Iben Hjejle: "Min nye bedsteforældrering er sådan lidt totemagtig for mig"
Foto: PR Iben og Signe taler om juvelernes magt.

Iben Hjejle: "Min nye bedsteforældrering er sådan lidt totemagtig for mig"

Iben er gået Marie Kondo på sin beholdning af tøj og sko og har smeltet arveguld om til kærlighed på fast form. Signe har gode ideer til billige måder at forny sin smykkesamling på.

Iben: Jeg har været igennem sådan en dejlig sorterings- og oprydningsfase i mit liv.

Signe: Åh, det holder jeg meget af. Det er så tilfredsstillende. Er du kommet med på Marie Kondo-bølgen? Hende den lille japanske oprydningsekspert, som siger, at man skal kramme sine ting, og hvis de ikke giver dig et lille stød af glæde, så skal de ud! Iben: Hendes system er perfekt! Nogle af tingene behøver man ikke engang at kramme.

Signe: Nej, meget skal bare ud af vagten.

Iben: Væk med tøj, der strammer, og sko, der for høje til mine gigtramte tæer, og alt muligt krimskrams. Og så til Røde Kors med det! Det er en stor lettelse at give slip på alt muligt, som andre mennesker måske kan få glæde af. Og i den forbindelse finder jeg så en hel del smykker, som jeg har arvet eller fået. Noget guld fra mine bedsteforældre for eksempel. Vielsesringe og et Dagmarkors.

Signe: Hvad er det nu, et Dagmarkors er?

Iben: Dagmarkorset, det er – hvis jeg skal sige det lige ud af posen – sådan et lidt kluntet krist-kors. Det er fem minutter i viking. Det er sådan et, som børnene nogle gange får, når de skal konfirmeres. I en guldkæde. Det er sådan lidt firkløverformet?

Læs også: Iben Hjejle om modetrend: ”Dét skal jeg i hvert fald ikke have på!”

Signe: Nå ja, sådan lidt blondeagtigt? Iben: Jae, bare det var så vel. Det er blonde, som hvis Harald Blåtand havde hæklet det.

Signe: Hæh! Ja det er tit, at sådan nogle vikingeting er lidt klodsede i det?

Iben: Engang var jeg i Japan og så et helt fantastisk tempel med bittesmå udskårne dyr og figurer og malet virkelig smukt og med indlagt elfenben og ædelsten, og jeg ved ikke hvad, og det var simpelthen bygget på samme tid, som der var vikinger herhjemme!

Signe: Som luntede rundt i pels og hakkede lidt dårligt i sten med nogle andre sten, mens de allerede var helt befimsede og dygtige med finmotoriske udskæringer i Japan?

Iben: Præcis.

Signe: Marie Kondo igen. Japan er bare federe.

Iben: Hahaha! Men altså, alle de her fine guldsager, jeg fandt, var enten for store eller for små til mig eller ikke lige min stil. Og de er ikke mange penge værd, kun af høj affektionsværdi for mig. Og så gjorde jeg simpelthen det, at jeg tog det hele med hen til min yndlingssmykkedesigner og sagde: Vil du ikke lave en fin ring til mig af det her gamle guld?

Signe: Genbrugsguld?!

Iben: Nemlig! Så nu har jeg sådan en dejlig og meget smuk fingerring med mine bedsteforældres gamle guld og stene i. Det er, som om jeg bærer lidt af mine forfædre og -mødre rundt med mig.

Signe: Man kan også få presset noget af en afdøds aske hårdt sammen til en diamant. Vidste du det?

Iben: Whaaaat?

Læs også: Iben Hjejle: "Man skal vælge sin parfume og så bruge den de næste 30 år"

Signe: Det kan man! Det er både sejt og lidt uhyggeligt.

Iben: I Victoriatidens England var de pjattede med at lave smykker af menneskehår ...

Signe: Ad?!

Iben: Nammen altså sådan flettet flot og kapslet ind i noget guld og krystalglas som en fingerring eller en medaljon. Ikke sådan noget flagrende ned i maden løst noget.

Signe: Pyha, godt!

Iben: Jeg synes, min nye bedsteforældrering er sådan lidt totemagtig for mig. Det er helt skørt, men når jeg har den på højre hånd, får jeg ligesom noget fra hånden. Min morfar var lappeskomager, min mormor var hjemmegående med 4 børn, og min farmor var en afholdt gymnastiklærerinde på Zahles skole. Så de var alle sammen nogle arbejdsomme mennesker, og det kan jeg simpelthen mærke:

Når jeg tager den over på højre hånd, bliver jeg effektiv! Og når jeg så tager den over på venstre hånd, kan jeg mærke, at jeg bliver dejligt rolig og husker fornemmelsen af at sidde på skødet hos mine bedsteforældre efter at have spist en kanelsnegl. Bare sidde der og gasse sig i en solstråle hos en sød gammel person, der ikke havde travlt med alt muligt. Bedsteforældre-zen tror jeg, det er. Er det ikke sjovt?

Signe: Det er dejligt! Jeg var engang inde hos en forgylder. Inde i en baggård i et gammelt mørkt lokale. Så stod der sådan nogle store boblende kar med guld og sølv og noget syrehalløj, og så kunne man få dyppet sine gamle slidte smykker i nyt frisk guld og sølv. Så hang der helt sirligt oppe under loftet kæder og tingeltangel og øreringe og alt muligt fint gammel pynt.

Iben: Det lyder totalt Harry Potter?

Signe: Ja! Han var også pænt troldmandsagtig, ham forgylderen der. Det er jo dejligt, hvis man ikke lige har arvesølv og guld som dig, så kan man tage nogle andre ting og smykker ind til forgylderen og få det dyppet.

Iben: Det behøver jo heller ikke være dyrt og fint, for at man elsker det. Mit allerkæreste smykke er for eksempel en gul nylonsnor med et stykke kobbertråd, der er banket til smadder nærmest, som mit barn har lavet til mig i metalværksted på sin skole.

Signe: Al respekt, det lyder ikke vanvittigt pænt med en gul nylonsnor? Det lyder næsten lidt viking?

Iben: Faktisk ja? Børnevikinge-kunst. Det er også helt umuligt at have på, for det niver og skærer i ens hud. Helt ugennemtænkt, men propfyldt med kærlighed. Så det hænger pænt på min væg og er mit kæreste eje. Det lille grimme kobbersmykke og så min bedsteforældre-zen-ring ...

Signe: Det er på en måde kærlighed på fast form? Iben: Hahaha! Lige præcis!

Hvem?

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer, og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Smykker og Livsstil