Fordi hun ikke levede op til modelmålene fik Michelle Schuldt en spiseforstyrrelse
SPONSORERET indhold

Vink farvel til nedturen i prøverummet

Utallige nederlag i tøjbutikker og en følelse af, at være unormal, fordi hun ikke levede op til modelmålene, gav Michelle Schuldt en spiseforstyrrelse. Nu er hun en af personerne bag Fitbay, et nyt socialt netværk og shoppingsite, der gør op med modellernes kropsideal og guider til tøj, du kan passe.

Af:: Louise Wethke Buch Foto: Pernille Ringsing
18. sep. 2014 | Mode | ALT for damerne

Michelle møder mig med et bredt smil på en kaffebar i København.

"Må jeg lige prøve at se dig?" spørger jeg, selvom det er et noget grænseoverskridende spørgsmål at stille en pige, der har haft det svært med sin krop. Michelle har mærket på egen krop, hvad der kan ske, når man hverken kan passe tøjet i butikkerne eller leve op til de benhårde kropsidealer, der bliver opstillet. En spiseforstyrrelse endte ud i et vægttab på 17,5 kilo, der sendte hende fra normalvægtig til ekstremt undervægtig.

Hun rejser sig energisk op og drejer et par omgange. 169 cm, 60 kilo. En smuk og slank pige med smalle skuldre og lidt bredere hofter.

Hun begynder selv at udpege sine fejl og tager fat om lårene. Heldigvis kan hun i dag også udpege det, hun elsker ved sig selv.

− Nu har jeg det godt med min krop. Jeg vil gerne have slankere ben, men jeg har lært at vende det på hovedet og sige, at så kan jeg til gengæld godt lide min mave og mine arme, siger Michelle, mens hun stadig leger mannequin for mig. I dag er hun rask og har været med til at udvikle det sociale netværk Fitbay, der, ved hjælp af brugerens kropsinformationer, udvælger tøj, der passer til den enkeltes kropstype.

April 2008:
Michelle vejer 60 kilo
Middagssolen står højt over Mexicos turkisblå hav og kridhvide sandstrand. Midt i mængden af mørklødede latinokvinder ligger Michelle sammen med sin bror og nyder den mexicanske strand på to liggestole. Hun falder sammen af grin ved synet af sin bror, der pludselig ligner en radbrækket hvalros, fordi han har vendt sig på maven på en liggestol med hævet ryglæn. Til frokost går de ind i hotellets restaurant, hvor de får serveret mexicanske tortillas. Da de kommer ud igen, flakker Michelles blik rundt mellem de mange velformede, slanke kroppe i små bikinier. Hun kigger ned ad sig selv, indtil hendes blik fryser fast på lårene. Pæreformen.

"Jeg går lige op og tisser og tager noget solcreme på," siger hun.
Få minutter efter ligger hun på knæ over hotelværelsets toiletkumme med to fingre i halsen og den anden hånd i et fast greb om sit lange, lyse hår. Hun tænkte ikke, da hun passerede poolen og bevægede sig op ad hotellets trapper. Men i det kvarter, hun ligger med sine bare knæ mod det hårde flisegulv og hovedet ind over toilettet, kører tankerne rundt i hovedet på hende.

− Det var en form for afstraffelse. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var ubehageligt, men at jeg var nødt til at gøre det, fordi jeg virkelig fortjente at have det dårligt. Bagefter havde jeg det fint igen.

En uge inden ferien i Mexico er hun i Burberry-butikken i Boston, hvor hun prøver en frakke, hun længe har ønsket sig. Da hun får den på, kan hun ikke knappe de to nederste knapper.

Ekspedienten pendler frem og tilbage fra lageret til prøverummet for at hente nummeret større. Michelle ligner til sidst et levn fra 80'erne, fordi frakken poser langt ud over hendes smalle skuldre. Slidsen foran står stadig på vid gab, fordi den nederste knap ved lårene endnu ikke kan klemmes sammen. På det tidspunkt er Michelle ikke klar over, at episoden i prøverummet skal blive starten på en længerevarende spiseforstyrrelse. En reaktion på forældrenes skilsmisse, uopnåelige kropsidealer og gentagne ydmygelser i prøverum. Hun kaster op et par gange på ferien i Mexico, og, som hun selv formulerer det, "sporadisk hist og her" i resten af 2008.

− Det er skræmmende, så let det blev at lyve. Nogle gange tændte jeg for bruseren, og lod som om jeg gik i bad, og når jeg kom ud igen, havde jeg et håndklæde om mig.

Michelles smil aftager, og hun ser eftertænksomt op.

− Det er jo helt forskruet.

April 2010:
Michelle vejer 46 kilo
"Jeg smutter lige over til Diana og afleverer nogle ting!" Michelle vinker til sin far, sætter sig ind i bilen og kører målrettet mod Helsingør Station. Hun parkerer bilen og sætter kurs mod de offentlige toiletter. Hun lader en tokrone glide ned i møntboksen, åbner døren og bliver mødt af det gullige skær fra lamperne. Lugten af urin er gennemtrængende, og hun undgår at træde de steder på gulvet, der ikke er dækket af toiletpapir, mens hun bøjer sig ind over kummen. Lige uden for døren kan hun høre et par svenske turister snakke. Hun ærgrer sig over, at der ikke er nogen vandhane til at overdøve lyden.

