Anne Dorthe Tanderup: Når det smager af noget, mættes man hurtigere – også i forhold til lækkersult

Historien

– Jeg voksede op i en kernefamilie i Østjylland. Der var ikke vildt fokus på sundhed, men der har været bønder på både min mors og min fars side, så det var naturligt for dem at leve fra jord til bord, som det hedder. God og nærende hjemmelavet mad af ordentlige råvarer.

Min mormor havde også en kæmpe køkkenhave, hvor jeg fik lov at hive gulerødder og asparges op eller proppe mig med bær. Der er noget grundsundt ved at se, dufte og smage mad i dens helt oprindelige form – også som en forebyggelse af kræsenhed. Udover god mad var det en selvfølge, at min søster og jeg dyrkede sport.

Håndbolden begyndte som lidt af en tilfældighed, fordi jeg havde en barnepige, som spillede. Jeg var fem år, da hun tog mig med til sin træning i hallen, og så fik jeg lyst til at prøve det. Senere dyrkede jeg også andre sportsgrene, blandt andet ridning og badminton, men fra jeg var cirka ti, kom der fokus på håndboldspillet.

Jeg skiftede til en seriøs klub og begyndte at få en fornemmelse af, at det her var jeg faktisk god til. Sådan lidt mere end bare gennemsnitligt. Fornemmelsen blev bekræftet nogle år senere, hvor jeg som professionel håndboldspiller var med til at vinde både EM, VM og OL. 

Læs også: Anne Bech: ”Jeg er ikke i tvivl om, at det er noget, jeg har gjort ved mig selv”

Skavankerne

– Elitesport er en kæmpeudfordring for kroppen, og i de år, hvor jeg spillede håndbold på topplan, var der ikke fokus nok på belastningerne. Jeg og mange andre fra min årgang blev slidt for tidligt. Helt konkret var det mit knæ, som bogstaveligt satte mig ud af spillet efter VM i Tyskland i 1997.

Jeg havde gennemgået tre større operationer i det højre knæ over en periode på seks år og fået kortisonindsprøjtninger, zoneterapi, ultralyd og smertestillende medicin, men det, jeg aldrig fik eller gav mig selv, var tid til at komme mig ordentligt. Det er sundt at dyrke motion og være i form, men elitesport er ikke sundt på den lange bane.

De skader, jeg pådrog mig, har ført til slidgigt, smerter og en vis indskrænkelse af min mobilitet. Ideelt set skulle jeg have et nyt knæ, men sådan et skal skiftes hvert tiende år, og det kan man maksimalt gøre tre gange. I praksis fører det regnestykke frem til et facit, hvor jeg meget vel kan havne i en kørestol, og det vil jeg selvfølgelig helst undgå.

I stedet for operation lever jeg sundt, og det er faktisk forbløffende, hvor stor forskel den rigtige mad, olier, fibre, øvelser og meditation gør for livskvaliteten.

Kosten

– Jeg uddannede mig til kostvejleder for godt ti år siden. Forståelsen for, at der er en meget direkte sammenhæng, mellem det vi spiser, og den måde vi har det på, kom til mig over nogle år. Bjarne og jeg flyttede til Italien, og selvom vi havde travlt med at drive henholdsvis cykelhold og en butik med skandinavisk design, så føltes det godt for mig at slippe for presset fra elitesporten.

Jeg havde været vant til at ignorere kroppens sprog og dulme smerter med medicin, men nu var der ro til at mærke efter, hvordan jeg havde det. Det blev tydeligt, at nogle typer af fødevarer føltes langt bedre end andre. Fx gør hverken gluten eller mælk noget godt for mig.

Det første er i særdeleshed interessant, for i de år, jeg spillede håndbold professionelt, var brød og pasta det, jeg spiste mest af.Vi fik jo at vide, at vi skulle have letomsættelige kulhydrater, men vi blev oppustede, fik fordøjelsesproblemer og uren hud.

I dag er der helt andre kostregler for topidrætsfolk og også for mig og min familie. Vi spiser masser af grønt, hvidt kød, fisk, sunde fedtstoffer, frø, nødder og bælgfrugter. Men uden at være fanatiske, så der er også dage med pizza, pasta og en enkelt rød bøf. Og vi har altid chokolade og lakrids i huset, men af en god kvalitet.

