sponsoreret indhold
SPONSORERET indhold

Svaret, Rikke May fik af sin læge som 28-årig, kom som et chok: ”Der er dødt”, lød beskeden

Tidlig overgangsalder sker oftere, end man skulle tro. Det ved Rikke May, som mærkede de første symptomer på 28-årig. Nu vil hun gerne have, at alle ved, hvad man skal holde øje med.

Af: Julie Bruun Lund Foto: Pernille Ringsing
07. mar. 2024 | Sundhed | ALT.dk

For mange kvinder i trediverne kan overgangsalderen være svær at forholde sig til – også selvom faktum er, at det er i de år, det biologiske ur begynder at tikke mere insisterende.

For overgangsalderen er i manges bevidsthed først noget, der sker, når man runder de 50. For det er dét, man altid er blevet fortalt. Men selvom gennemsnitsalderen, for hvornår langt de fleste kvinder kommer i overgangsalderen, er 45-55-års-alderen, så kan vi ikke lukke øjnene for den – heller ikke selvom man endnu ikke er fyldt 45.

Én af dem, der har erfaret det på egen krop, er designer og influencer Rikke May, som står bag Instagram-profilen af samme navn. Hun mærkede de første symptomer på overgangsalder, da hun var bare 28 år.

”Omkring 28-årsalderen begynder jeg virkelig at mærke, at der er en kæmpe forandring i min krop. Jeg har menstruation hele tiden; jeg har 27 dage, hvor jeg bløder, fire dages pause, og så har jeg måske 17 dage igen, hvor jeg bløder. Det er følelsen af at være stresset i kroppen, som onde sommerfugle,” fortæller Rikke May i sjette og sidste afsnit af dokumentarserien ”Cyklusrevolutionen”, hvor journalist Josefine Stork møder hende til en snak om netop dét; at gå tidligt i overgangsalderen.

”Jeg havde følelsen af stress, uro i kroppen, når jeg skulle sove om natten, det kunne være enormt voldsomme menstruationer, som var længerevarende, uregelmæssige – og så enormt meget det man kalder brain fog, hvor bilnøglerne ryger i køleskabet,” forklarer hun.

Det var de symptomer, som i sin tid fik Rikke May til at søge læge. Og i dag husker hun tydeligt, det svar hun fik.

You have no more eggs in your basket; der er ikke nogen hormoner, der er ikke nogen æg, der er ikke noget som helst. Der er dødt,” fortæller hun.

Varmeplastre og saunatæppe

I dag har Rikke May fundet metoder, som gør det mere tåleligt at leve med de symptomer, der er forbundet med overgangsalderen, fortæller hun. Én af dem er et hormonplaster, som hun skifter hver fjerde dag. Og plasteret er blevet nærmest uundværligt for hende.

”Pt har jeg fire plastre tilbage, og der er desperation lige nu, fordi de er i restordre. Sidste år kunne jeg se, at der kun var et apotek i hele Danmark, i Vollsmose i Odense, der havde en pakke, så jeg kørte fra København til Odense, hen over bro og hele lortet, det kostede 1.000 kr. at hente den pakke, men jeg kan ikke undvære det,” fortæller Rikke May og fortsætter:

”Det gør en kæmpe forskel. Der går ikke mere end et par timer (fra Rikke May tager plasteret af, red.), så begynder min mave at murre, og hvis jeg ikke får sat et plaster på samme dag, så er det hundrede procent sikkert, at jeg har menstruation dagen efter.”

Ud over hormonplastrene har Rikke May også fundet stor glæde ved et saunatæppe, som hun bruger 45 minutter hver aften, fortæller hun.

”Jeg fyrer den op på 80 grader, og så ligger jeg derinde og steger, og så er det, som om den regenererer systemet.”

Læs også

Inden du gik i overgangsalderen, var det så noget, du tænkte over?

”Nej, overhovedet ikke.”

Vidste du noget om overgangsalderen?

”Intet! Hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu, så ville jeg have sat mig mere ind i, hvad der foregår i min krop. Det er jo så skræmmende. Du kan ikke tage forgivet, at du får menstruation, du kan ikke tage forgivet, at du kan få børn.”

”Jeg kan se flere og flere snakke om overgangsalderen og flere og flere snakke om kvindekroppen, og jeg håber, at det du (Josefine Stork med dokumentarserien ”Cyklusrevolutionen”, red.) og det jeg gør, er med til at sætte meget mere fokus på, at vi skal passe bedre på os selv, og at vi skal være vores egen advokat, for der er ikke nogen andre, der gør det for dig, der er ikke nogen andre, der vil kæmpe din sag for dig, det er dig selv, der må gøre det. Og jeg synes, det er vigtigt at sprede budskabet,” slutter Rikke May.

Anbefalet til dig