
Oh Land trækker sig som dommer i "X Factor": Her er afløseren
Når masser af håbefulde talenter inden længe møder op til audition-optagelser til den kommende sæson af "X Factor" bliver det desværre uden Nanna Øland Fabricius som dommer.
Nanna Øland Fabricius har af personlige årsager trukket sig som dommer i den kommende sæson af "X Factor", det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl trækker stikket: "Jeg har løbet alt for stærkt"
Artiklen fortsætter under videoen.
I stedet tager Drew Sycamore over og sætter sig ved dommerbordet sammen med Benjamin Hav og Thomas Blachman.
- Vi havde glædet os meget til endnu en sæson med Oh Land ved dommerbordet, men desværre må vi undvære hende i den kommende sæson. Det er en ekstraordinær situation, og derfor er vi taknemmelige for, at et stort navn som Drew Sycamore har mulighed for at springe til med så kort varsel, og vi glæder os til at arbejde sammen med hende, siger underholdningsredaktør på TV 2 Dorte Borregaard.
35-årige Drew Sycamore er vokset op i Hvilsom ved Hobro og udsendte i 2019 sit debutalbum 'Brutal'. I 2021 udsendte hun albummet 'Sycamore' med hits som 'Take It Back', 'I Wanna Be Dancing' og '45 Fahrenheit Girl', der alle toppede de danske hitlister og gjorde Drew Sycamore til den mest spillede danske kvindelige musiker i radioen. Senest har Drew Sycamore i maj 2025 udsendt albummet 'Occurrent Affairs'.
Oh Land har også på sine sociale medier delt den triste nyhed.
- Jeg har virkelig glædet mig og set frem til endnu en sæson af "X Factor", men nogle gange kalder livet på, at man sætter alt på pause. Det er dér jeg er lige nu. Jeg har brug for ro omkring mig. Derfor bliver den kommende sæson, af personlige årsager, desværre uden mig. Jeg ønsker alt det bedste for ’X Factor’ og hele det fantastiske hold, skriver Oh Land.
Den kommende sæson af "X Factor" får premiere på TV 2 og TV 2 Play og er ottende sæson 'X Factor' på TV 2.