Anne Engdal Stig Christensen
Foto: Kasper Kamuk/Skovdal Nordic Anne Engdal Stig Christensen (f. 1968) er direktør for TV2. Hun er gift med Morten Stig Christensen, med hvem hun har Magnus på 22, Matilde på 19 og Naja på 13 år.

TV2's nye direktør: "Intet giver mere selvrespekt end at sige: Her går grænsen"

TV 2’s nye direktør, Anne Engdal Stig Christensen, sætter en ære i at komme fra provinsen og dyrker det nære og folkelige frem for de røde løbere. Her fortæller hun om at vende hjem til den arbejdsplads, hun forlod i vrede for 12 år siden.

Direktørkontoret ligger egentlig på 1. sal i en ny tilbygning.

Men Anne Engdal Stig Christensen bliver lige her. Tæt på midtergangen på det gamle kvægtorv. Tæt på medarbejderne. Tæt på jorden.

– Jeg kan godt lide at være hernede, hvor jeg har let adgang til redaktionerne, så nej, jeg kommer ikke til at rykke op på Meretes kontor, siger den 50-årige fynbo, som 1. august overtog jobbet som direktør for TV 2 efter Merete Eldrup.

Det var på denne midtergang, Anne Stigs kærlighedsforhold til TV 2 begyndte for 25 år siden. Hun nåede aldrig at gøre sin uddannelse færdig, før hun fik sit første job på Kvægtorvet. Undervejs skulle det komme til et resolut brud og en genforening, men følelsen fra dengang er der stadig.

– TV 2 er mit DNA, det er her, jeg er skolet, det er det, jeg er rundet af. Det var mit første arbejde, så jeg var ekstremt modtagelig for at lære.

Anne Stig arbejdede de første år i marketingafdelingen, hvor hun blandt andet var med til at lave ”TV 2 om TV 2”. Det var dengang, danskerne samledes foran kæmpesucceser som Eleva2ren, Lykkehjulet, Snurre Snups Søndagsklub og Den Store Klassefest.

– Mit arbejde var at prale med det, TV 2 lavede. Jeg skulle hele tiden ramme essensen af fortællingen om, hvem vi var, så jeg fik det virkelig ind under huden. Og det er det, jeg stadig er drevet af i dag: Hvad står vi for? For når vi – og seerne – bliver usikre på det, så går det ikke. Da, jeg kom tilbage for seks år siden, kunne jeg mærke, at det var dét, der var sket: Seerne var blevet utrygge ved, hvad TV 2 egentlig stod for.

Både Anne Stig og TV 2 er fundet hjem nu. Vejen dertil har været bumpet, og historien præget af til tider ubehagelig læring.

Men sigtepunktet har undervejs været det samme: Folkelighed. Og når hun først går i gang med at tale om fælleskab, om at samle gamle og unge, om at betyde noget for danskerne, er hun svær at stoppe. Så her kommer det:

– Det er ren psykologi: Vi har alle brug for at have nogen at dele vores oplevelser med, ingen ønsker at være ensomme. Vi vil være del af et fællesskab. Vi har behov for at diskutere, hvem vi er, og hvordan vi udvikler os som mennesker og som samfund. Forskellighed er drivende for udviklingen, men når alt kommer til alt, har vi stadig behov for at være sammen med andre. Det er det, TV 2 tapper ind i.

030719-AFD-TV2-Anne-Stig-121.jpg

Pigen fra Fyn

For at forstå, hvor hendes egen kærlighed til det folkelige kommer fra, skal vi baglæns. Tilbage til den lille by Ebberup på Vestfyn, hvor hun var skoleinspektørens datter.

– Som lærerbørn havde vi et andet udgangspunkt end de mange landmandsbørn, vi var omgivet af. Mine forældre var lidt flippede, min far spillede i orkester, og vi er helt sikkert blevet set som anderledes. Men jeg gik til håndbold, ridning og badminton, og i og med at vi deltog i foreningslivet, så fik vi noget tilfælles med de andre. Jeg er opdraget til at finde fællesskaber, og fællesskaberne har været med til at give mig en lykkelig barndom.

