Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

21 hippe steder i London, du ikke kender
Foto: Cecilia McCormick, Tate Modern Photography og Karin Gråbæk 21 hippe steder i London, du ikke kender

21 hippe steder i London, du ikke kender

Lige nu sker meget af det mest skæve og cool i London syd for Themsen. Vi er rykket med – både til de nye områder med hip kant og etnisk kulør og de mere etablerede områder med store kendte attraktioner.

Efter i årevis at være blevet bombarderet med den ene mere hippe nyhed efter den anden i det østlige London er områderne syd for Themsen også vågnet op.

I de senere år er de madglade begyndt at flokkes i hjertet af Brixton, et område, der ellers har haft et notorisk dårligt ry, og hippe, kreative, der aldrig tidligere kunne drømme om at sætte deres ben i Peckham på grund af kriminalitet, går nu på gallerier og sidder på toppen af et parkeringshus og drikker cocktails i syltetøjsglas og kigger ud over London.

Kryds floden næste gang, du er i London. For her venter et bombardement for alle sanser og et levende bevis på, at London kan måle sig med New York, når det kommer til kulørt global kultur, kant og nye spændende markeder og gallerier under togbroer, spisesteder indrettet i gamle lagerbygninger eller forladte markeder, som har fået en overhaling af entreprenante street food-kokke, kræmmere og vintagehandlende.


Brixton - det multietniske miks 
Allerede på Brixton Tube Station kan man fornemme, at området har fået det cool stempel. I bladkiosken kan man købe det hippe Kinfolk magasin. Lige udenfor ligger en Starbucks som det ultimative bevis på, at der er kommet flere penge til Brixton.

Brogede markeder
Synk ind i stemningen med en tur ned ad Brixton Market Row, hvor reggaetoner følger de lokale, og hvor afrikanske gevandter med varme mønstre og skinnende syntetiske sengetæpper flagrer over bjerge af yamsrødder, søde kartofler, bananer og halalslagtede kyllinger, der hænger udmattede og blege fra kroge i loftet. Her handler områdets brogede etniske miks fra Caribien og Afrika. En sødlig frugtduft tirrer næseborene og understreger fornemmelsen af at være i et andet land med andre normer, spisevaner og religioner.



Der er lidt samme brogede følelse på overdækkede Brixton Village, på trods af at der har været et trendy rykind. Etiopiske spisesteder, caribiske købmænd, der sælger spiselige rødder og blikskåle i et uigennemskueligt rod, ligger side om side med den ene mere fede cafe og restaurant efter den anden med et ukurant miks af farver, gamle krakelerede stole og blomster i små glas alt sammen under gamle gule og blå lofter med jernkonstruktioner.

Hvor skal man så spise?
Det hele er godt, lyder det fra kenderne. French & Grace har lækkert libanesisk, Honest Burger (som har filialer flere steder) serverer muligvis byens bedste og har blomkålsburgere for vegetarer, på baren Snugg laver de nogle fantastiske Campari Spritzer, og kaffebaren Coffee Federation giver Starbucks baghjul, men der er også japansk, mexicansk, thai med mere.

LÆS OGSÅ: Tokyo: Det mest fantastiske rejsemål, du kan sætte dig

Shopping
På Brixton High Street ligger en afdeling af T.K. Maxx, som sælger billige mærkevarer inden for tøj og bolig fra tidligere sæsoner.

Aftenunderholdning
Musikinteresserede kan med fordel tjekke programmet på det berømte spillested Brixton Academy.


Fem insidertip til Brixton
Fra skuespiller og cafetjener Cecillie Aclon, der bor i bydelen og arbejder på restauranten French & Crace i Brixton Village.

1. Uformelt marked
Helt sikkert Brixton Village. Der er en god og venlig stemning i the village, alle hjælper hinanden og der bliver hygget og hængt ud til sent hver aften. 



2. Park og pool
Brockwell Park, som jeg elsker. Her går jeg ture med veninderne, og fra cafeen i parken kan man se ind til centrum af London. Der ligger en stor badeanstalt, Brockwell Lido, i parken, og en gang imellem hopper jeg i den udendørspool.

3. Social dans
Der er utæmmet energi og masser af gang i den på den folkelige bar Effra Social. De afholder en masse forskellige events, og der bliver danset igennem.

