hjernen, og jeg tror alle til sidst var trætte af at høre om det, siger Agnethe, mens alle de andre ryster afvisende på hovederne.
– Bekymringerne er lettere at bære, når man deler dem med nogen, siger Randi.
Hun har selv lige fået målt blodtryk, og de fem andre kvinder har alle været spændte på at høre resultatet i dag. Heldigvis er dagens værtinde, Lone, pensioneret sygeplejerske og kan svare på spørgsmål om de skavanker, som indimellem opstår. Derudover er det helt almindeligt, at klubben hjælper hinanden i hverdagen. Når Myrtle for eksempel har aftaler på sygehuset, er det gerne en af de andre, der kører hende.
Og så er der klubmedlemmernes fødselsdage, som er et helt kapitel for sig.
– Det fejrer vi altid med en oplevelse som for eksempel en tur i biografen eller til en koncert, fortæller Jonna Mortensen.
– Det handler jo også om, at du ikke får den slags gjort alene. Du får ikke set den blomsterudstilling eller den film. Men når vi er flere, gør vi, supplerer Agnethe.
Rammerne for møderne er ikke så vigtige, men indtil videre har alle i klubben mulighed for at have besøg af de fem andre.
– Der er plads nok hos os alle, og det bliver der også, selv om vi en dag sidder på plejehjem. Hvis vi skulle sidde med kaffen på skødet, gjorde vi jo også gerne det, forsikrer Jonna.