Når det, man putter i munden, virkelig smager af noget, mættes man hurtigere – også i forhold til lækkersult.

Motion

– Med slidgigt i knæene er jeg nødt til at være selektiv omkring motion. Jeg kommer aldrig til at spille håndbold igen – ikke engang for sjov, men til gengæld er jeg blevet bidt af at cykle. Med tanke på, hvem jeg er gift med, er det nok ingen overraskelse.

Bjarne og jeg cykler sammen i bjergene i det område, hvor vi bor i Schweiz, og jeg tager også nogle ture alene og nyder den smukke natur, roen og at bruge min krop. På dage, hvor knæene har det mindre godt, går jeg ture eller dyrker lidt blid yoga.

Læs også: Charlotte Bøving: Sådan holder jeg mig sund

Mental sundhed

– Jeg har som udgangspunkt et lyst sind. Der skal modgang til at skabe skyer, men ingen mennesker slipper for modvind. Det var en hård tid, da Bjarne blev ramt af depression, for der følger en enorm afmagt med, når man ikke kan hjælpe et menneske, man elsker.

Nu er han heldigvis for længst ude i lyset igen, men vi har fået en skærpet opmærksomhed på at passe på sindet, ligesom vi passer på kroppen. For mig handler det i praksis om at tage mig tid til at meditere og nulstille hjernen et kvarter hver eneste dag.

Har jeg en dårlig dag med store smerter, udvider jeg meditationstiden til to gange en halv time og kan faktisk få kontrol over smerten, så jeg ikke skal fylde mig med medicin.

Forfængeligheden

– Joh, jeg går da op i, hvordan jeg ser ud. I de år, hvor jeg spillede håndbold, levede jeg den største del af mit liv i træningstøj, men det stoppede, da vi flyttede til Sydeuropa. Her går kvinderne ikke i supermarkedet uden at være dressed to kill og med makeup og hår helt i orden.

Jeg lader joggingdragten ligge i skabet, men tager det i øvrigt lidt mere afslappet. Farver fx ikke mit hår, selvom det gråner, og det kniber min frisør at forstå. Hvad siger din mand, spørger hun, og jeg svarer; What… Tror du, han skal bestemme det??

Det er helt ok, at man kan se, jeg ikke er 25 mere, men når det er sagt, så vil jeg blive ved med at holde mig pænest mulig med sund kost, vitaminer, motion og meditation. Om jeg kunne falde i botoxfælden om nogle år, ved jeg ikke, men jeg er umiddelbart lidt nervøs for at miste genkendeligheden i mit spejlbillede.

Fremtiden

– Alderdom er et fænomen, der ligger langt forude. I den sammenhæng spiller det nok også en rolle, at mine forældre, som begge er i 70'erne, er i fuld vigør og fx ved at bygge et nyt hus. De virker ikke gamle, og sådan er det for mange i dag. Pensionistbegrebet har virkelig ændret sig de seneste årtier.

Hvordan mit livs efterår bliver, ved jeg ikke, men jeg vil gerne blive ved med at udrette noget og ikke bare spille golf og se tv. Jeg har stor lyst til at lave noget, hvor kvindefællesskab er i fokus. Tænk på, at jeg har en familie med mand, fire sønner og to bonussønner plus tilknytningen til Bjarnes cykelverden, hvor der også er maskulint flertal.

Jeg trives fint med det, men der må godt tilføjes nye kapitler, hvor jeg ikke bare er mor og hustru, men også går mine helt egne skridt og bruger min faglighed endnu mere. Det er jo forbistret vigtigt at skabe oplysning og bevidsthed om, at vores sundhed først og fremmest er vores eget ansvar.

Hvert menneske, jeg kan hjælpe og rådgive, føles som en sejr og er mindst ligeså tilfredsstillende som dem, jeg vandt på håndboldbanerne for mange år siden.

Læs mere om Anne Dorthe Tanderup i bogen "Min vej til en sundt liv" (Politikens Forlag)