Timm Vladimirs kyllingesteaks
Timm Vladimir, 43, er skuespiller, tv-vært og amatørgastronom. I efteråret vandt han den første udgave af TV3's Masterchef, så han har godt styr på madlavningen - få her hans opskrift på kyllingesteaks.
Ingredienser
- 1 økologisk kylling
- Kartofler efter behov
- Rå mængder god remoulade (gerne hjemmerørt, men køberemo dur altså også fint)
- Olie
- Salt
- Hvidløg
- Timian
- Udben kyllingen: Skær det yderste af vingerne af, så der kun sidder det inderste led tilbage. Læg kræet med brystet nedad. Skær ind langs rygsøjlen hele vejen fra hals til gump. Med en lille skarp kniv skærer du ønskebenet frit og fjerner det. Skær ned langs skroget i begge sider i små korte snit. Løsn kødet efter hvert snit. Pas på ikke at gennemhulle skindet. Når du kommer til lårbenene, skærer du dem igennem i det lille kugleled og løsner dem fra resten af fuglen. Det samme gør du med vingebenet. Skær helt om forbi brystet og løft forsigtig skroget helt væk fra kødet. Læg et snit hele vejen rundt om hvert lår, helt ude ved enden, så du løsner skindet og senerne fra benet. Vend kyllingen, så du har indersiden af den opad. Skrab og snit forsigtig ned omkring hvert ben til det er næsten helt fritskrabet. Træk det nu helt frit med et fast men forsigtigt træk. Gentag med begge lår. Lad vingebenet sidde. Det giver et godt look til din steak. Nu har du en udbenet kylling. Det er lidt svært de første gange, men det er sliddet værd.
- Skær kyllingen igennem på langs, så du har to halve, udbenede kyllingesteaks med en lille bid vinge på hver. Rul lårkødet godt sammen i skindet, så det ligger helt tæt op af vingen. Steg på en stor pande i lidt olie, først på skindsiden ved høj varme, så skindet bliver gyldent og sprødt, dernæst skruer du lidt ned og fortsætter i 6-7 minutter, før du vender dem og giver 8-10 minutter på den anden side. Skær evt. et lille snit i en af dem for at tjekke, om de er færdige. Det er vigtigt, at de kun lige er gennemstegt. Lad dem hvile lidt inden du serverer.
- Kog dine kartofler til de kun lige er færdige. Ca. 8 minutter i kog, derefter hælder du vandet fra og lader dem stå på bordet i gryden under låg i 8 minutter til. Stil dem herefter på køl til de er helt kolde. Dette giver en dejlig sprød skorpe, når du steger dem. Skær kartoflerne i halve, så der kommer nogle gode skæreflader på dem. Steg dem på panden i olivenolie med nogle fed hvidløg og lidt friske timiankviste ved mellem-høj varme til de er gyldne og lækre. Lad dem dryppe af på køkkenrulle og server ved siden af kyllingesteaken. Dyp både kylling og kartofler i remoulade efter behov.