Sophie Fjellvang-sølling: Jeg kan godt lide at miste kontrollen

Alder: 32 år.

Karriere: Professionel skiløber fra 2005-2012. Har 16 danske guldmedaljer i storslalom, slalom og super G. Er den danske skiløber, som er nået længst internationalt, bl.a. en 9.-plads ved VM i skicross i 2007. Ved Vinter OL i 2010 blev hun nr. 21 ud af 35, selv om hun et halvt år forinden havde brækket ryggen.

Uddannelse: Afslutter tandlægestudiet i 2015. Flyttede som 16-årig til Norge for at gå på Norges Topidræts Gymnasium. Hun boede otte år i Norge og læste psykologi.

Aktuel i: Er skilærer og vært på TV2s nye program „Skiskolen”, som har premiere 28. oktober.

Tv: Vandt „Vild med dans” i 2011 sammen med danseren Silas Holst.

Privat: Mor til Maximillian på to et halvt år. Bor i Gentofte.

Sport: Træner to timer om dagen seks dage om ugen bl.a. kitesurfing, bikram-yoga, svømning, moutainbike, rulleskøjter − og selvfølgelig ski. Gennemførte her i vinter verdens længste langrendmaraton, Troll Ski Marathon på 95 km.

– Jeg siger altid „ja” til en udfordring. Aldrig nej. Og jeg forsøger at finde en ny udfordring hver eneste dag. Noget, jeg kan lære. Noget, jeg skal turde. Det kan godt være krævende. Både at gøre det – og at blive ved at finde på. Men jeg gør det, fordi jeg for lang tid siden tog en beslutning om, at jeg ikke vil lade mig begrænse af frygt eller tanken „det kan jeg nok ikke”.

– For det gør den cirkel, som du bevæger dig inden for, mindre og mindre. Jeg vil gøre min større. Det gør jeg ved at opsøge ting, jeg ikke har prøvet og kan – endnu. Så jeg hele tiden flytter mig. Det giver mig livskvalitet. Det er formiddag. Sophie Fjellvang-Sølling har røde kinder og er lidt forpustet. Hun er lige kommet blæsende ind ad døren. Er i gang med at træne til en halv ironman. Hvilket har krævet, at hun lærer at svømme, for det kunne hun ikke i forvejen. Apropos at opsøge nye udfordringer. Og for hende er det fysiske og mentale aspekt stærkt forbundet. Uanset, hvilke grænser hun afsøger.

– Jeg begyndte også at kitesurfe for 10 år siden, og jeg elsker det. Det har nogle af de samme elementer som skisport – hvor du møder alle de kræfter, der er i vind og vejr. Jeg kan godt lide at miste kontrollen og genvinde den igen. Det har jeg oplevet så mange gange på ski – hvor det gælder om ikke at handle i panik, men lige læne sig frem i støvlen, trække vejret, komme ind til kernen, få fat om dig selv og ro på. Lidt ligesom når man bliver følelsesmæssigt oprørt – men vælger at lade være med at handle i affekt. Det sidste lærte jeg af Nikolaj. Det virker! 32-årige Sophie Fjellvang-Sølling er Danmarks bedste skiløber nogensinde med bl.a. 16 danske guldmedaljer og flotte placeringer i flere VM, World Cup-finaler og deltagelse i Vinter OL i 2010. Hun var på vej mod OL igen i 2014, men stoppede ski-karrieren sidste år, da hendes mand, Nikolaj Fjellvang-Sølling, som var advokat, pludselig døde af hjertestop. Han blev kun 36 år, og Sophie Fjellvang er i dag alene med deres søn, Maximillian, på to et halvt år. Sorgen er hendes private. Den har vi aftalt ikke at tale om. De konkrete konsekvenser af hendes nye livssituation ser sådan ud:

– Jeg løber stadig en masse på ski. Fordi jeg elsker det. Men OL gav jeg slip på. At kvalificere sig kræver, at jeg rejser meget. Det har jeg ikke lyst til. Jeg vil hellere være hjemme hos Maximillian. Og jeg oplever det ikke som et stort tab. Jeg har været professionel skiløber i 99 procent af tiden de sidste 15 år, men det er ikke min identitet. Jeg har aldrig følt mig som skiløberen, men altid bare som mig selv.

Jeg har tit været bange

Færdighederne på ski har Sophie Fjellvang for nylig haft brug for i et nyt setup. Og endnu en udfordring: At lære fem absolut nybegyndere at stå på ski og komme ned ad den sorte pist – på en uge. Kan man det? Måske. Men ikke uden at komme til at tisse i bukserne af grin smiler Sophie Fjellvang-Sølling, som kan opleves som skilærer for bl.a. Master Fatman, Laura Drasbæk og Robert Hansen, når TV2 28. oktober har premiere på programmet „Skiskolen”.

– Er de bange?

– Ja, og det kan man også tydeligt se. Det handler jo om frygten for at miste kontrollen. Først over skiene – og så over, hvad der sker med din krop, når det går rigtig stærkt, og det ikke er dig, men skiene, der styrer.

Hvad gør du så?

– Indgyder ro. Jeg ved jo, at jeg til hver en tid kan tage fat i selv Master Fatman, bremse ham og få os begge to ned ad pisten. Også den sorte…

– Har du nogensinde selv været bange på ski?

– Ja da, masser af gange. Megabange. Skicross, som har været min disciplin, er sindssygt. Det er bare farligt. Meget vildere end slalom og minder lidt om motorcross med store hop. Laver du for korte eller lange sving, så slår du dig virkelig. Det koster let et brækket ribben eller et knæ, og jeg har haft mange alvorlige skader. Så på en ny bane, man ikke kender, er man bange… der er i hvert fald adrenalin.

– Men hvorfor skal det absolut være så vildt med dig?

– Jeg har altid været en drengepige, der brækkede knogler og gik med krykker. Lige fra jeg var helt lille. Og så kan jeg godt lide, når noget er målbart. I slalom kører du alene. I skicross er man fire på banen og kører nærmest oppe på hinandens ski, så du kan hele tiden se resultatet af din indsats – det er lidt ligesom at være tandlæge.

– Hvordan det?

– Jo, din patient kommer ind, du borer, fylder i, færdig! Og du må ikke bore forkert, for en tand vokser ikke sammen igen, sådan som hud f.eks. gør. Du har kun ét forsøg. Det kan jeg godt lide. At jeg har et ansvar – og samtidig skal gøre folk trygge.

Sophie Fjellvang-Sølling flækker i et stort grin. Det er da det samme, insisterer hun. Som at få Master Fatman ned ad den sorte pist. På en måde.

Nikolaj gjorde mig mere diplomatisk

Sophie Fjellvang-Sølling flyttede hjemmefra som 16-årig. Til Norge, hvor hun gik på idrætsgymnasium for at kunne træne det talent for skisporten, hun tydeligvis havde. Men det stærke bånd til familien tog hun med. Og nogle vigtige kerneværdier, som hun siden selv har bygget videre på.

– Jeg tror, at vi lærer af det, vi ser. Mine forældre er meget aktive. Så det er helt naturligt for mig. Jeg er ikke vokset op med et billede af, at vi skal ligge på sofaen for at kunne hygge os og slappe af. Det har været en fordel, når jeg har stået ude på bakkerne, og det har strejfet mig, at nu sidder alle andre hjemme i varmen. Jeg får ikke ondt af mig selv – jeg prøver at finde dét, der giver værdi i det øjeblik. F.eks. at jeg står her på pisten og er træt og kold, fordi det fører mig til det resultat, jeg gerne vil opnå. Eller at jeg kan se den fantastiske solnedgang, som de andre går glip af.

– Hvad har du lært af Nikolaj, som du virkelig sætter pris på?

– Diplomati. Ikke at træffe beslutninger, når jeg er følelsesmæssigt oprørt, men at vente, til jeg har fået ro på. Det ligger ikke så naturligt til mig. Jeg har altid syntes, at den side af Nikolaj var så fascinerende og tiltrækkende. At han kunne være diplomatisk – uden at være kedelig.

Indre motivation betyder alt

Sophie Fjellvang-Sølling er opdraget efter devisen: „Du skal afslutte det, du går i gang med.” Det kan være tæt på ubærligt, når man er fem år og vil danse ballet som sin otte år ældre storesøster. Men er elendig på tåspidser og i tylskørt.

– Og dét var jeg! Men min mor er pædagog, og hun har lært mig at give ting en ordentlig chance – at fordybe mig i stedet for at shoppe rundt uden at afslutte noget.

– Jeg tror på, at jeg kan det, jeg vil – jeg er bare bevidst om, at det kræver en indsats. Der er ingen hurtige genveje. Hvis jeg vil være god til at stå på ski, spille på et instrument eller være dygtig til mit arbejde – så kræver det træning.

– Du har trænet i årevis. Hvordan motiverer du dig selv?

– Nøglen til at nå et mål er at finde din egen indre motivation

– dit „hvorfor gør jeg det – og hvad vil det give mig?”

Men det er en kæmpe fordel også at kunne lide vejen til må let. Nogle gange er det det, der afgør, om du overhovedet når frem. Og jeg har det egentlig sådan – hvorfor overhovedet bruge sin tid på noget, man ikke inderligt har lyst til?

– Tid er den eneste ressource, vi aldrig får igen. Hvis jeg spilder tiden, spilder jeg mit liv. Så jeg tænker meget over, om det er det rigtige, jeg bruger min tid på? Om det er de rigtige mennesker? Om mit arbejder giver mening? Jeg ser f.eks. sjældent fjernsyn, jeg bliver rastløs af det. Jeg har heller ikke set de „Vild med dans”-programmer, jeg var med i.

