Hormonbehandling og overgangsalder: Alt hvad du skal vide
Der er sket meget, siden det første middel mod overgangsalderens gener kom på markedet i 1926, men der er stadig en vis forvirring omkring hormoner. Hvad er fx forskellen på bioidentiske og syntetiske hormoner, og hvilke fordele og ulemper følger med behandling?
Hvad er det?
Biohormoner – eller bioidentiske hormoner, som de rettelig hedder, er hormoner, der på molekyleplan er magen til dem, kroppen selv producerer. Fx østrogen, progesteron og testosteron. Det er altså hormonernes opbygning, og ikke hvad de er lavet af, som giver betegnelsen bio.
De fleste "moderne hormoner" er lavet på denne måde, og det gælder også dem, der produceres i medicinalindustrien, som ellers ofte påhæftes betegnelsen syntetisk. Får man udskrevet en recept på østrogener hos læge eller gynækolog, vil det i alle tilfælde på nær et (Livial), være bioidentiske hormoner, der udleveres på apoteket.
Hvordan anvendes det?
Biohormoner kan tilføres kroppen i pilleform, som gel eller creme, plastre eller med en hormonspiral, der opsættes i livmoderen. Med piller er dosis helt præcis, men der kan være øget risiko for bivirkninger. Gel, creme, plaster og spiral giver lokalbehandling med få eller ingen bivirkninger, men der er større usikkerhed omkring mængden, som optages i kroppen.
Læs også: "Hjælp jeg er fanget i en midtvejskrise"
Hvem tilbydes behandling?
Kvinder i overgangsalderen, der får gener, når æggene i æggestokkene slipper op, og kroppen ikke længere producerer progesteron og østrogen. For de fleste indtræffer overgangsalderen, når de er mellem 45 og 55 år. Hormonbehandling kan også tilbydes kvinder, der stadig producerer æg, men er i hormonel ubalance.
Hvordan foregår det?
Er generne fra overgangsalderen så slemme, at det påvirker hverdag og livskvalitet, kan man kontakte sin læge eller gynækolog. Ved samtale og eventuel udfyldning af et skema (Visuel Analogskala/ VAS) klarlægges problemerne, og det vurderes, om hormonbehandling skal sættes i gang. L
ægen kigger på det samlede helbredsbillede, så en eventuel øget risiko for bivirkninger ikke overses. I nogle tilfælde anbefales det at starte med livsstilsomlægninger i forhold til kost, motion, mindfulness etc.
Kilder: "Naturlig hormonterapi" af Anette Palin, "Vild med hormoner" af Sussie Sheikh, "Kaos i kvindehjernen" af Mia Lundin, Netdoktor.dk, Sund-forskning.dk, Videnskab.dk m.fl.
Fordele og ulemper
- Fordele: På plussiden er den helt oplagte, nemlig at hedeture, humørsvingninger, dårlig nattesøvn, udmattelse mm. mindskes eller forsvinder. Hormonerne har også en gunstig indvirkning på bindevævet, så risikoen for slap bækkenbund og nedsynkning af blære og livmoder mindskes. Tilsvarende nedsættes risikoen for knogleskørhed og knoglebrud. En anden positiv effekt er, at risikoen for kræft i livmoder og mave-tarmsystemet bliver mindre.
- Ulemper: På listen over ulemper er en øget tendens til blodpropper i ben og lunger. For kvinder med forhøjet og dårligt reguleret blodtryk frarådes hormonbehandling, og det samme er tilfældet, hvis man har haft en blodprop. En anden negativ faktor, der ofte dukker op, når der tales om hormoner, er bekymringen for brystkræft. I vestlige lande vil 6,5 procent af alle kvinder udvikle brystkræft, og for dem, der er i hormonbehandling med østrogen og gestagen, er tallet 8,5 procent. Begrænses behandlingen til kun at indeholde østrogen eller et minimalt indtag af gestagen, nedsættes risikoen.
(Kilde: The Lancet)
Udbredt i udlandet
I Danmark udskrives hormoner til kvinder plaget af klimakterielle gener, men på nogle klinikker i udlandet tager man skridtet videre.
Fx hos lægen Thierry Hertoghes i Bruxelles, hvor der tilbydes behandling med kombinationer af biohormoner, som hjælper til at bevare et ungt udseende, stærkere muskler, sexlyst mm., selvom man ikke er plaget af klimakterielle gener.
Om samme tendens breder sig til Danmark, er uvist, men som det ser ud nu, udskrives færre hormoner her og i det øvrige Norden, end i en del andre europæiske lande.
Hormonbehandlingens historie
Der har været overgangsalder ligeså længe, som der har været kvinder med en levealder over 45-50 år, men fænomenet omtales første gang i litteraturen i 1816. Den franske læge De Gardenne skrev: ”Råd til kvinder der kommer ind i den kritiske alder”.
Konkret behandling sås dog først i 1923, hvor det lykkedes lægerne at isolere hormoner fra kvinders æggestokke. I 1926 blev det første kommercielt tilgængelige østrogen-præparat tilgængeligt, men behandlingen fik først sit brede gennembrud efter udgivelsen af den engelske bog Feminine Forever i 1966.
Bogen blev omtalt vidt og bredt i amerikanske og europæiske dameblade, og mange kvinder fik kendskab til, at gener i overgangsalderen ikke er noget, man skal leve med.
Efterspørgslen af hormoner steg drastisk, men i 80'erne og 90'erne satte store internationale undersøgelser fokus på den forøgede risiko for brystkræft og blodpropper, som angiveligt fulgte med hormonbehandlingen.
Forbruget faldt med 60 procent både i USA og Europa, men i takt med ny forskning, nye produkter og nye retningslinjer er interessen for behandlingen igen stigende.