Pia Allerslev: "Jeg bryder mig ikke om at være alene"

HVAD SIGER DU, NÅR VI SIGER LYKKE?

– Det kan gøre mig utrolig glad, når jeg er ude at løbe med hunden og ungerne, og solen skinner på os. Jeg er ikke så god til kulde og sure mennesker. At dyrke motion gør mig i det hele taget oftere og oftere lykkelig. Tidligere hadede jeg at løbe, det skulle bare overstås hurtigst muligt på et løbebånd i motionscentret. Men forrige år, da jeg for sjette gang skød Spartas Powerade Halvmaraton i København i gang, kom jeg til at sige, at jeg ville løbe med næste år. Det kunne arrangørerne „desværre” huske, så jeg måtte i gang med at træne, selv om jeg aldrig før havde løbet mere end kilometer. Det endte med, at jeg ved løbet i september sidste år kom i mål på 2 timer, 14 minutter og 52 sekunder. Det gav mig den vildeste fornemmelse af lykke. Jeg har også planlagt at løbe med i VM i halvmaraton i København her i foråret, et arrangement, jeg som borgmester selv har været med til at få til København. Den tidligere landstræner i mellem- og langdistanceløb, Thomas Nolan, er blevet min personlige træner. Alene hans træningsprogram og det, at han løber med mig indimellem, har flyttet mig utroligt.

ENSOMHED?

– Jeg føler mig sjældent ensom. Hvis jeg har en weekend uden arrangementer, sørger jeg for at invitere venner til middag. Det er højst hver anden måned, at jeg har en aften helt for mig selv. Det er fint, for jeg dur ikke til at være alene. Jeg synes, livet er meget sjovere, når det leves sammen med andre. Det behøver ikke at foregå ved store selskaber. Jeg elsker også at sumpe i sofaen med en veninde og en kande te og tude over en film. Sport dyrker jeg også helst sammen med andre. Jeg træner i motionscentret på brandstationen bag ved Københavns Rådhus, og der møder jeg næsten altid nogle andre fra Rådhuset, eller vi aftaler at gå derover sammen. Jeg er en selskabspapegøje og får meget mere lyst til at presse mig selv, når jeg er omgivet af andre.

AMBITION?

– Jeg har været i politik i 12 år nu og været borgmester i seks år. Andre vil nok sige, at jeg er enormt ambitiøs, men jeg er ikke typen, der tilsidesætter alt andet for at nå mine mål. Faktisk kom jeg lidt ind i politik på Rådhuset ved en fejl. Jeg havde været medlem af Venstres Ungdom i mange år og formand for Venstre på Østerbro, men gik også op i at være folkeskolelærer. Så blev jeg flere gange spurgt, om jeg ville stille op til borgerrepræsentationen og sagde hver gang nej. Til sidst overgav jeg mig dog og fik til min overraskelse et flot valg. Senere blev jeg borgmester, fordi der var en, som stoppede i utide. I det hele taget føler jeg meget, at jeg er kommet ind fra siden. Men jeg er jo blevet glad for det og kan godt drømme om at prøve landspolitik på et tidspunkt, selv om jeg har rigeligt med udfordringer lige nu.

– Jeg har altid godt kunnet lide at bestemme, det tror jeg også, at mine søskende vil sige. Men jeg går op i at give folk plads. Min mand plejer at sige, at jeg er god til at give andre opfattelsen af, at det er deres ide, når det i virkeligheden var min. Jeg synes også, jeg er god til at samarbejde og indgå alliancer.

DRIVKRAFT?

– Det er en vigtig drivkraft for mig at kunne se, at der sker en udvikling, og at jeg rykker. Ros og anerkendelse betyder også meget. Jeg bliver glad, når min mor ringer og siger: „Hvor var det flot, det du sagde.” Eller hvis jeg møder et skulderklap. Vi politikere er faktisk meget bedre til at rose hinanden, end man skulle tro. Vi kommer bare kun i avisen, når vi beskylder hinanden for at være idioter, og derfor tror folk, at vi hader hinanden. De ser ikke, at vi ofte efter et stort skænderi går ud og drikker et glas rødvin sammen.

