”Min mand er utro, men jeg har ikke lyst til at forlade ham”

"Ingen af mine veninder fatter, at jeg bliver. De siger, at jeg allerede har fundet mig i alt for meget, og at jeg virkelig burde forlade ham og smække døren bag mig. Han er vel også, hvad mange ville betegne som et dumt svin."

Lenes mand er utro, og hendes veninder tænker, som de fleste andre nok vil gøre, at hun ikke skal finde sig i at blive behandlet på den måde.

Lene er alene i terapi og fortæller:

"Jeg opdagede, at han havde en affære med sin sekretær"

"I know, det kan ikke blive mere klichéagtigt – sidste forår. Det er altså over et år siden … og affæren kører endnu. Han siger, at han ikke kan give slip på hverken hende eller på mig. At jeg er den trygge base, familien, verdens bedste mor for vores børn, og at han elsker vores liv sammen. At hun er eventyret og liderligheden og alt det spændende. Det er virkelig hårdt at få at vide, at jeg er den kedelige og praktiske. Hende med frikadellerne og forældremøderne og de flade sko."

Alligevel er Lene blevet i forholdet vel vidende, at hendes mand har noget kørende ved siden af. Og det har hun tænkt sig at blive ved med.

"Fordi jeg elsker ham. Det har jeg altid gjort. Jeg er et meget loyalt menneske, og jeg skrider ikke bare fra pladsen. Jeg vil ikke miste min familie, livet med mine børn og heller ikke ham. Jeg elsker vores liv sammen. Men samtidig kan jeg mærke, at jeg bliver slidt op i det her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre?"

Hvad vil du finde dig i? Hvad gør vi, når kærligheden er så stærk, at vi ikke har lyst til at gå, selvom vi bliver svigtet? Eller hvis vi er mere bange for at være alene og skulle klare os selv, og derfor hellere vil finde os i, at vores grænser bliver overskredet igen og igen?

Som unge har vi ofte et sort/hvidt billede af, hvad vi vil være med til, og hvad vi ikke vil finde os i. Med alderen bliver vi lidt blødere i kanten og kan se, at livet har mange nuancer, og at det ikke altid er lige til at træffe en så stor beslutning, som det er at gå og splitte en familie op.

Lene og jeg taler om, hvorfor det er så vigtigt for hende at bevare sin familie, og hvad der får hende til at blive hos en mand, som er utro og tillade, at han overskrider hendes grænser.

"Jeg ved faktisk godt, at det ikke handler om mig, at min mand er utro. Han har altid haft brug for eventyr i sit liv, og jeg kan mærke, at han samtidig elsker mig. Vi nærer en dyb kærlighed til hinanden. Vi hører sammen. Det har jeg aldrig været i tvivl om. Samtidig er det selvfølgelig ikke rart at høre, hvad hun betyder for ham. Prinsessen i mig vil jo gerne være den eneste ene, men jeg ved samtidig, at det, vi har sammen, er noget særligt, uanset at han er vild med hende. Jeg ved godt, at det lyder syret."

Læs også: Parforhold: "Han viser mig ikke, at han elsker mig"

Uro i barndomshjemmet

Lene fortæller, at hun er vokset op i en meget flippet 70'er-familie med bollerum og meget vide grænser for, hvad man kunne. Der har været meget uro i barndomshjemmet, og Lene har været meget overladt til sig selv.

Derfor er familien ekstremt vigtig for hende, og hun er villig til at kæmpe for den. Hun vil give sine børn en anden opvækst, end hun selv har haft. Også selvom det betyder, at hun skal sluge nogle kameler.

"Jeg er bare ikke klar til at gå. Jeg har det sådan, at hvis han vil se hende, så må han gøre det. Det bliver ikke mig, som smider håndklædet i ringen, for jeg kommer til at miste mest. Jeg kommer til at miste den kernefamilie, som jeg har slidt så hårdt for, og det er mig for dyrebart, også selvom det betyder, at jeg sætter ham fri til at være sammen med hende. En stor del af mig tror på, at han kommer tilbage."