Anders Matthesen blev forelsket i sin manager: "Vi skiller de to roller meget ad"

Anders Matthesen befinder sig godt ude på den tynde is, netop fordi der lurer en vis risiko for at falde igennem. Det er efterhånden gået hen og blevet hans leveregel at lave noget i dag, som han ikke lavede i går. Og da han sidste sommer rev 16 dage ud af kalenderen for at tilbringe dem på et filmset i den nedlagte arrest i Assens, var det også en opgave, han gik til med en vis ærefrygt. Her var han den, der var på udebane blandt skuespillere som Jacob Lohmann og Søren Malling, som han skulle spille over for i Frederikke Aspöcks nye komediedrama ”De frivillige”. Her spiller Anders rollen som Niels, der er selvbestaltet leder af et fængselskor og vellidt af fængselspersonalet såvel som de andre indsatte. Lige indtil den bedrageridømte forretningsmands Markus Føns havner i fængslet og begynder at udfordre Niels’ magtposition.

– Jeg har i mange år nidkært sagt nej til komedier, for jeg vil gerne lave noget, der er mere dramatisk. Når man bevæger sig i de lag, som jeg gør, er det klart, at jeg mest får tilbud om at spille den sjove flyttemand eller den hyggelige lærervikar. Og det har jeg tænkt, at jeg nok hellere må være lidt forsigtig med. Hvis jeg skal lave film, skal det være, fordi jeg kan lære noget, siger Anders, der allerede som barn havde skuespillerdrømme og meldte sig til castinger på flere film, blandt andet Bille Augusts ”Pelle Erobreren”, hvor han aldrig blev kaldt ind, fordi han med egne ord ”så helt forkert ud”. I 2007 skrev han manuskript til komedien ”Sorte kugler”, som han også instruerede og spillede med i. I rollen som korlederen Niels så han en mulighed for at spille på lidt flere tangenter end blot sit komiske talent.

– Alt det, jeg kunne gøre, som udefra set ligger lige for, prøver jeg at styre udenom. Det er ikke, fordi jeg ser sådan noget som revyer og komedier som mindre fint end andet. Det er simpelthen et spørgsmål om ikke at stagnere. Derfor går jeg altid efter det, der involverer noget, der er svært. Sådan noget, hvor jeg hen over en kop kaffe får min far til at sige: ”Hvorfor dog det? Hvorfor har du sagt ja til det?”, fortæller han og slår ud i et stort grin.

– Det er de ting, hvor jeg tænker, at der kan du da komme galt af sted. Er det nu klogt? For så er der noget på spil. Hvis jeg får min far til at blive bekymret, tænker jeg: NÅ, der er den! Så jeg prøver altid at køre min indre far – også fordi jeg i en vis udstrækning selv tænker sådan. Hvad fanden skal jeg det for? Nå, men det skal jeg måske …

Egentlig havde Anders ikke tid til at lave ”De frivillige”. Han havde travlt med at forberede sit 25-års jubilæumsshow, samtidig med han instruerede animationsfilmen ”Ternet Ninja”, der med mere end 940.000 solgte billetter siden skulle vise sig at blive den største danske biografsucces siden ”Op på fars hat” i 1985. Derfor måtte han i en periode instruere fra arresten i Assens, hvor han i frokostpauserne stod ude på gårdspladsen og optog karatebevægelser med sin iPhone, som han sendte til animatorerne. For ligesom i sine soloshows har han haft et øje på hver finger i ”Ternet Ninja”, hvor han også har lagt stemme til de fleste karakterer.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Coster-Waldau: "Jeg har været i stand til at hjælpe nogle familiemedlemmer, hvilket er vidunderligt"

– Det var vigtigt for mig, at der var en klar, komisk afsender, så det blev min måde at lave jokes på – og det er altså svært at lægge i munden på andre. Jeg siger ikke, at det er umuligt, men jeg er mest tryg ved at gøre det selv og tage det fulde ejerskab på historien. Hvis nu det var blevet en fiasko, så ville det stadig være sådan, jeg havde lyst til at lave den. Jeg kan godt lide i et vist omfang at have den fulde kontrol, men der er også noget enormt dejligt ved at være ler i en andens hænder og være en del af et ensemble som i ”De frivillige”. Det skal bare være enten eller.

