Krimiforfatter Anna Grue: "Jeg ville skilles, men det accepterede Jesper ikke"

Tiden lige nu
– Det kan siges kort: Alt kører. Helbred, økonomi, kærlighed og arbejdsliv. Min seneste bog udkom i oktober, og jeg er godt i gang med den næste. Vi er kommet på plads i det hus, vi selv har bygget ved Isefjorden, og jeg har lige haft en dejlig hvalpebarsel med min nye hund Blixen. Alt kører!

Den første tid
– Jeg blev født i Nykøbing Sjælland, og første del af barndommen var fin. Min far var ingeniør og min mor læge, så vi manglede ingenting, og mine forældre var frigjorte og moderne. Jeg voksede op med troen på, at jeg var Pippi, der kunne alt, men det fik ende, da jeg var 12 år, og vi flyttede til Aalborg. På den første dag i den nye skole vandt jeg en stavekonkurrence. Ret dumt for jeg bragede direkte ind i Janteloven, og min selvsikre stil skulle punkteres. F.eks. var et af ordene i konkurrencen marcipanbrød, og det affødte den kommentar, at jeg nok var god til at stave til det, fordi jeg spiste så mange af dem. Jeg havde ikke følt mig tyk før, men nu kom følelsen af at se forkert ud. Alt i alt var det forfærdelige år på den skole, og senere flyttede jeg til en anden, hvor det var bedre, men Pippi-selvsikkerheden blev aldrig helt den samme.

Den bedste tid på dagen
– Der er flere højdepunkter, og det første er om morgenen. Jeg står op omkring klokken otte, drikker kaffe og læser nyheder. Stille og roligt i mit eget tempo. Siden jeg blev forfatter på fuld tid for ti år siden, har jeg været herre over min egen tid, og jeg elsker det. Når kaffen er drukket, slentrer jeg ind i mit arbejdsværelse og går i gang med arbejdet. Min mand, Jesper, er kunstmaler og har sit atelier ved siden af huset, vi bor i. På den måde er vi tætte, men vi er koncentrerede, disciplinerede og forstyrrer ikke hinanden. Først når vi mødes til aftensmaden om aftenen, bliver der snakket, og det er en anden af dagens bedste tider. Selv efter 40 års samliv har vi utrolig meget at tale om, og der er en stor gensidig respekt og nysgerrighed på hinandens arbejde.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: “Vi danser for lidt i det her land”

Den bedste tid på året
– Jeg er et udpræget sommermenneske. Tiden fra maj til september er vidunderlig, og jeg er ikke på brokke-holdet, selvom det regner. Lyset og alt det grønne omkring os, gør noget godt – også når det er vådt. Vintertiden kan til gengæld være svær at komme i gennem. Jeg bliver tungsindig af mørket, kulden og de nøgne træer og rejser så vidt muligt væk i seks-syv uger. Til Sydfrankrig eller Italien, hvor det også er vinter, men trods alt mere solrigt og lyst. Jesper rejser også med, og vi arbejder i hele perioden. Først skal julen dog fejres, og det er de mørke måneders bedste tid, selvom det ikke er det samme, som dengang børnene boede hjemme. Hold op, hvor var det hyggeligt at dele deres forventning og glæde og gå all-in på alle forberedelser og traditioner. Jeg har et meget udtalt husmor-gen i mig og elsker at lave mad, bage, sylte og skabe en hyggelig rede. Alt det gør jeg stadig, men det havde en ekstra dimension, da børnene var små.

Den bedste tid i livet
– Jamen det var jo netop dengang, Rune, Astrid og Johan boede hjemme. Der er godt 12 års aldersforskel på den ældste og den yngste, så der var mange år med børn i huset. Når det er sagt, så er lige nu også en virkelig god tid. Det, der kunne være blevet en tomhed efter den sidste unge forlod reden, er i stedet blevet en ro, hvor jeg kan skrive. Jeg kom sent i gang med forfatteriet, og der er mange bøger i mit hoved, som jeg gerne vil folde ud og realisere. Mit næste projekt er sidste del af trilogien, der omfatter Italiensvej og De voksnes rækker. Senere skal jeg i gang med en ny Dan Sommerdahl, og så pusler jeg også med et helt nyt set up, som indtil videre er hemmeligt.