Forældrene bor stadig på Vestfyn, Anne Stig bor i Odense sammen med tidligere sportsvært og -chef Morten Stig Christensen. Han er direktør i Dansk Håndbold Forbund og har arbejdssted i København, ligesom hun også selv arbejder en del af ugen i København. Men at flytte til hovedstaden, hvor de fleste andre mediechefer har adresse, har aldrig lokket.

– For mig er det vigtigt at bo i provinsen, her ser jeg nogle andre ting, end hvis jeg boede i København. Jeg kan følge med i udviklingen i byen, ser butikkerne lukke og nye vinbarer dukke op. Og jeg ser det endnu tydeligere, når jeg besøger mine forældre i Ebberup, som engang havde en livlig hovedgade. Den er helt død i dag. Jeg synes, at man i mit job skal have et vist gehør for, hvad der sker i det gennemsnitlige Danmark på tværs af hele landet …

LÆS OGSÅ: Naja fik topjob hos BBC: "Man kan åbenbart godt lære engelsk som 45-årig"

Hun holder pause … tænker lige over, hvordan det skal formuleres. Uden at fornærme et hovedstads-segment, som hun omgiver sig med til daglig, men som hun ikke deler værdier med.

– Altså, det betyder noget for mig at være blevet boende i Odense. Jeg deltager ikke i alt det, jeg bliver inviteret til, jeg tropper ikke op til premierer fredag og lørdag aften. Det gælder om at afbalancere, hvor meget tid man bruger på at være derude for at blive set og måske få skrevet nogle historier om sig. Også selv om det er positive historier. Jeg har altid ment, at jo flere positive historier man får på sig, jo tættere rykker man også på en negativ historie.

– Jeg har ikke brug for opmærksomhed, og jeg har ikke brug for at blive bekræftet i, at jeg er vigtig. Jeg vil gerne bruge min tid på at arbejde og mine kræfter på de interne linjer. Jeg tror, det er en fordel at blive boende i provinsen og holde det lidt ud i strakt arm og sortere lidt hårdere. Jeg prøver på kun at stille op til noget, hvor jeg ved, det kan gøre en forskel for mit arbejde.

Ulysten til røde løbere og store forsamlinger ligger dybt. Hun kalder sig selv introvert. Og har en stribe personlighedstests til at bakke det op.

– Jeg slår stærkt ud på introvert-skalaen. Jeg kan bedst lide det nære. Jeg har det allerbedst, når vi ikke er flere end dem, der kan sidde rundt om det her bord. Jeg befinder mig bedst i de nære samtaler, hvor man virkelig kan udfordre hinanden.

Mens resten af branchen networker i København, så føler hun ikke, at hun går glip af noget i det fynske. Ligesom TV 2 bærer hun det provinsielle som et hædersmærke.

– Man skal bare deklarere sig selv og bruge det som en styrke at være fra landet. Jeg er umiddelbar og tør være mig selv. Det kan virke afvæbnende.

– Det eneste, jeg nogle gange tænker over, er, om jeg lyder for fynsk? Det gør jeg nogle gange. Der er jo stor forskel på fynsk, og noget af det kan jeg heller ikke selv lide. Det kan komme til at lyde smådumt, og derfor kan jeg indimellem godt tænke: ”Puha, får jeg en slagside, hvor det lyder, som om jeg ikke er superintelligent?!”.

030719-AFD-TV2-Anne-Stig-091.jpg

Playmakeren

Hjemme i Ebberup var hun håndboldholdets anfører og playmaker, og umiddelbart virker det oplagt at lave en parallel til hendes karriere. Men den køber hun ikke.

– Det har helt sikkert altid ligget i mig, det med at være anfører, og jeg har også et konkurrencegen. Lige meget hvilken idræt jeg dyrkede, så var det for at vinde. Så jo, det med at ville opnå noget har altid været der, men du kan ikke sætte lighedstegn mellem det og mit karriereforløb, for jeg har aldrig haft en karriereplan, og jeg ved godt, at det let kommer til at lyde helligt, men at komme højere op i hierarkiet og opnå mere prestige har aldrig drevet mig.

Hvad har så bragt dig hertil?

