Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Getty Utroskab bunder ofte i selvbedrag, siger par- og psykoterapeut Camilla Kramvig.

7 ting du skal vide, hvis din partner er dig utro

Utroskab bunder ofte i selvbedrag, siger par- og psykoterapeut Camilla Kramvig.

Udgivelsen af Beyoncés videoalbum "Lemonade" har sat utroskab på dagsordenen i den offentlige samtale. Handler albummet i virkeligheden om Beyoncés og Jay Z's privatliv? Er det en allegori over de følelser, man gennemgår, når man opdager, at ens partner har andre og hemmelige forhold?

Måske. Albummets opdeling i de 11 kapitler "Intuition", "Fornægtelse", "Vrede", "Apati", "Tomhed", "Ansvarlighed", "Reformation", "Tilgivelse", "Genopstandelse" og "Håb" minder i hvert fald slående om den berømte Kübler-Ross-model, som beskriver forskellige stadier i sorgbearbejdelsen efter en traumatisk hændelse.

LÆS OGSÅ: Beyoncés nye album er meget mere end utroskab

Der er ikke desto mindre næppe ret mange mennesker, der har tid, evner og overskud til at bearbejde det, at have været udsat for utroskab, ved at skrive et popalbum. Så hvordan skal du egentlig forholde dig, hvis du oplever, at din partner er dig utro? Det ser vi nærmere på her, hvor par- og psykoterapeut Camilla Kramvig giver råd på baggrund af sine erfaringer fra parterapien.

1. Utroskab kan ikke sættes på formel:
Utroskab kan være mange forskellige ting, og reaktionerne på utroskab er ligeså forskellige som situationerne, fortæller Camilla Kramvig:

– Der er mange former for utroskab og mange forskellige opfattelser af, hvad det i det hele taget er. Der kan være tale om utroskab til julefrokosten eller om et decideret dobbeltforhold. Utroskab kan også være bare at overskride hinandens grænser ved for eksempel at have en korrespondance af seksuel karakter med en anden. Forløbet former sig alt efter, hvor hårdt den, der er blevet bedraget, føler sig såret. Nogle par klarer det, andre gør ikke. De, der ofte klarer det, er de, som har et godt og sundt kærlighedsforhold bag sig, og hvor utroskaben egentlig mest er et udtryk for en krise i deres liv. De kan ofte komme over det og acceptere det.

2. Drop gættelegene:
Camilla Kramvig opfordrer til at sige det ærligt, hvis man ved, at ens partner er utro, fremfor at prøve at "afsløre" partneren i løgnen:

– Sig det ærligt: Jeg ved, hvad du har gang i. Mange laver sådan nogle gættelege, hvor de prøver at afsløre deres partner, og det ender ofte med at blive rigtig grimt. Man får udstillet sin partner på sådan en ubehagelig måde, og partneren bliver spundet ind i nogle underlige løgne, som de ikke kan komme ud af igen. Det er bedre bare at sige, at man ved det. Ellers bliver der simpelthen skabt noget værre rod, som kan være svært at rydde op i bagefter.

Men den samtale kan jo være ret svær at tage?

– Det er ikke sikkert, at man skal have en egentlig samtale. Måske skal man bare sige: Jeg har opdaget det her, og jeg er nødt til at finde ud af, hvordan jeg har det med det. Og så ellers bare tage noget tid alene. Det er nok det mest hensigtsmæssige, så man ikke får sagt alt muligt underligt dumt og grimt, man senere vil fortryde. Det, jeg oplever, er, at den der "opklaringsperiode" nærmest kan være værre at komme over end selv utroskaben, fordi der er så mange løgne involveret.

3. Utroskab er et chok for begge parter:
– Når man er utro, har man ofte gang i et stort selvbedrag, hvor man ikke kan se sig selv i øjnene, og hvor man ikke tør tage konsekvensen af den måde, man har det på. Jeg oplever ofte, at den som udøver utroskaben også får et kæmpe chok, når det bliver opdaget, fordi det har foregået i en slags "anden bevidsthed". Det synes den, det går udover, jo selvfølgelig lyder som en dårlig undskyldning. Men sådan er det ofte, siger Camilla Kramvig.

