Så meget har det kostet deltagerne at være med i "Den store bagedyst"
Selvom deltagerne får penge til hvert program af "Den store bagedyst", må flere selv have penge op af lommen. Nu fortæller de, hvor meget de har brugt.
Det kan være en dyr fornøjelse at deltage i "Den store bagedyst", hvor deltagerne undervejs bruger penge på både udstyr, ingredienser og på at øve sig derhjemme.
I tidligere sæsoner har flere deltagere afsløret, hvor mange penge de har brugt på at være med i programmet, og der har ofte været stor forskel på beløbene.
Artiklen fortsætter under videoen.
Da sæsonens sidste afsnit blev sendt i weekenden, og Henrik Svend kunne løfte trofæet som årets vinder, afslørede han også, hvor mange penge han selv havde haft op af lommen.
I alt kom han af med 1500 kroner.
For selvom deltagerne ifølge Henrik Svend får 800 kroner hver til hvert program, er det ikke altid nok til at dække det hele.
Nu har HER&NU også spurgt sæsonens øvrige deltagere, hvor mange penge de har brugt, og her står det klart, at langt fra alle har kunnet holde deres udgifter på samme niveau som vinderen.
Du kan se deltagernes forbrug herunder:
Mads Nyeng
Mads nåede hele vejen til finalen, og det kunne også mærkes på pengepungen.
– Jeg har i hvert fald brugt ud over budgettet. Jeg prøver at retfærdiggøre det ved at sige, at det her var min Thailand-tur, fortæller Mads og hentyder til sine venner, som har været ude at rejse i længere perioder.
Karoline Møller Eike
Selvom Karoline ikke har regnet sammen, så tyder det på, at hun har holdt sig tæt på budgettet.
– Jeg har ikke holdt et slavisk regnskab, men jeg tænker det ikke er alt for langt fra, hvad vi får af DR - uden at vide det med sikkerhed, lyder det fra Karoline.
Henrik Dencker
Selvom Henrik ikke var med længe, så blev det alligevel en dyr fornøjelse, afslører han over for HER&NU.
– Jeg har brugt 20.000 kroner. Det er fordelt på en ny ovn til 9000 kroner, og 11.000 på materialer, kogebøger og forme.
Asger Engstrøm
Asger har egentlig regnet på det, men har været lidt usikker på, hvor meget han skal tælle med af udstyret.
– Jeg mente, at det var et sted mellem 5000 og 10.000 kroner alt efter, hvad man regner med, men så sagde min kæreste, at jeg i hvert fald havde brugt 10.000 til 15.000 kroner. Det afhænger dog af, hvad man regner med i beløbet.
Emine Sarac Yildirim
Emine bagte en del før "Den store bagedyst" og havde derfor et godt udgangspunkt derhjemme.
– Jeg havde heldigvis en god røremaskine og en masse springforme i forvejen, men det blev sgu alligevel en dyr omgang. Programmet giver heldigvis noget, men det er langt fra nok. Jeg tør ikke at regne, men jeg har brugt alt for mange penge, fortæller Emine.
Jonas Qvortrup Christensen
Jonas er ikke helt sikker, men beløbet er i hvert fald godt deropad.
– Jeg tror ikke, at jeg har et bestemt beløb, men mit bedste skud er nok et sted mellem 8000-10.000 kroner, lyder det fra Jonas.
Anna Røskva Strøm Randidóttir Rødgaard
Anna Røskva kom med i programmet som den første færing nogensinde. Det blev desværre en kort fornøjelse, men det var ifølge Anna Røskva måske for bedste.
– Jeg er faktisk glad for, at jeg røg hurtigt ud, for jeg havde simpelthen ikke haft råd til at være med meget længere, fortæller Anna Røskva, der i forbindelse med sin deltagelse købte en masse nyt udstyr.
– Jeg havde ingenting, så jeg skulle nærmest starte et helt køkken op fra bunden. Jeg har i hvert fald overskredet mit budget.
Allerede nu er DR også på udkig efter deltagere til næste års sæson. Det kan du se mere om i artiklen nedenfor.
Den nye sæson bliver dog uden vært Timm Vladimir, der har meldt ud, at han stopper som vært på programmet. Hvem der skal være den nye vært, vides endnu ikke.