– Det har langt hen ad vejen været tilfældigheder og så selvfølgelig, at jeg altid gerne har villet gøre mit arbejde godt. Sådan tror jeg, at mange kvinder har det. Vi gør os meget umage og arbejder enormt hårdt. Men jeg har været så privilegeret, at jeg samtidig også altid har syntes, det var skide sjovt. Jeg har siddet alle steder i organisationen og været passioneret omkring mit job og har aldrig stilet efter at skulle højere op, men fordi jeg har været drevet af at gøre det godt, er der nogen, der har kunnet se kvaliteterne.

Men du må have en vis vilje til at gå i spidsen?

– Det handler om to ting … Åh, jeg synes, det er grænseoverskridende for mig at skulle se mig selv udefra … Men to ting: Utålmodighed og en vis form for kreativitet. Jeg er kreativt funderet og er god til hele tiden at se nye muligheder. Dét kombineret med utålmodighed gør jo, at jeg aldrig kan stille mig tilfreds, jeg vil hele tiden noget mere.

Og så vender vi alligevel tilbage til håndboldanalogien.

– Jeg har altid godt kunnet lide at lede andre mennesker. Ligesom når man er anfører, så lægger jeg flid og energi i det, går forrest med det gode eksempel, og ikke mindst prøver jeg at få holdet med. Og ligesom en playmaker går jeg op i, hvordan andre mennesker kan udvikle sig, og hvilke udfordringer de står overfor. Jeg synes ikke, man skal påtage sig lederskabet, hvis man ikke har en grundlæggende interesse for andre mennesker. Og så tror jeg, at jeg har en eller anden form for ærlighed, som har betydet, at der altid har været respekt omkring mig.

– Som leder skal man turde bruge humor og punktere sig selv. Humor fremmer sammenholdet; det handler om at sætte en stemning i et rum. Hvis du som leder træder ind i et rum og viser, at man gerne må være humoristisk, og at der er plads til at sidde og fortælle historier de første fem minutter, så binder det os sammen.

Kanin-postyr

Som eksempel på tonen på arbejdspladsen fortæller hun om en dag i forsommeren, hvor familiens efternøler, Naja på 13, var taget på dyrskue og sendte en foruroligende sms til sin mor, der sad midt i et møde med nyhedsledelsen: ”Hej mor, jeg har købt en dværgvædderkanin, den kostede kun 150 kroner, og vi har vel det bur fra dengang, vi havde marsvin, så det er ikke noget problem”.

– Jeg spærrer øjnene op og skriver lynhurtigt under bordet ”det går ikke, sælg den igen”. Hun skriver tilbage, at det kan hun ikke. Og så kommer der ellers en lind strøm af billeder af en lille brun kanin, og hun skriver ”Browniiiiiie hjerte hjerte hjerte”. Og altså, vi har hund, og den ville æde den kanin. Jeg kan ikke rigtig gøre noget, jeg har møder hele dagen, men jeg kan ikke lade være med at fortælle det til de andre: ”Hold kæft, mand, jeg tror, Naja har købt en kanin”, og det griner vi af, min sekretær begynder endda at søge på nettet efter kaninbure. Hele sekretariatet og nyhedschefen endte med at være involveret. Det, tror jeg, er et godt billede på, hvordan jeg er leder: At jeg tør træde ud af det perfekte, træde ud af bare at være på arbejde og tale om, hvad der bevæger sig i privatlivet, at jeg giver noget af mig selv. Det betyder noget for gruppen.

LÆS OGSÅ: Stine Bosse: "Vi skal se lyset i andre kvinder, selvom vi risikerer at få tæsk"

Historien siger også noget om, hvordan det er at have en fræk efternøler. Den pointe skal lige med, inden vi skal tale mere om ledelse.

– Sidst på dagen, da jeg er på vej hjem fra København, får jeg fat på Naja og siger ”Naja, det kan du ikke bare”, og så først lader hun som om, hun bliver ked af det, og jeg er sådan ”vi tager den, når jeg kommer hjem”. Først da afslører hun for mig ”mor, det er en kæmpe prank!”. Hun havde kørt den fra 10.07 til klokken sidst på eftermiddagen!

I forlængelse af historien om kanin-postyret konkluderer Anne Stig, at hun ser en forskel på, hvordan mænd og kvinder leder.