LÆS OGSÅ: Ida led af angst i fire år - sådan kom hun over det

4. Giv tid:
At blive udsat for utroskab ryster os i vores virkelighedsopfattelse, forklarer Camilla Kramvig. Man er nødt til at komme sig over chokket, før man kan træffe beslutninger, siger hun:

– Det ville jo være dejligt, hvis vi bare kunne agere hensigtsmæssigt og fornuftigt, men det tror jeg, at de færreste kan. De fleste får simpelthen et chok. Den, som udøver utroskaben, går jo i en eller anden tro om, at det ikke bliver opdaget, og den, det går ud over, oplever, at virkeligheden simpelthen forandrer sig grundlæggende. Derfor kan man heller ikke nødvendigvis tage stilling til det med det samme. Man er nødt til at komme over chokreaktionen, før man kan finde ud af, om man overhovedet kan og vil tilgive.

5. Tilgivelse er hårdt arbejde:
Tilgivelse handler om at genopbygge tillid, fortæller Camilla Kramvig. Og det kan være rigtig svært, hvis man er blevet løjet for af det menneske, man stoler allermest på:

– I mange tilfælde er der jo rigtig mange løgne i spil omkring selve utroskaben. Og det kan være enormt svært for dem, som er blevet løjet for, nogensinde at stole på deres partner igen. Det kan tage lang tid, siger hun.

– Det, jeg prøver i forbindelse med terapi, er jo at finde ud af, hvad utroskaben egentlig handler om. Ofte er det jo sjældent bare utroskab – det handler måske om et parforhold, som er i ubalance, eller et eller andet problem man aldrig har fået talt om. Og hvis et par kan nå dertil, hvor de kan tale om det, kan de virkelig nå langt. Hvis man kan opbygge en gensidig tillid til, at hvis man nogensinde får det svært i forholdet igen, så kan man tale om det. Bruge hinanden, i stedet for at være hemmelige.

6. Der er forskel på sund og usund tilgivelse:
Camilla Kramvig oplever ofte, at folk ender med at kunne tilgive utroskab. Men der er forskel på sund og usund tilgivelse, forklarer hun:

– Jeg ser ofte, at folk kommer igennem det. Men det kan godt være, at man har brug for hjælp udefra. Det skal jeg jo sige som parterapeut, men det kan virkelig være godt, at få en person udefra til at prikke til det, så utroskaben ikke bare går hen og bliver noget, man ikke taler om. Så det ikke bliver tabuiseret. Jeg ser ofte, at der opstår sådan en ulmende bitterhed, hvor den part, der har "tilgivet", i virkeligheden stadig er vred og frustreret, men måske bare ikke har kunnet overskue at tage det alvorligt eller ikke orket at blive skilt. Den form for tilgivelse er usund, for der kan opstå nogle mærkelige magtstrukturer på den baggrund, siger hun og uddyber:

– Jeg møder nogle gange par, som har et utroskab for syv år siden, der stadig spøger i forholdet, fordi de aldrig har fået det bearbejdet. Den, der er blevet bedraget, kan komme til at føle, at han eller hun så har "lov" til at behandle den respektløst eller komme til at styre for meget i forholdet, fordi den anden er flov og skammer sig. På sigt bliver det noget værre noget.

7. Nogle gange er bruddet den bedste løsning:
– De fleste vil jo gerne tilgive, men der er også mange, der ikke kan, fortæller Camilla Kramvig:

– Nogle gange gør det simpelthen for ondt. Man er bange for, at det skal ske igen. Folks måder at reagere på er jo også præget af, hvad de har oplevet tidligere – om de for eksempel har oplevet noget lignende i et tidligere forhold. Der er også nogen, der på grund af utroskaben får smadret hele deres billede af, hvad kærlighed er. Det bliver jo aldrig det samme igen, hvis ens elskede har forrådt én. Og det kan være svært at acceptere. Det er en ny side af sig selv, man skal finde frem til, og det er ikke alle, der kan det.

LÆS OGSÅ: 25 stærke citater fra Beyoncés "Lemonade"

LÆS OGSÅ: Beyoncé fraskriver sig verdens hvide dominans i ny "Formation" single

LÆS OGSÅ: "Jeg frygter, at jeg aldrig kan forelske mig igen"

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur og Utroskab