Den indre konflikt

I begyndelsen af hans standup-karriere var det ikke altid lige rart at bevæge sig ud på glatis. Det har krævet hårdt slid – og en del ansigtstab – at komme til et sted, hvor han kan gå på scenen som nærmest frygtløs.

– I de første år kunne jeg den ene uge stå på Egmont Kollegiet en onsdag aften sammen med Frank Hvamm og Jacob Tingleff, hvor vi bare blev båret rundt i guldstole. Og to dage efter stod jeg oppe nordenfjords til et bilsælgerevent med 60-årige sølvræve og deres koner, som bare IKKE havde fået gennemtrumfet, at Flemming Jensen skulle optræde, og så fordi en ung dude i festudvalget havde hørt mig i ”Børneradio”, stod jeg der. Og de hadede mig, fra jeg kom ind.

Han tog de jobs, der var, også selvom det var totalt selvmål. Men engang han stod og skulle op i en lejlighed og optræde for otte kvinder til en polterabend, hvor han ud over at skulle være sjov også skulle rappe nogle numre midt i et køkken, begyndte han at se sit liv udefra, som han stod der og ventede i solskinnet foran det høje cementhus.

– Pludselig stod jeg bare der midt i virkeligheden og tænkte: Nej, hvad er det dog, jeg har sagt ja til? Fuck mit liv. Det her gør du ALDRIG igen. Du stopper. Og så klip til en halv time senere, hvor jeg igen stod på samme plet og tændte en cigaret efter et super veloverstået job, hvor en anden del af mig sagde: HUSK på ALDRIG at stoppe. Alt det, du sagde før, er ikke rigtigt, fortæller han.

– Og ham skulle jeg så skændes med igen om torsdagen, når jeg stod på Esbjerg Havn, og Kandis spillede indmarch foran buffeten, inden jeg skulle ind i et stribet telt og være sjov, og jeg igen stod og tænkte: NU stopper vi! Samtidig med jeg skændtes med ham, der efter showet stod og sagde: Du ved, hvordan det er, når det går godt. På et tidspunkt blev det de meritter, der bar mig igennem.

Det er dog heller ikke oplevelser, han ville have været foruden.

– De jobs støbte mig som performer og har betydet, at jeg er nærmest frygtløs i dag. Og det er derfor, jeg i større fraktal stadig sætter mig selv i de situationer. For når Frederikke ringer og spørger mig, om jeg kunne tænke mig at spille med i ”De frivillige”, er jeg mindst lige så angst som dengang, jeg stod og skulle op til den polterabend. For hvad skulle JEG dog kunne bidrage med i det her dygtige ensemble. Og så sidder jeg igen og siger: LOV dig selv ALDRIG at sige ja igen. Men hver dag på vej hjem i toget tænkte jeg, at det vist var gået meget godt. Det handler i virkeligheden om at blive ved med at gå derud, hvor isen er tynd, for jeg vil ikke bare sidde og nyde frugterne af det, jeg HAR skabt.

En fri fugl

Privatlivet er noget, han helst ikke taler om. Lidt har han dog delt gennem årene. Blandt andet at han ville bo alene og aldrig have børn. Ikke fordi han ikke kunne lide børn, men fordi han ikke så det som foreneligt med det liv, han så for sig. Hvis man selv vover sig ud på den tynde is og spørger, hvorfor han sagde, som han gjorde, og hvad der fik ham til at ændre mening, indvilliger han da også i at svare.

– Jeg havde svært ved hele den der familiekonstellation. Jeg ville gerne bruge mit liv på landevejen og bare fyre den af og have friheden til at gå lige derhen, hvor jeg havde lyst til på lige det tidspunkt. Jeg ville kunne sidde oppe om natten og spille trommer midt i stuen og male, tegne og hygge mig. LIGE som jeg havde lyst til.

Men så mødte han sin kæreste, der i den første tid var hans manager, og som havde to børn i forvejen.

LÆS OGSÅ: Mads Vangsø roede over Atlanten: "Fra det første åretag glædede jeg mig til at komme hjem til Østerbro"

– Hvis jeg ikke havde mødt en dame, der HAVDE børn, så var det heller aldrig blevet til noget. Men så VAR de der jo … Nogle gange slår livet bare en anden vej, og så vil man OGSÅ gerne noget andet, der gør, at man ønsker at få enderne til at mødes. Men det er ikke sådan, at jeg tænkte, at det var forkert, det jeg sagde dengang. Jeg MENTE det. Og det er ikke sådan, at jeg i dag tænker, hvor vidste jeg dog lidt om livet. Men selv dengang tænkte jeg, at det var lidt ærgerligt, at jeg aldrig skulle have børn. Det kunne være så hyggeligt at have, men det kan bare ikke nytte noget, fordi det gider jeg ikke. Det var mere sådan. Nu synes jeg selvfølgelig bare, at det er dejligt, at jeg også har fået den gave i livet, siger han.

– Men jeg er selvfølgelig ikke den samme, som jeg var for ti år siden, for man ændrer sig jo gennem livet. Jeg er dog stadig meget stor fan af at leve fra det ene øjeblik til det næste. Det har principielt ikke ændret sig. Kun udfoldelsen af det. Men det er jo MIG, der må affinde mig, og så må jeg jo tilkæmpe mig nogle nattetimer eller få friheden udlevet på scenen.

Det sker da også, at familien er med ude, når han optræder, og så fungerer hans kæreste også stadig som hans manager.

– Vi skiller de to roller meget ad. Så vi siger, min MANAGERS rolle er … For det er jo i arbejdstiden. Men der er mange, der alligevel kommer over til mig, når vi er på arbejde, og siger: ”Og så sagde din kæreste lige …” Hvor jeg må understrege: Nej! Min MANAGER var det. Min kæreste spurgte, hvad vi skulle have at spise, men det var senere på dagen. Det er man nødt til.

Larmende og stille

Jo mere folk siger, at noget ikke kan lade sig gøre, des mere får Anders lyst til at sprænge rammerne. Og særligt i barndommen udfordrede han sine forældre og læreres autoritet. Et træk han i et vist omfang nu selv oplever fra den anden side, efter der er kommet børn i hans liv.

– Jeg startede en diskussion om ALT. Jeg tog ikke noget for gode varer. En sætning, jeg hørte meget i min barndom, var: ”Det gider jeg ikke at diskutere”. Men i dag oplever jeg det jo så selv fra ungerne: ”Jamen, du plejer da ellers at sige, at man skal gå ud, før man går ind?”. Jamen, det her er en anden situation, du skal ikke begynde at diskutere det. Du skal gøre, som jeg siger. Gå til siden! Den dame skal forbi. Jeg kan godt genkende noget der, fortæller han.

– Det var trods. Og det har jeg altid haft meget af.

Men som de fleste andre virker Anders også som et sammensat menneske. Lige så trodsig og stædig han kan være, lige så ydmyg kan han også være, hvis han selv skal sige det.

– Jeg prøver ofte at fylde mindre end de andre. Jeg kan godt lide, at man siger undskyld, selvom der ikke nødvendigvis er behov for det, men fordi man tror, man står i vejen. At man bukker endnu dybere, end nogen forventer, fordi der er noget ærefuldt og meget fint i at fylde så lidt som muligt. Min far er for eksempel meget tilbageholdende, og det synes jeg er enormt klædeligt, så længe det ikke bliver selvudslettende, siger han.

– I en verden, hvor alle vil først, er det som udgangspunkt en god øvelse ikke at lave ringe i andres vand og være klar til at gå af vejen. Så jeg kan have det fint med ikke at fylde og bestemme, indtil nogen pludselig står og siger: ”Du kan ikke bytte det her”. På grund af en eller anden dum regel. Eller hvis man pludselig ikke kan tale sig ud af en bøde, fordi parkeringsvagten er emsig. Når der går robot i det, og al menneskelighed er sat ud af spil, bliver min mere flegmatiske side udfordret per omgående. Det handler om indstillingen, og når nogen pisser på fornuften, får jeg lyst til at gå til modstand, selvtægt, hærværk og alt muligt andet. Så jeg har begge dele i mig – og det er i meget store udsving. Jeg kan blive MEGET vred, og jeg kan fylde utroligt lidt.

Men vi har selvfølgelig alle vores kæpheste, når vi færdes blandt andre, og det er Anders heller ikke selv hævet over.

– Når man cykler, er bilisterne idioter, og når man sidder i bilen, er det cyklisterne, der kører åndssvagt og gambler med deres liv. Og hvis du er til fods, er både cykler og biler pisseirriterende. Og samme dag kan du jo nå at stå i alle tre situationer, og det er, når du inderst inde godt ved, at du nemt kan indtage nøjagtigt stik modsatte synspunkt øjeblikket efter, at du er på forkert banedel. Der er ikke nogen grund til at træde i karakter, bare fordi man nu har ret, og der tror jeg, man har godt af nogle gange at prøve at kæmpe lidt imod og bare sige: ”Undskyld, det var sgu min fejl”. Ofte handler det jo ikke om situationen. Det er emotionel vrede, man prøver at få ud ved at finde en ting, hvor det er rimeligt at være vred.

Midt i en krænkelseskultur

I de snart 26 år Anders har optrådt, har verden selvfølgelig forandret sig. Særligt i de senere år har krænkelsessager fyldt en del af mediebillede. Det har blandt andet betydet, at forlaget Gyldendal valgte at udelade otte af Halfdan Rasmussens børnerim, da de for nyligt blev genudgivet. Ligesom serien ”Family Guy” tidligere på året meldte ud, at den ville droppe jokes om homoseksuelle – jokes, som serien ellers ikke havde holdt sig tilbage med. I den forbindelse udtalte Anders til TV 2, at han lovede, at han aldrig ville droppe jokes i frygt for at støde nogen.

– Jeg går ikke selv og bliver krænket, og jeg frygter heller ikke at blive anklaget for noget af det, jeg laver nu eller har lavet tidligere. Jeg tænker ikke, at mit game er at krænke folk eller bøje reglerne for, hvad der er ret og rimeligt, men jeg får nok også en lang snor, fordi mit publikum kender mig, siger han.

LÆS OGSÅ: Magnus Millang: "Folk, der er uærlige over for sig selv, er latterlige"

– Men hvis jeg ser tilbage, er der ting, jeg nok ville have gjort anderledes, hvis det var i dag – ikke for at føje nogen, men fordi jeg har ændret mig og ikke synes, at det samme er sjovt i dag. Sådan noget som at stå og råbe ”din fede mongol” ville jeg nok holde mig for god til i dag. Verden er blevet større, og der har humoren jo også været med til at sparke nogle døre ind. Jeg kan dog stadig godt lide at gøre grin med folk, men i dag synes jeg, at det er mindst lige så fedt at gøre grin med mig selv.

Selvom verden er blevet større, mener han dog ikke, at man kan vende historien ryggen ved at forbyde udtryk og begreber og undskylde for ting, man sagde og gjorde, dengang tiden var en anden.

– Pippi Langstrømpes far var negerkonge. Sådan ER det altså bare. Det er han så ikke mere, men det VAR han. Og på samme måde må man prøve at sige, at det godt kan være, man kastede med brosten i sin ungdom, men derfor kan man jo godt være en stille og rolig fyr i dag. Man LÆRER jo af det, man gør, siger han.

– Jeg har sikkert også været pågående over for en eller anden kvinde, jeg gerne ville i kontakt med, på et diskotek, så man efter nutidens standarder ville synes, at det var langt over stregen, at jeg tog hende i hånden og sagde: ”Ej, kom nuuuu”. Så selvom man kan se tilbage og tænke, man ikke ville gebærde sig sådan i dag, så skal man ikke nødvendigvis sige undskyld for, at man røg en smøg på Hovedbanegården i sin ungdom. Der må man bare sige, at i dag ryger vi IKKE indendørs, men det GJORDE man dengang.

Ud over ”De frivillige” er Anders aktuel med sit onemanshow ”Anden bringer ud”, hvor han frem til november lægger vejen forbi små lokale spillesteder, men også har ti shows i Falkoner Salen i løbet af august. Senere på måneden udkommer hans anden bog om ”Ternet Ninja”. Så han bliver ved med at sætte sig selv på glatis.

– Lige nu falder tingene sammen, og det kan det se ud til, at jeg laver noget nyt hver dag, men der er blevet støbt kugler gennem lang tid. Det er som om, det kreative strike bare fortsætter. Det plejer ellers at gå dødt på et tidspunkt, og så trækker jeg mig, til jeg er klar igen. Men sådan har det ikke været i lang tid, så jeg går med så længe, det varer. Men der er jo ingen, der siger, at det behøver at følge den formel, bare fordi jeg et par gange har måttet ned og vegetere. Men det er klart, at jeg skal finde en måde at økonomisere med det, hvis jeg kører i det her tempo resten af livet.