– Jeg møder mange kvinder, som er dygtige til at tage et mere holistisk perspektiv på medarbejdere og på ledelse. Kvinder skal nå meget: Børn, karriere, at være på barsel og komme tilbage og genopfinde sig selv. Der er andre vilkår for kvinder, og vi ved, at der er mange ting, der former en god leder. Jeg vælger at se det som en fordel at være kvinde, at have født børn, at skulle genstarte sin karriere efter barsel. Det er da noget, som kan give hår på brystet og gør, at man tør kaste sig ud i nogle ting. Jeg mener – som Hella Joof siger – at man skal turde slippe med begge hænder.

030719-AFD-TV2-Anne-Stig-006.jpg

Bruddet med TV2

Hun slap selv grebet, sagde fra og op, da hun var på barsel med den frække efternøler tilbage i 2007.
Dengang var hun chef for programredaktionen, men kort inden barslen kom en ny TV 2-ledelse til, som skulle vise sig at ville trække stationen i en helt anden retning.

Anne Stig har aldrig fortalt offentligt, hvad der egentlig skete, og hun er tydeligvis også i tvivl om, hvordan historien fortælles, så den forklarer hendes valg uden at hænge nogen ud.

– Jeg var højgravid og troede, jeg ville have en måned til at mærke, hvordan det nye setup fungerede, men jeg fødte 14 dage for tidligt, så det nåede jeg ikke.

Undervejs i barslen blev hun kaldt til møde i København.

– Jeg troppede op med ammebryster og det hele. På mødet sad økonomidirektøren med sådan nogle plancher over vores organisation. Jeg var chef for den andenstørste afdeling, og han sagde, at han syntes, det var mærkeligt, at jeg som UNG og KVINDE kunne sidde med så stor en afdeling. Det sagde han ordret.

– Det var her, jeg første gang indså, at der var noget helt andet på spil. Der var kommet et nyt lederskab ind med en tilgang til TV 2, som var respektløs i forhold til, hvad TV 2 var rundet af, og også i forhold til at sætte sig ind i, hvad vi, der drev stedet, ville med vores ting.

Efter det møde var det svært for alvor at nyde at gå hjemme med en baby. Hun fik løbende underretninger om, at det var nye tider på tv-stationen.

– Det var rigtig træls at være hjemme på barsel, for jeg kunne fornemme, der skete noget forkert, fordi jeg havde mange kolleger, der stadig var her – og Morten var her også – og jeg kunne mærke, at de var ulykkelige over det, der skete med TV 2. Jeg fandt ud af, at der var ved at ske nogle ændringer i min afdeling, så jeg ringede faktisk selv ind og sagde, at hvis de havde noget at kritisere, så kunne de rette kritikken imod mig.

– Min grænse var så heftigt overskredet. At de kunne finde på at se på mig som UNG KVINDE i stedet for at kigge på, hvad vi havde opnået. At de gav afdelingen et stempel uden at tage en snak med mig først. Den måde at gå til ledelse på var fundamentalt langt væk fra mine værdier. Jeg kunne være blevet og taget kampen op, og vi havde sikkert kunnet diskutere og også blive enige om noget, men hvis man har så forskellige værdier og så forskellige syn på, hvordan man leder en biks, og på respekten for det bestående, så er det svært.

LÆS OGSÅ: Birgit Aaby: "Det har både været sundt og usundt for mig at være med i Løvens Hule"

Så hun tog en beslutning. Selv om hun nærmest var blevet voksen på Kvægtorvet og så sig selv som indbegrebet af den berømte TV 2-ånd, så ville hun ikke kæmpe for den, hvis hun samtidig skulle give køb på sig selv.

– Jeg kunne ikke se mig selv i det længere. Værdigrundlaget var ved at smuldre. Og dét, der er så fuldstændig fantastisk ved at sige, at nu er min grænse nået, er, at man får så meget respekt for sig selv. Der er ikke nogen dejligere følelse end at kigge på sig selv og se, at det derinde i spejlet, det har jeg respekt for.

Var du bitter?

– Det har jeg ikke brugt tid på. Når man møder modstand eller hårdhed i livet, er det værste, man kan gøre, at blive bitter. Man bliver nødt til at bruge det til at ændre noget i sit eget setup.