– En anden drivkraft er, at jeg er megastædig. Før 2010 havde jeg aldrig siddet på en racercykel. De første 25 kilometer under træningen væltede jeg fem gange, fordi jeg ikke kunne finde ud af at klikke ud af de skide pedaler. Jeg var blå og gul og grøn over det hele, men tænkte, hvor svært kan det være? Og nu har jeg kørt med københavnerholdet til Paris for Team Rynkeby både i 2010 og 2011. I 2012 gennemførte jeg den legendariske bjergetape på Alpe d’Huez som ambassadør for Kræftens Bekæmpelses projekt „Træd Til”. Jeg havde besluttet, at jeg ville cykle den på under to timer, men det tog mig to timer og fem minutter. Da de andre festede igennem lørdag aften, gik jeg i seng. Søndag morgen stod jeg op og fik to venner til at cykle med hen til bjerget igen og gennemførte nu etapen på én time og 47 minutter. Og så pakkede vi cyklerne sammen og fløj tilbage til Danmark.

JALOUSI?

– Den følelse eksisterer ikke i mig og heller ikke i min søde og dejlige mand. Det kan heller ikke hjælpe at være jaloux anlagt, hvis man skal være gift med mig, for jeg er meget udadvendt og har mange mandevenner. Jeg kommer tit hjem og lugter af røg og sprut. Min mand går også ofte ud på egen hånd med sine kvindelige kollegaer. Den slags kræver, at vi har hundred procent tillid til hinanden. Jeg er en stor tilhænger af tillid og af at kunne tilgive, det er helt grundlæggende værdier i mig. At elske en betyder for mig også, at man respekterer og passer på den anden og opfører sig ordentligt.

TEMPERAMENT?

– Jeg kan blive hysterisk vred og råbe nogle meget grimme ting ad folk, men det sker gudskelov sjældent, og kun når jeg er meget presset. Der er nogle få politikere i mit arbejdsliv, som udløser det, men dem prøver jeg at holde mig fra. Og så er der min lille dejlige datter. Siden hun var et år, har hun haft en evne til at gøre mig fuldstændig vanvittig arrig, fordi hun ligner mig så meget. Hun er lige så stædig, insisterende, viljestærk og ordkløvende. Efter nogle morgener, der endte i råb og skrig og gråd, og hvor vi begge gik hjemmefra med ondt i maven, har vi været nødt til at indgå nogle aftaler, så vi ikke ramler sammen hele tiden.

– Til gengæld skændes min mand og jeg aldrig. Med alderen synes jeg i det hele taget, at jeg er blevet bedre til at mærke, hvis jeg har en dårlig dag. Så hjælper det at tage en hurtig løbe- eller cykeltur, hvor jeg bliver blæst igennem og får det værste ud.

PRÆSTATIONSANGST?

– Jeg har aldrig haft problemer med at være på. Jeg var seks år gammel, da jeg første gang holdt tale til min morfars 60-års fødselsdag foran hundrede mennesker. Den slags er altid faldet mig nemt. Ellers ville det også være for krævende at have et job som mit. Men jeg kan sagtens have præstationsangst på andre områder. Der er bare ikke ret mange, som ved det, fordi jeg er god til at skjule den.

– Det er fint at være nervøs over noget stort, jeg skal sætte mig op til. Men det er for meget, hvis jeg selv og andre begynder at tvivle på, om jeg kan. Jeg har lært på den hårde måde, at det kan ødelægge alt. Da jeg skulle cykle op ad Alpe d’Huez, havde jeg en følelse af ikke at kunne. Roeren Eskild Ebbesen gav mig det råd at tænke, at jeg selvfølgelig kunne, og at jeg gjorde det for min egen skyld, ikke for andres. Det har jeg haft med i baghovedet, når jeg skal præstere noget.

Pia Allerslev om sundhed

„Det er vildt, at jeg skulle fylde 40, før jeg var tilfreds med min krop og min sundhedstilstand. Jeg har aldrig følt mig bedre tilpas end nu. Siden jeg var en stor pige, har jeg haft udfordringer med vægten. I mit job som borgmester røg der mange kilo på. Men i løbet af de sidste to år har jeg tabt 20 af dem igen. Det hjalp mig på vej, at jeg medvirkede i „Vild med dans”, men især at jeg det sidste år helt har droppet pasta, ris og hvidt brød. Jeg holder også igen med store portioner, alkohol og slik. Tidligere var jeg ved at kaste op over kvinder, der fortalte, at de tog deres løbesko med i rejsetasken. Nu er jeg selv sådan en. Jeg træner stort set hver dag en halv eller hel time, det er en integreret del af mit liv. Men jeg bliver aldrig fanatiker. Jeg vil have lov til at feste en gang imellem. Der skal være plads til dårlige vaner, ellers bliver livet for kedeligt.”