− Der var en evig konflikt inde i mit hoved. Det var som om, der sad en god og en dårlig engel på hver sin skulder. Den ene sagde: "Det er okay – bare bliv ved!" og den anden sagde: "Det er dumt, hold nu op, du er god nok!"

Men da det gik op for mig, at jeg udnyttede de offentlige toiletter – ligesom narkomanerne gør – og da jeg kom hjem igen og helt automatisk sagde "Jeg skulle hilse fra Diana!", der tænkte jeg bare: "Shit, du er langt ude!"

Hvorfor gjorde du det så?
− Fordi der var 15 minutters parkering, og jeg kunne skynde mig ind og kaste op.

August 2010:
Michelle vejer 42,5 kilo
Michelle sidder hjemme hos sin veninde og viser feriebilleder. Hun kaster stadig op efter måltiderne og træner uhæmmet – op til 12 gange om ugen.

"Er det dine knogler det der?" spørger veninden med tårer i øjnene og peger på et bikinibillede af Michelle.

Veninden fortæller Michelle, at hun godt ved, hun kaster op.

− Jeg fik det så dårligt over, at jeg gjorde mine medmennesker kede af det. Og dér tog jeg en beslutning om, at det skulle jeg aldrig gøre igen. Jeg begyndte at kigge på mig selv på en anden måde i spejlet og syntes egentlig ikke, jeg var særlig pæn.

Mine hofteben og kraveben stak ud, man kunne se mellemrummene mellem mine brystben, og mine skuldre var bare knogler. Et løfte til veninden og en stærk vilje blev enden på Michelles spiseforstyrrelse.

− Til sidst ville jeg slet ikke være tyndere. Det var bare en vane og en form for tryghed. Intet andet var under kontrol, og så navigerede jeg i kaos ved at styre noget andet. Det er jo ikke kun kroppen, det handler om. Det er også hovedet.

Alt er skabt til dig
I november 2013 møder Michelle Christian Wylonis, der er stifter af netværket Fitbay. Han var træt af, at skjorter altid stumpede på hans lange overkrop og savnede information om, hvilke mærker, der passede til hans krop, og med det udgangspunkt startede han Fitbay, som er et socialt netværk, hvor folk med samme højde, vægt og kropstyper anbefaler tøj til hinanden. Michelles kritiske spørgsmål og kvindelige tilgangsvinkel gjorde, at hun kom med i projektet.

− Man hører mange sige, at det er fuldstændigt forkasteligt, at modeller er åleslanke. Men hvad så? Skal vi gøre noget ved det, eller skal vi læne os tilbage? Fitbay tiltalte mig virkelig, fordi det var så tæt på min egen historie, og jeg kunne hjælpe nogle mennesker og ændre deres selvbevidsthed, siger hun.

Michelle har mange gange måttet forlade prøverum tomhændet, fordi hendes krop ikke passede til størrelserne.

− Fitbay svarer til, at du går ind i en butik på Strøget, hvor alt er skabt til dig, uden at du behøver at prøve det. Det er skræmmende, hvor mange kvinder, der går ud fra et prøverum med en følelse af, at de ikke er okay, og at der er noget i vejen med dem. Vi vil gøre prøverummet overflødigt.

Og netop følelsen af at være uden for normalen, som for Michelle endte i en spiseforstyrrelse, vil hun og Fitbay gøre op med.

− På Fitbay viser vi, at der er mange mennesker ligesom dig, og du er fuldstændig normal, som du er, så man ikke hele tiden får kastet i hovedet, at man ikke kan passe noget tøj. Jeg synes, det er fint, at man kan bruge teknologien til det i stedet for en eksponering af bikinibilleder og flotte Victoria Secret-modeller.

Urimelige standarder
I dag er det første, Michelle ser om morgenen, når hun trækker gardinerne fra vinduet, en forstørret undertøjsreklame fra Magasin på bygningen overfor. Dér sidder en mørkhåret skønhed og slanger sig i havfruestilling og strutter med sine runde former, der munder ud i en smal talje. Det næste, hun ser, er sit eget spejlbillede i det store gulvspejl ved siden af vinduet.

− Jeg står der og kigger på modellen og tænker: "Sådan ser jeg jo ikke ud!" Der er fokus på ét ideal, og det er sådan, vi skal se ud. Men faktum er, at det gør vi ikke, og det kan bare skabe en dårlig følelse. Man bliver sur på sig selv, og det er jo åndssvagt, for det perfekte kropsideal er jo altid det, der er sværest at opnå. Vi sætter nogle standarder for os selv, som er helt urimelige.

Fitbay.com
Fitbay er et socialt netværk, der forbinder brugerne med andre, der har samme kropstype, højde og vægt som dem selv. Brugerne opretter en profil på Fitbay.com, hvor de angiver højde, vægt og kropsform. Hver enkelt bruger lægger billeder op af et stykke tøj, der passer dem, angiver mærke, størrelse og linker til en hjemmeside, hvor man kan købe produktet. Herefter bliver de introduceret til mærker og produkter, der er anbefalet af andre brugere, der har samme kropsform som dem selv. Fitbay.com åbnede officielt 11. juni 2014. Projektet har høstet millioninvesteringer fra blandt andre nogle af investorerne bag Spotify og Just-Eat.


LÆS OGSÅ: Nu vælger modehusene kurvede kvinder