Det lyder næsten overmenneskeligt …

– Man må arbejde indad med den bitterhed, så den kan komme ud som noget, man selv vil gøre anderledes. Det styrkede min tilgang til ledelse: Jeg ved, at sådan vil jeg aldrig gøre. Jeg ved, at ærlighed og transparens i min ledelse altid skal vægte højt, fordi jeg har oplevet, hvor ubehageligt det er, når ting kommer bagfra og fra siden. Man styrker sit eget ståsted ved at møde modstand. Selvfølgelig kan modstanden blive så overvældende, at man ikke kan bruge det konstruktivt, men man må prøve.

030719-AFD-TV2-Anne-Stig-047.jpg

Den fortabte datter

Hun blev først selvstændig og kom derefter til TV 2-konkurrenterne SBS og DR, hvor hun helt målrettet gik efter – og lykkedes med – at ramme TV 2 i hjertekulen. På det folkelige og på strategisk programlægning.

Men i 2013 fik hun en sms fra Merete Eldrup, som i mellemtiden havde indtaget posten som TV 2-direktør. Hun inviterede Anne Stig hjem til sig. De to kendte ikke hinanden i forvejen, men mødte straks hinanden i en fælles forståelse.

– Merete er så ukompliceret og jordnær, og jeg kunne mærke, hun lyttede til det, jeg sagde, og tyggede på det. Jeg kunne også mærke, at jeg kunne komme igennem med nogle af mine tanker. Det var jo fundamentet for, at det var værd at kaste sig ud i. At der var en chef, der ville give mig plads. Det var vigtigt for mig at få min egen spillebane. Hun var nem at snakke med, og hun gik ikke i forsvar. Det er faktisk svært, når man som chef skal hente nogen ind for at forbedre noget af det, man selv har haft ansvar for, så skal man være klar til at blotte sig og bede om hjælp. Det var hun god til.

Er du også god til det?

– Nej, ikke på samme måde.

Hvorfor ikke?

– Jeg er en fikser, jeg er vant til at trække i arbejdstøjet selv. Jeg har altid selv været i drift.

Tilbagekomsten som stationens fortabte datter var overvældende.

– Det var som at komme hjem, jeg blev modtaget som en redningsplanke. Folk glædede sig helt vildt til, jeg kom, men de forventede så også, at jeg kunne udrette mirakler i forhold til at få trygheden og stoltheden tilbage. Jeg kunne mærke, da jeg kom tilbage, at folk ikke var stolte over det indhold, der blev lavet. Det havde jeg aldrig oplevet før på TV 2.

Så de sidste seks år har hun arbejdet målrettet for at få stationen tilbage til udgangspunktet: TV 2 skal gøre en forskel for danskerne.

– Mit simple målepunkt er, at man kun kan gøre en forskel, hvis man beskæftiger sig med danskernes hverdag. Vi bliver nødt til at blive klogere på vores eget liv, så det giver vi i løbet af ugen, og i weekenden skal vi have noget at grine af.

Vitaminer i hverdagen, eskapisme i weekenden, kalder hun det. Strategien er fortsat den samme, når hun nu bliver direktøren for det hele, men derudover er det også hendes ansvar at ruste stationen til en digital fremtid, hvor vi ikke længere ser fjernsyn sammen.

– Folk har stadig brug for at danne fællesskaber, og selv om vi er i benhård konkurrence med streaming, skal vi holde fast i, hvad der er unikt ved TV 2. Folk bruger hver dag en time hos os, og de griner og græder og deler oplevelser med os. Det skal vi finde en måde at holde fast i.

Føler du dig presset af opgaven?

– Ja – og nej. Jeg spekulerer over, hvordan vi bliver ved med at betyde noget for danskerne. Og det får jeg mulighed for at påvirke fra et nyt sted.

Min fornemmelse er, at du har den fordel, at du føler, at du er den allerbedste til jobbet?

– Ha! Det ved jeg nu ikke. Rent fagligt er der garanteret mindst en håndfuld, der ville være lige så gode. Men jeg ved, at der ikke er andre, der elsker TV 2 lige så meget som mig!

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Karriere