– Ikke engang den udsendelse, hvor du vandt?

– Nej. Jeg har aldrig været drevet af det med at stå på podiet med pokalen i hånden. Det har altid handlet indre tilfredshed for mig. Jeg har altid gerne villet vinde, når jeg kørte ned ad pisten. Men jeg er lige så glad for selve processen, træningen, vejen til resultatet. Jeg nyder at være i det.

– Jeg har ikke et stort behov for, at ting skal overstås. Vi lever indimellem, som om alt skal overstås – vi skal have arbejdet overstået, så vi kan komme hjem. Så skal aftensmaden overstås. Og aftenbadet. Og putning af børn. Så vi kan komme videre – men til hvad? Folk siger tit, at deres liv kører i en hverdagstrummerum. Sådan har jeg det ikke. Jeg synes, at hverdagen er dejlig.

„Du er heldig, du ikke blev lam”

Sophie Fjellvang-Sølling er generelt ikke meget for at sidde stille. Men for fire år siden var hun tvunget til det. I ét meget langt døgn måtte hun ikke bevæge sig. Overhovedet. En maskine i Team Danmarks træningscenter væltede ned over hende, knuste en ryghvirvel og rev musklerne over.

– Jeg blev scannet på kryds og tværs og fik besked på ikke at bevæge mig i det døgn, som det tog at få fløjet kirurgerne ind. Da jeg vågnede fra narkosen, var lægens første ord: „Du er heldig, at det ikke blev en ny Jason Watt”.

Det var i 2009 – kun et halvt år før vinter-OL. Sophie kæmpede sig tilbage og deltog trods en brækket ryg. Men hvad med erkendelsen af, hvor galt det kunne være gået? Hvor tæt hun var på at havne i en kørestol?

– Team Danmark sendte mig til psykolog, fordi man tænkte, at jeg kunne få en angst om det. Men jeg havde det sådan: „Det skete jo ikke,” så det skal jeg ikke bruge kræfter på – jeg skal bruge dem på at komme op at stå igen. Jeg har nok altid – selv med alle mine skader – følt mig lidt usårlig.

– Du er den ubekymrede type?

– Ja, det var jeg. På trods af, at jeg faktisk brækkede ryggen, så havde jeg en grundfølelse af, at der aldrig kan ske mig noget rigtig slemt. Men det kunne der jo…

– Er det Nikolajs død, du mener?

– Ja. Det rystede mit verdensbillede, mit fundament og forandrede mit perspektiv. Jeg bekymrer mig på en anden måde nu.

Men jeg er bevidst om, at det er tanker – som jeg kan tage fat i og sige: „Hey, hvad handler dét nu om, og er det reelt?”, så de ikke kører i ring og forstyrrer min hverdag.

– Jeg prøver kun at bruge min energi på det, jeg kan kontrollere. Bekymringer er jo bare forestillinger og frygt for noget, som ikke er sket og derfor heller ikke virkeligt. Jeg er ikke blevet den bekymrede type, men nok den bevidste…

MIT LIVS STØRSTE PRÆSTATIONER

Til OL trods brækket ryg

For en atlet er OL det største, man kan deltage i. Min deltagelse i Vinter OL i 2010 er den sportspræstation, jeg er mest stolt af. Ikke på grund af min placering, for det gik ikke godt. Men fordi jeg overhovedet var i stand til at tage af sted. Jeg brækkede ryggen et halvt år forinden, men genoptrænede som en vild og kæmpede mig tilbage. Jeg var fanebærer for den danske delegation, det var en kæmpe oplevelse at bære flaget ind foran 60.000 tilskuere.

At flytte til Norge som 16-årig

Jeg var 16 år, da jeg flyttede hjemmefra. Det var ikke rundt om hjørnet, men til Norge. Både dét − og at sige højt: „Jeg satser på en skikarriere” − var stort for mig dengang.

Min søn Maximillian

Han er to et halvt år og så grineren. En vildbasse, som jeg selv var som barn, der står på skateboard og ski. At få ham er en kæmpe kraftpræstation. Både at føde ham, for det føltes ikke ligefrem som noget, man er designet til. Men også at gøre sig umage og give alt til det lille menneske hver dag.

Det bedste, jeg ved...

Træning: Mountainbike, bikram-yoga, ski og kitesurfing

Snack: Min mors hjemmebagte rugbrød

Hemmelig synd: At holde træningsfri

Drikke: Kaffe

Musik: Jason Mraz

Ferie: Kitesurfing på Mauritius

Designer: Alexander Wang

Mad: Pandekager med is

Skønhedsprodukt: Olie til håret