Klumme: Mit liv er en skrækhistorie for andre i 30’erne

Er du fyldt 30, skal du have styr på karrieren, være i et fast parforhold, være i gang med at få børn og bo et fedt sted. Eller hvad?

Det virker i hvert fald som om, at der er gået et kapløb i gang i min omgangskreds, i takt med at vi alle er begyndt at forlade de brølende 20’ere.

Jeg fyldte 30, da coronaen for alvor fik sit tag i Danmark. Jeg havde lige købt et hus i Rødovre med min kæreste, hvor vi skulle have gamerrum og walk in closet, vi skulle giftes ude i haven, og vi skulle være lykkelige på den der afdæmpede måde, som mange andre er.

Til en fest kort tid efter tog jeg mig selv i at sige; “Altså, der er jo også grænser for, hvor lykkelig man kan være i denne her alder. Jeg orker ikke at skulle starte forfra.” Til samme fest var jeg ham utro, og en måned senere var vi gået fra hinanden. Huset blev sat til salg, før vi overhovedet nåede at flytte ind.

Jeg har begået den ultimative voksenlivs-harikiri: Jeg havde i forvejen sprunget en atombombe i min karriere ved at skifte job fra journalist i TV-branchen til smedelærling. Nu er jeg også single og bor med min mormor og to hunde på landet og har derfor smidt samme bombe i mit privatliv.

Vi er i halloween-måneden, og min historie må være den uhyggeligste, du kan fortælle til andre mennesker i 30’erne. Sandheden er, at jeg aldrig har været så lykkelig.

Havde jeg været en mand, var der ikke gået længe, før et tv-hold fra DR var dukket op ude i indkørslen for endnu engang at dokumentere tabermanden ude i provinsen, der har en erhvervsuddannelse og bor hjemme hos (mor)mor.

Er det drømmen?

I 2019 ville socialdemokrat Simon Simonsen have, at karrierekvinderne gav de lavtuddannede mænd nogle børn. Og til Simon Simonsen har jeg en god og en dårlig nyhed.

Den gode: Den højtuddannede kvinde har endelig valgt tabermanden.

Den dårlige: De er begge to mig. Og ingen af os vil have børn.

Det er ikke noget, der bliver sagt højt. Der sker bare en lemmingeffekt, hvor alle begynder at løbe i samme retning, præcis som når der spreder sig rygter i køen til Roskilde Festival om, at hegnet er væltet i Vest.

Men hvad løber I efter? Er det tryghed? Er det ambition? Er det jeres drømme, eller er det i virkeligheden mere jeres forældres eller samfundets?

Det er den klassiske stoledans, hvor alle pludselig har sat sig og fundet en stol. Bevares, der er nogle, der har sat sig i en 7'er stol.

Men der er altså også et par stykker, der har sat sig meget bestemt i en sækkestol, og de lader som om, at en sækkestol faktisk var den stol, de hele tiden ville have haft, og den faktisk er rigtig god at sidde i – selvom den ikke er ret pæn.

Jeg må bare undre mig over, at selvom vi startede ud med vidt forskellige fantasier og idéer om det gode liv, så ender langt, langt de fleste det samme sted: Karriere, partner, baby, bolig.

For ellers kommer voksenpolitiet efter dig. Uhh, voksenpolitiet! De slår dig i hovedet og gør opmærksom på, at Peter Pan kun eksisterer i Never Never Land, og du må tage dig sammen og blive voksen. Du kan jo ikke blive ved med at gå i byen, når du er blevet 40. Det er jo sørgeligt. Nu sætter du dig i den sækkestol, blev der sagt!

Hvor blev bollerummet af?

Hvor blev kritikken af bedsteborgerne egentlig af?

Blev 68'ernes børn så brændte af bollerum og trælegetøj og frithængende patter, at de bare pakkede sig i deres rækkehuse med så stor dedikation, at deres bedsteforældres liv i 50-erne var boheme til sammenligning? For dengang skulle man trods alt kun have et fast arbejde, et hus og en familie for at passe ind.

I dag skal du jo også have karrieren oveni og se lykkelige ud på Instagram. Hjemmet skal pakkes med Hay og bObles, børnene skal have økologisk tøj på, og der er nul sukkerpolitik.

På trods af offentlig snak om regnbuefamilier og åbne parforhold og interview efter interview med kvinder, der vælger børn fra eller får børn alene, så er det stadig en vanvittig tanke at tænke selv.

Jeg tror, at vi kunne være lykkeligere og friere mennesker alle sammen, hvis fravalget af de faste rammer er mindst lige så naturlige som tilvalget. Og når så skilsmissen rammer i over halvdelen af alle ægteskaber, når karrieren ikke blev til det drømmejob, som der var udsigt til, så behøver det måske ikke at føles som så stort et nederlag.

For livet er kort, livet er magisk, og du er så meget mere end bare den rolle, du spiller i samfundet og de krav, der er til dig. At du bare er her og er i live, gør dig uendeligt værdifuld.

Som Karen Blixen sagde: “Du kan ikke leve uden stort mod.”

Jeg elsker mit liv. Det er bestemt ikke for alle, men det er mit, og jeg har selv valgt det med åbne øjne.