Hvorfor er jeg blevet så afstumpet?

Spørgsmål om mentalt helbred

Jeg har som blot 28-årig været udsat for en hel del i mit liv.

Bare for at gøre det kort, så har jeg både oplevet en voldtægt, blevet drugget og senere forfulgt af en kæreste.

Læs også

LÆS OGSÅ

Kender du følelsen af, at du er ved at drukne i hverdagspraktik? Så er du ikke alene

Det sidste afstedkom, at jeg måtte flytte til en anden del af landet og til en hemmelig adresse. Senere var jeg tilmed ude for en arbejdsulykke, som jeg fortsat døjer med.

På trods af alt det, har jeg alligevel formået at få en dejlig tilværelse. Mit problem er dog, at jeg føler, at min empati med tiden er blevet mindsket. Jeg har ellers altid været et medfølende menneske, der har haft nemt ved at sætte mig ind i andres problemer, men det har ændret sig i de seneste år.

F.eks. fortalte en kollega mig fornylig om en depression, hun havde været igennem. Den var endt i et selvmordsforsøg og bundede i, at hun havde haft en svær barndom. Det ville jeg normalt godt kunne sætte mig ind i, men her følte jeg mig bare irriteret. Alt i mig skreg, at hun var en svækling, der skulle tage sig sammen.

Sådan kan jeg stadigvæk have det, men jeg tager så en maske på og lader så som om, at jeg forstår, selvom jeg inderst inde tænker, at folk er nogle svæklinge. Det giver mig skyldfølelse, for jeg ved jo godt, at deres smerte er ægte. Hvad stiller jeg op? Skal jeg leve med at have det sådan, eller kan jeg finde tilbage til mit gamle, empatiske jeg?

Vibeke Dorph råder til at give det tid

Jeg blev rørt, da jeg læste din mail. For selvom du ikke selv kan se det lige nu, så vidner dine ord kun om, hvilket afstumpet og koldt menneske, du netop ikke er. For var du kold og afstumpet, så ville du ikke bruge din tid på at bebrejde dig selv. Du ville i stedet føle, at du var i din gode ret til at bebrejde andre, at de ikke besad samme kulde og kynisme som dig selv.

Læs også

LÆS OGSÅ

Hvis du siger eller gør en af disse 7 ting hver dag, har du et bedre forhold end de fleste

Når vi går igennem hårde kriser og oplever svære ting, så er det et menneskeligt urinstinkt, at vi lukker ned for vores følelser og i stedet mentalt fryser for at overleve. Det er i situationen ganske nødvendigt for, at vi klarer skærene, men som du heldigvis har noteret dig, så har hverken kulde og kynisme noget at gøre i vores øvrige liv. Tværtimod, vi bliver hårde og fordømmer vores medmennesker, nok fordi vi inderst inde fortsat lukker af og er alt for hårde ved os selv.

Og hvad stiller du så op med det? Mit svar er, at du lader tiden gå. For tid er undervurderet, når det gælder følelsesmæssig heling, og i mine øjne virker du til at være godt på vej helt af dig selv.

Så fortsæt med at undre dig, når du føler, som du gør, men lad være med at bebrejde dig selv for det. Vær i stedet kærlig, overbærende og blid mod dig selv, for det vil resultere i, at du med tiden også bliver det overfor for andre.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.