Mit liv med PCO: ”Gennem hele livet har jeg haft følelsen af at være for tyk og ikke kunne gøre noget ved det”

PCO er et syndrom, som rammer omkring en tiendedel af alle kvinder, men som ikke desto mindre kan være svært at tale åbent om for de diagnosticerede. Vi har talt med tre kvinder fra tre forskellige generationer om, hvordan PCO påvirker deres liv og hverdag. Her fortæller Hanne Elm, 52 år, fra København.

LÆS OGSÅ: 5 tegn på at du måske har PCO – og hvordan du skal reagere på dem

Igennem gymnasietiden finder jeg ud af, at jeg er en lille smule anderledes end de andre. Jeg får ikke menstruation. Jeg får det en gang, og så går der rigtig lang tid, inden det kommer næste gang. Senere snakker jeg med min læge om det, og jeg bliver sendt til nogle undersøgelser, hvor de så konstaterer, at det er PCO.

Det tænkte jeg ikke nærmere over. Jeg trænede helt vildt meget den gang: spillede fodbold, håndbold, volleyball og kampe i weekenden. Jeg tænkte på fordelen ved ikke at skulle have menstruation så tit som alle andre. Det er jo først senere, det er gået op for mig, at der følger mere med.

Når man er ung, har man de der konkurrencer med veninderne: "Nej nu må vi også tabe os. Den der taber sig mindst skal give en middag i byen". Det var aldrig muligt for mig at tabe mig, selv om jeg nærmest ikke spiste noget i fire uger. De andre troede jo, jeg snød. At jeg puttede mere i hovedet, end jeg sagde, så jeg tabte jo næsten hver gang.

Gennem hele mit liv har jeg haft følelsen af at være for tyk og ikke kunne gøre noget ved det. Det fylder jo helt vildt meget. Jeg har også været hos psykolog, men det er ikke bare noget, man bare lige pakker væk. I dag tænker jeg meget over, hvad jeg spiser, og jeg synes, det er svært at komme ud, for folk kan ikke forstå, at jeg skal spise mere protein end almindelige mennesker. Jeg spiser som en mand rent kødmæssigt og overdrevent meget grønt.

LÆS OGSÅ: 9 ting du skal vide, hvis du gerne vil være gravid

Når jeg er ude, vælger jeg noget med proteiner og sørger for at få skiftet nogle af tingene på tallerkenen ud med grøntsager. Jeg vælger altid noget med kød eller fisk, aldrig en eller anden pastaret. Folk spørger, hvorfor jeg tager så meget kød: "Nu er der vel nok til os andre? Hold da op, du tager meget skinke!". Sådan nogle kommentarer - det kan gøre mig ked af det.

Jeg er nok 45 år gammel, da jeg begynder hos en diætist, hvor jeg kommer ind i et ordentligt forløb, og så taber jeg mig 26 kg og kommer ned og vejer godt 70 kg. Jeg har det super godt og er stolt over at vinde kampen. Det vejer jeg, indtil jeg bliver 50, så går alting galt. Jeg bliver træt og utilpas, jeg kan ikke læse en bog, jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg tager på: Godt et kg om måneden, indtil jeg bliver udredt for, at jeg har for lavt stofskifte. De 26 kg kan jeg nu vinke farvel til, for de 16 er på igen, selv om jeg har spist på samme måde.

Nu har jeg lavt stofskifte og PCO – en ikke sjælden kombination. Og det er der ikke så mange, der ved noget om. Man ved ikke, om det hænger sammen, men man har en formodning om det. Jeg er ikke sikker på, om man overhovedet forsker i sammenhængen.

Jeg vil gerne fortælle min historie, fordi det betyder noget for dem, der har PCO. Jeg bliver ked af det, for jeg gider simpelthen ikke at være så syg. Det fylder meget i mit hoved hele tiden, og der er ingen, der rigtig ved, hvad det er. Det drejer sig jo ikke kun om ikke at kunne blive gravid. Den del er faktisk det mindste af det. Det er et livslangt syndrom, som man ikke bare lige kan komme ud af.