4. 70’er-funk under kirken
G de B er en lille restaurant og club, der ligger under en kirke midt i Brixton. Hyggeligt og unikt sted med atmosfære. Her kan man drikke drinks og danse til 70’er-funk. 

5. Skævt filmhus
Ritzy (Picture Houses) – vores lokale og usædvanlige biograf. Her bliver der vist og diskutere anderledes, interessante film, og på anden etage ligger en lille bar med scene, hvor der bliver spillet skæve forestillinger.  


Peckham - den trendy lillesøster
Trods smuk arkitektur, parker og kun 10 minutter til det centrale centrum har Peckham længe været et sted, som blev forbundet med bandekampe og uro. Men nu er bydelen faldet til ro, blomstret op og alle taler om, at Peckham er det nye samlingssted for de kreative. Det er et område med nogle af de mest hyggelig cafeer, skæve gallerier og trendy natklubber og barer.

LÆS OGSÅ: Sådan skal du bruge 24 timer i Nice 

Grøn oase
Peckham Rye Park er en fin lille bypark, som typisk for mange af Londons grønne oaser gemmer på en cafe, legepladser og bowlingbane med mere. I Café on the Rye kan man nyde en stille kaffe omgivet af træer og grønne plæner.

Albansk deli
Med kitchede billeder af f.eks. en iransk popstjerne fra 70'erne på væggene og en albansk ejer bag disken er Peckham Bazaar lige præcis det overraskende miks, der gør Peckham værd at holde øje med. Maden byder blandt andet på grillede grøntsager, chili, krydret salt og citronmayonnaise og er inspireret af landene i Balkan-området.

Thai tapas
Billig mad og et lidt anderledes møde med det thailandske køkken er noget af det man får på det populære spisested the Begging Bowl. Det er thai curry på menuen, men med lidt mere usædvanlige råvarer som f.eks. yamsrødder.


Fem insidertips til Peckham
Fra dansk-engelske Cecilia McCormick, der studerer grafisk design på Kingston University og elsker at hænge ud i bydelen.

1. CLF Arts Cafe
En 120 år gammel lagerbygning i Bussey Building er forvandlet til et kulturhus med events både om dagen og aftenen. De spænder fra musik og film på toppen af bygningen, teater og comedy. Min favorit er South London Soul Train, som bliver arrangeret af Jazzheadchronic. På fire etager er der forskellige DJs, der spiller alt fra Motown-klassikere, soul, jazz og disco. Alle danser! Første og tredje lørdag i hver måned fra kl. 22 til 6.

2. Kunst under stationen
Under togstationen Peckham Rye bag Bar Story gemmer Peckham Springs Bar sig. Det er en pop-up-bar indrettet i industrielt look åbent hele året. Ud over gode priser på cocktails, musik og lokale madhandlende i gården har baren også en kunstnerisk kant og fungerer som galleri blandt andet med fotokunst.Der er god stemning og fællesborde. Åben fredag og lørdag fra kl. 18 til midnat. Halv pris kl. 18-19.

3. Den hyggelige lokale
På et lille, hyggeligt hjørne tæt på hovedgaden ligger en fin lille cafe, Petitou, med udendørsservering om sommeren. Frokostmenuen er virkelig lækker og let.



4. En billig biograftur
Med billetter til lige omkring en halvtredser (£4.99) er den lokale biograf Peckham Plex et godt bud på en spontan biograftur på en regnvejrsdag.

5. Institution på toppen af p-hus
På toppen af et parkeringshus i flere etager ligger Frank’s Café and Campari Bar – en open-air bar og restaurant, som vender tilbage hver sommer. Her er gode drinks, live musik og lækker mad. Kom tidligt for at undgå de vanvittigt lange køer, for panoramaudsigten over London tiltrækker folk i hobetal.

LÆS OGSÅ: Se den ultimative guide til Barcelonas bedste kvarterer

De traditionelle attraktioner  Kom med et smut forbi de steder, hvor rigtig mange turister kommer forbi – hvis de altså bevæger sig syd for Themsen.

Kunstnerisk betonmekka
De færreste har overset London Eye på South Bank. Men hvis man lige ser bort fra turistkøerne og rækken af kæderestauranter (flere af dem i øvrigt ganske glimrende), er der de senere år kommet mere liv mellem den urbane betonarkitektur på South Bank, som er hjemsted for store kulturinstitutioner som London Film Institute (supersted at se mange kunstneriske film), Hayward Gallery og Royal Festival Hall.



Den gode boghandel Foyles har en filial her ved floden, og Kerb, den største organisation bag Londons streetfood revolution, er rykket ind med markeder foran Royal Festival Hall (tjek hjemmesiden for datoer). Og langs floden er der jævnligt pop-up-cafeer og kulturelle udstillinger.

Jamie Olivers madmarked
Det legendariske Borough Market er altid er en fornøjelse. Det kulinariske udbud er enormt, men priserne har også fået en tak i vejret, og ikke nær så mange lokale kokke flokkes her, som dengang i de spæde 90'ere, hvor Jamie Oliver i sit første madprogram kom drønende på sin scooter. Han er i øvrigt stadigvæk meget involveret i markedet. Hvis du vil på jagt efter afløseren, så tag lidt længere mod øst til Bermondseys Maltby Street Market, hvor der bliver handlet topkvalitet af mad, frugt, grønt, honning og brød under buerne ved togbanen. Det breder sig over to steder Ropewalk og Spa Terminus.

Kunstens mekka
Tate Modern er naturligvis ikke til at komme udenom, hvis man er interesseret i moderne kunst. Beliggenheden helt ned til floden og den rå industribygning med turbinehal er mageløs. Tag også turen til Peckham Road, hvor South London Gallery har moderne britisk og international kunst og en inspirerende guide over andre gallerier i det sydlige London.

Glastårnet
London har fået et nyt vartegn og et sted, hvor man tager kæresten med på romantisk middag, hvis man vil dupere med en enestående udsigt. The Shard er også luksushotel og kontorer. Fra 68., 69. og 72. etage kan man nyde en spektakulær 360 grader udsigt. Glastårnet er næsten dobbelt så højt som andre bygninger i metropolen.PS: Hvis du ikke vil spise højt oppe, har den sunde fastfoodkæde Leon en restaurant i London Bridge-kvarteret.

Butlers Wharf/Shad Thames
Designer Terence Conran var for efterhånden mange år siden en af de første, der så lyset i området på sydsiden af floden ved London Tower Bridge ved den gamle bygning Butlers Wharf, som også har givet navn til området med en del rå lagerbygninger med gamle træskodder og smalle, historiske gyder. Der er stadigvæk gader som den smukke historiske Shad Thames, der giver en fornemmelse af gamle London, selv om moderniseringen presser sig gevaldigt på. Her ved vandet samles det ypperste inden for design på Design Museum, som i øvrigt flytter til South Kensington til næste år. Promenaden langs floden er bare et af de steder langs sydsiden af Themsen, hvor man får en stemningsfuld udsigt. Lige her stjæler ikke mindst den ikoniske London Bridge blikket.Designmuseum.org



O2 og Greenwich
Alle de største navne inden for musik – i år f.eks. Paul McCartney og Madonna –kommer til den store koncertsal O2 helt ovre i det sydøstlige hjørne af London. Gå på opdagelse i landsbyen Greenwich, der blandt andet har et berømt loppemarked. Tag båden Thames Clippers fra South Bank til Greenwich og O2. Det er en rigtig fin måde at opleve den skiftende arkitektur langs Themsen på. 

Det næste cool? Der er det med firstmoverne, at de nogle gange allerede er på vej videre, mens et område først lige er ved at få fat. Hold øje med Lewisham. Efter to års succes med festlige streetfood-aftener i Dalston Yard i Østlondon, er folkene bag Streetfeast denne sommer rykket til Lewisham, hvor de har genåbnet et caribisk delvist overdækket marked fra 50’erne, Modelmarket, der bare lå flosset og forladt tilbage i en typisk kedelig, sydlig London-bydel. Allerede den første aften rykkede flere tusinde til Lewisham, der pludselig duftede af krydret indisk mad og gav genlyd af dj-musik. Hold øje med Londons nomadiske Street Food Cirkus, som det er blevet døbt. Det er en ny måde at gå ud og spise og drikke drinks på. Kun sommermåneder til og med september.

LÆS OGSÅ: 6 unikke rejsetips til Mallorca

LÆS OGSÅ: 5 seværdigheder i Singapore

LÆS OGSÅ: Indien, som du aldrig har oplevet det før

Se, hvad vi ellers skriver om: Rejseguide og London