Den værste tid i livet
– Det var ubetinget den periode, hvor jeg gik ned med stress og depression, mens jeg stadig var fastansat som redaktør. Jeg var glad for arbejdet, og jeg var glad for mine kollegaer, men jeg er grundlæggende et introvert menneske, der nemt koger sammen i hovedet, når der er stemmer, snak og støj omkring mig hele dagen. Det gik ok i mange år, men så gik det ikke mere, og jeg blev sygemeldt i flere måneder. Jeg kom tilbage til jobbet, men fik derefter en stor krise i mit ægteskab. Jeg ville skilles, men det accepterede Jesper ikke. Han holdt fast i mig, og det var godt, for den utilfredshed, der voksede i mig, handlede ikke om mit parforhold, men om arbejdet. Den erkendelse blev lysende klar, da jeg endelig fik modet til at sige op og skrive på fuld tid. Og den eneste fortrydelse, jeg har haft omkring den beslutning, er, at jeg ikke gjorde det noget før.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: "Folk kan fylde sig med botox, hvis de vil, men det er at bremse en bevægelse"

Hvis jeg havde en tidsmaskine ...
– Så ville jeg rejse tilbage til midten af 1800-tallet og hilse på Charles Dickens. Der er noget ved ham, der altid har fascineret mig. Både hans humane menneskesyn og hans store produktivitet. Ideerne sprøjtede jo nærmest ud af knaphullerne på ham, og han siges at have været et både observerende, lyttende og ret humoristisk menneske. Godt selskab med andre ord, og jeg kan sagtens se mig selv tilbringe en munter dag med ham – med en flaske god gin på bordet.

Om biddet fra tidens tand
– Jeg troede, jeg ville gå i sort, når de første rynker kom, men sådan har det slet ikke været. Og nu, hvor jeg er fyldt 60, oplever jeg en komplet fred omkring det at kigge mig i spejlet. Det er ikke vigtigt for mig, hvis nogen synes, min røv er for bred. Det, der er vigtigt, er, at jeg er rask og rørig, og det er jeg. Faktisk har jeg det bedre, end jeg havde det i mange år, for en bonus ved overgangsalderen har været, at de migræner, jeg har lidt af ugentligt i hele voksenlivet, er forsvundet.

Man siger, tid er penge?
– Det er der en sandhed i, for arbejde, som er fundamentet i moderne menneskers økonomi, tager tid. I mit tilfælde er det dog sådan, at jeg ville skrive, uanset om jeg tjente penge på det eller ej. Jeg er heldig, at jeg kan skabe en indkomst og klarer mig godt, men der har også været ludfattige år. Jesper er kunstmaler, og det har taget tid at blive uddannet og etableret, så der var en lang periode, hvor vi levede at min løn. Med tre børn var det stramt; sådan noget med at tænke over, om der var råd til ketchup. Heldigvis har vi – både Jesper og jeg – altid haft en tyrkertro på, at det nok skulle gå. Og det har det jo også gjort. I dag er vi på nogenlunde sikker grund økonomisk, men jeg skruer ikke astronomisk op for forbruget. Jeg vil hellere have nye træer, buske eller højbede i haven, end jeg vil have dyrt mærketøj. Haveinteressen fylder meget. Senest har Jesper og jeg været på rundrejse i Sydengland for at kigge på stauder. Vi gik rundt som to små koner med hinanden under armen og pegede, sludrede og fik masser af inspiration.

Den sidste tid
– Ligger forhåbentlig langt, langt ude i horisonten. Begge mine forældre lever stadig, de er tæt på 90 og har det fint. Jeg håber, der er en god genetisk prognose i det, så jeg kan lave præcis det, jeg gør nu, i mange år endnu. Jeg skal ikke på pension, men vil skrive til jeg falder om. Måske kommer alderen til at begrænse mig i forhold til at skrive store romaner, men så kan jeg i stedet skrive børnebøger, noveller og andet. Tanken om at holde helt fri, gør mig rastløs og utilpas.