ALT anbefaler: Ugens bedste bøger
ALT anbefaler: Ugens bedste bøger

Boganmeldelser

ALT anbefaler: Ugens bedste bøger

Hvad skal du læse i weekenden? Få inspiration til efterårslæsningen her.


Sten saks papir

af Naja Marie Aidt
Gyldendal, 386 sider, 299,95 kr.

Naja Marie Aidt romandebuterer med en overraskende fortælling om fædre, følelser og forældreskab. "Sten saks papir" rummer lige så meget død og drama som forfatterens digte og noveller, men her formår Aidt at kombinere poesien med et hæsblæsende plot. Hovedpersonen Thomas lever et velfungerende liv med job og kæreste. Men da hans kriminelle far dør, krakelerer glansbilledet. En hård opvækst har sat sine spor, og Thomas har pludselig svært ved at få arbejdslivet, kærligheden og familierelationerne til at fungere. Jeg kan kun anbefale denne poetiske perle om en mand, der ikke kan finde ud af, hvilken socialklasse, han skal slå sig ned i.
knj



Dødens havn
Af Patricia Cornwell
Rosinante, 432 sider, 299,95 kr.

Patricia Cornwell er ude med sin – hold-nu-fast! – 18. krimi, der har retsmedicineren Kay Scarpetta som hovedperson. Også i denne roman kredses der om det faste persongalleri: Scarpetta, Benson, Lucy og Marino. Det er ikke meget, Scarpetta er ude at opdage på egen hånd uden for sine reservater! På den måde er serien næsten blevet lidt introvert. Men i denne fungerer det. En mand falder død om, mens han tilsyneladende er i færd med at filme sig selv. På hans halstørklæde sidder en højteknologisk flue-robot. Hvor kommer den fra? Cornwell kan kunsten at frembringe et net af konspirationsteorier, så man som læser slet ikke ved, hvad man skal stole på. Men hun får slået knude på hele redeligheden.
mg




Francys evangelium

Af Amanda Lind
Aronsen, 456 sider, 299,95 kr.

Fingre klippes af, tandsæt rives ud og hoveder skalperes i bogen om Francy, der ud over at være en angstfuld og slankekurfikseret kvinde også tager titlen som Stokholms største mafiaboss. Alting er vendt på hovedet i denne herlige roman, hvor vores hovedperson kæmper med at finde en tiltrængt balancegang mellem livet som mafioso og det lettere forsømte liv som mor og hustru. Selv om bogen er letlæselig og humoristisk, formår den stadig at holde sig på et seriøst niveau, når det kommer til handling og ikke mindst brutalitet. Bogen er drabelig fra start til slut og bliver ikke mindre blodig, da en ukendt person dukker op og truer Francys eksistensgrundlag.
mhg

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger