Ayse Dudu Tepe
Foto: Dennis Morton “Du skal rent faktisk af-elske et andet menneske. Du skal holde op med at elske. Sådan er reglerne, og der er ikke noget quickfix,” siger Ayse Dudu Tepe om kærestesorger

Ayse Dudu Tepe blev forladt: "Jeg følte, jeg var en kæmpe joke"

Svigt, skam, vrede, jalousi, skyld, angst. Kærestesorger er ikke for børn, og det er på tide, at vi tager dem seriøst, siger skribent, radiovært og hjertestarter Ayse Dudu Tepe, der har stiftet en samtalegruppe for folk, som er blevet slået til blods af kærligheden. Eurowoman har mødt kvinden, der for længst har mistet troen på den eneste ene, men som stadig håber, at hun en dag møder en livsven.

Hver mandag omkring klokken 18.25 smækker Ayse Dudu Tepe døren til sin lejlighed på Vesterbro og går langs fortov og toppede brosten hen til Mariakirken på Istedgade for at låse op til det lokale, hvor hun ugentligt mødes med en gruppe mennesker, der har det ene tilfælles, at de har ondt i hjertet. Alle sørger de over en kærlighed, som ikke længere er i deres liv. En ensom og tung proces med et utal af følelser, der selv om de er frygtet af enhver, ikke regnes som en reel sorg. Det mener i hvert fald den selvudnævnte it-girl, journalist og radiovært på Radio24syv, der har taget initiativ til gruppen, som hun med glæde og forundring ser vokse og vinde fodfæste.

– Det er ikke længere bare en gruppe, der mødes og deler deres tanker og følelser. Det er en bevægelse, siger hun med en blanding af underspillet stolthed og forundring.

– Den ældste, der kommer i gruppen, er omkring 74 år, men ellers er det alle aldre, både kvinder og mænd og forskellige seksualiteter, siger Dudu, der holdt sin første session med sorggruppen i februar.

– De har brug for et rum, hvor de kan græde og tale med andre om den sorg, de bærer på. De er så modige, at de giver noget af sig selv. Jeg er helt på røven over menneskeheden, fortæller Dudu, der har observeret, at sommervarmen har bedøvet kvalerne en anelse. Men de er stadig omkring 15 personer pr. gang for tiden.

– Man kan bare komme, og hver gang bliver jeg overrasket over, at så mange møder op, siger hun.

For hun har ikke gjort så meget andet end at annoncere det på sin Instagram-profil @snithvede. Resten har læst om gruppen eller fået den anbefalet.

De møder op i Mariakirken, fordi venner og familie ikke altid er tilstrækkelige, når det handler om at lægge ører til de mange modsatrettede føleler, der skifter og kan være komplet irrationelle og genstridige som mælkebøtter.

– Dem, der er tæt på os, vil jo bare gerne have, at vi har det godt, siger Dudu.

– De vil ikke bære sorgen, og de når et punkt, hvor de ikke gider høre mere om ‘Lasse’. Kom nu videre. Indtil de selv står i lorten, siger hun på sin vanlige lige ud af posen-facon.

Hvad vil det sige at være menneske?

På den stille gade på Vesterbro, hvor vi mødes på Dudus stamkaffebar, når de sidste sløve solstråler uden problemer ned og tænder op under den tordenlumre varme, der får byen til at lugte ekstra meget af by. Vi sætter os ud i hendes gård, hvor vi taler, mens børnene af barndommens gade leger. Kaffen kommer ud af bagdøren, og Dudu irettesætter straks baristaen myndigt.

– Hov, kan du huske, at jeg altid skal have den i pap? Hun tager den dog alligevel og siger henvendt til mig:

– Det er meget få ting i livet, som jeg skal have på samme måde. Min kaffe er én af dem. Det er jeg sådan set ikke i tvivl om, er sandt. 38-årige Ayse Dudu Tepe, har gjort det til en karriere at bruge sig selv kompromisløst, ligegyldigt om hun dækker valget i Tyrkiet, skriver om sin dansk-tyrkiske opvækst i Esbjergs ghetto, eller tager på sexferie i Istanbul på Weekendavisens regning for at ‘kneppe sig tilbage til sine tyrkiske rødder.’ Eller stifter en sorggruppe. På en måde kommer det alt sammen ud på ét. Det handler om at fortælle og give plads til anderledes historier. Om afmagt, smerte, hykleri, fortvivlelse og tabuer, men først og fremmest om, hvad det vil sige at være menneske?

LÆS OGSÅ: Lotte Andersen: "Jeg har haft flere nederlag end succeser i mit liv - men man skal lære at elske hele lortet"

– Jeg tror, det handler om min opvækst. Når du er opvokset i to forskellige kulturer og har svært ved at finde din egen identitet, begynder du at stille spørgsmål og lede efter svar, siger Dudu, der ikke er sikker på, at hun nogensinde nærmer sig et svar.

– Jeg har ikke fundet ud af en skid endnu, men jeg undersøger det stadig i kraft af de ting, jeg gør og skriver.

Det, der driver hende, er en grundlæggende følelse af uretfærdighed over, at verden er, som den er.

– Bare det, at jeg skal dø, er en uretfærdighed, så mens jeg er her, må jeg prøve at bringe en eller anden form for retfærdighed til bordet. Om det så er en selvretfærdighed, eller om det er en retfærdighed på andre menneskers vegne. Det er det samme for mig.

Det at blive forladt handler vel også om en form for uretfærdighed. At et menneske, man elsker, kan stoppe med at elske én?

– Det er en sjov diskussion. Hvem har retten til at være ked af det, og hvem gik egentlig ud med magten? Man tænker for det meste, at det er den, der går. Men er det altid sådan? Jeg er begyndt at sige, at vi går fra hinanden. Nogle gange er det frivilligt, og andre gange er det ufrivilligt, siger Dudu, der fik ideen til projektet, efter hun selv oplevede en hård omgang af “mega latterlig kærestesorg, som hun siger.

– Jeg var helt ødelagt indeni. Det var et forhold, som betød meget for mig. Eller nærmere …” Hun tænker lidt og blotter en flanke af en sårbarhed, som hun ellers skjuler godt bag sin no-nonsense tyrkermor-attitude. “Det menneske, jeg var, da jeg var sammen med ham, betød meget for mig. Og det menneske følte jeg, at jeg mistede, da forholdet endte, siger hun og uddyber.

– Jeg var endelig den kæreste, jeg gerne ville være. Og det skulle jeg pludselig ikke være mere. Vi skulle ikke være makkere mere. Eller hinandens elskere. Det slog mig sygt meget omkuld.

Heldigvis var hun i den situation, at hun havde venner, der gik igennem det samme, og som følte sig ligeså meget i vildrede, som hun.

– Vi sad hos mig hele tiden og havde vores egen mini-sorggruppe. Og på et tidspunkt begyndte jeg at tænke: “Hvorfor er der ikke nogen, der laver en samtalegruppe for folk med kærestesorger?” Men så begyndte jeg endelig at føle, livet kørte igen. Jeg tog jeg til Istanbul og knaldede, og livet var bare sjovt!

Kunsten at af-elske

Ayse Dudu Tepe vendte tilbage til ideen, da hun pludselig i sin bekendtskabskreds begyndte at høre om andre svære breakups. I januar postede Lucia Odoom, skribent og anmelder på Politiken, eksempelvis en kort tekst på sin Instagram-profil:

– Jeg kan ikke vise på Instagram, hvor lidt søvn jeg får, hvor meget tid, der går med at øve sig i at sove alene. Det er ligesom, at jer, der har børn, helst vil vise det bedårende ved det. Sådan er vi mange, der vil vise, at det svære også er smukt. Så her er et billede af fuldmånen. Den lyser på alt det, jeg har mistet.

Ayse Dudu Tepe

Ayse Dudu Tepe blev forladt. Nu giver hun førstehjælp til knuste hjerter. Foto: Dennis Morton.

– Det er det, der er med kærestesorger. Du skal rent faktisk af-elske et andet menneske. Du skal holde op med at elske, sådan er reglerne, og der er ikke noget quickfix,” siger Dudu.

– Det er vildt at skulle tvinge sig selv igennem den proces. Hvordan gør man overhovedet det?

LÆS OGSÅ: Coco O om kærestesorg: "Jeg er liiige ved at komme over det. Det tager bare sindssygt lang tid"

Og så gjorde hun noget ved det. Gik ned i Mariakirken og spurgte kirketjeneren, om hun måtte låne et lokale til projektet. Det måtte hun gerne, og så var hun så godt som i gang med at rette lidt op på retfærdighedsbalancen, ved at give noget tilbage til alle dem, der har fået et slag i kærlighedens navn. Og fortsat bløder. Et halvt år senere er hun stadig overrasket over, hvor meget gruppen betyder for de folk, der kommer der.

– Fuck mand, det virker jo at have sådan en gruppe! siger Dudu, der selv medvirker på den måde, at hun indleder mødet med at fortælle, hvad der skal ske. Spillereglerne for samtalen, kan man sige.

– Jeg siger, at de sidder i et fortroligt rum, og at folk gerne må være anonyme. Vi deler ud af os selv, og det betyder ikke, at vi ikke kan sige, at vi genkender hinandens situationer, men vi skal tale ud fra os selv, om os selv, og dybest set også til os selv. Når et menneske har delt, skal gruppen anerkende det menneske ved at sige tak. Vi afbryder ikke, vi råder ikke, siger Dudu og fortæller, at stilheden kan være skræmmende for mange, der kommer der for første gang.

– Så jeg siger til dem, at de bare skal prøve at være i det.

Undervejs bliver der holdt en pause, hvor man kan samle sig, gå på toilettet, tale lidt eller give et kram.

– Jeg bliver ofte rørt, når jeg hører folks historier. Der er folk, der bærer på de vildeste ting. Hvilket de jo slet ikke kan. Det er derfor, de sidder der. Det er hårdt, og jeg kan godt gå derfra og være ked af det.

Men der er også meget håb. Håb om at møde en ny kærlighed. Håb om, at han eller hun kommer tilbage. Håb om at komme til at leve igen.

– Man er jo en ruin, og man leder efter en eller anden form for mening på den anden side af smerten.

Svigt, skam, vrede, jalouisi, skyld, angst

Ofte er hun blevet spurgt om, hvilke følelser, der er på spil. Men kærestesorg er ikke én følelse. Det er mange følelser. Følelsen af svigt, skam, vrede, jalousi, skyld og angst ikke mindst. Angst for, at den anden allerede har mødt en ny kærlighed. Selvtilliden er helt i bund, og man vender og drejer alt, der er blevet gjort og sagt, i forsøget på at finde kausalitet.

– Jeg gik mest af alt rundt med en angst for at være til grin. Ikke i forhold til omverdenen, men over for mig selv. Havde jeg bare været tidsfordriv? Havde jeg overhovedet betydet noget for det her menneske? Det var en stor kærlighed, men der var en aldersforskel. Jeg var ældre end ham, siger hun og fortæller, at hun ofte fortrød, at hun overhovedet var gået ind i forholdet.

– Jeg følte, at jeg var en kæmpe joke. En klovn. Omvendt vidste jeg, at jeg havde været 100 procent ærlig over for mig selv. Det vigtige var jo egentlig, hvad det betød for mig, siger hun og forklarer, at det i sidste ende ikke handler om den anden, men om at man skal tilgive sig selv.

– I det store billede fortryder jeg jo ingenting. Han er min favorite mistake, siger hun og holder en lille pause, inden hun tilføjer:

– Det, der er så underligt, er, at nu er det bare et minde om et eller andet menneske, jeg har mødt. That’s it. Du giver dig selv til et andet menneske, og så er du alligevel bare alene. Både i forholdet og i sidste ende. Det var bare endnu en fortælling, og jeg ved ikke, om det egentlig har betydet noget? siger Dudu, der mener, at det gør sig gældende for alle de forhold, hun har haft.

– På nær det ene, hvor der nu render en ung dame rundt og bitcher over mig. Det har betydet alt, siger Dudu, der har en datter på 12 år.

Seriel monogami

Historier om forliste forhold er langt fra usædvanlige. Tværtimod. Vi lever i den serielle monogamis tidsalder og bliver gift og skilt, før blækket på vielsesattesten er tør. Men om det nødvendigvis er frygteligt, er der delte meninger om. For nylig var lektor og ph.d. Katrine Frøkjær Baunvig, forfatter til bogen Den eneste ene – Historien om, hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed ude i medierne og fortælle, at nok kommer guldbryllupper til at være et særsyn i fremtiden, men ifølge hende burde vi fejre vores tårnhøje skilsmisserate. Den romantiske kærlighed har nemlig aldrig haft bedre kår. Vi drømmer i stor stil om den eneste ene, og vi bliver ikke længere i forhold, hvis kærligheden er væk.

– Jeg tror aldrig, jeg har haft en forestilling om et livslangt forhold, men jeg håber, at jeg en dag møder en livsven, som jeg kan udvikle mig sammen med og skabe noget sammen med. Jeg tænker ikke, at vi nødvendigvis skal være elskende, til døden os skiller, men at vi i hvert fald er venner, til døden os skiller. Der er stor forskel, siger Ayse Dudu Tepe og fortæller, at hun for to måneder siden har mistet sin far.

LÆS OGSÅ: Andreas Jessen om at miste sin far som 24-årig

– Min mor er fuldstændig smadret. Hun siger hele tiden: “Han lod mig bare blive her tilbage, min livsven er væk …” Tænk, at have det sådan med én, du har været sammen med i så mange år. Det vil jeg gerne have i mit liv på et tidspunkt, siger Dudu og tilføjer, at hun “nok bare ikke er kærestepotentiale.”

Hvorfor ikke?

– Måske er jeg bare for skør. Jeg er sådan én, der er god at få børn med. Jeg er en fed mor, siger hun.

Men så er du jo også en fed partner?

“Måske er det bare min selvtillid, der ikke er helt repareret endnu. Måske tror jeg i virkeligheden ikke, at jeg er værd at være kæreste med …”

Måske er det bare nemmere at sige, at man ikke er kærestepotentiale og dermed undgå at blive såret eller skuffet igen?

“Jeg er i tvivl. Jeg har brugt meget tid på at ransage mig selv og se på alle mine tidligere forhold. Jeg ved, at jeg er i stand til at elske, og jeg ved, at jeg er en god kæreste. Jeg er glad for den, jeg er. Men for mig er den romantiske kærlighed en illusion.”

Hovedet oppe i egen røv

Ayse Dudu Tepe er her i 2018 ikke en ensom stemme i det kor. Den erodering af de traditionelle samlivsformer, der begyndte med 68’ernes seksuelle revolution, har åbnet op for mange nye måder at have et forhold på. At være en familie på. Der er ikke længere en entydig opskrift på, hvordan du vælger at strikke dit kærlighedsliv sammen.

– Jeg tror meget på ideen om et forhold, hvor man ikke nødvendigvis forestiller sig, at man skal være alt for hinanden. For mig handler kærlighed også rigtig meget om at tage et valg. Og så må man genforhandle efter nogle år. Hvad kunne du godt tænke dig? Hvad kunne jeg godt tænke mig? Er det noget, vi kunne forestille os at gøre sammen? siger Dudu og lyser næsten op, da en sammenhæng går op for hende.

– … Når jeg siger, at jeg ikke er kærestepotentiale, er det nok i den forstand, at jeg ikke nødvendigvis forestiller mig en sammensmeltet tilværelse. Jo, jeg kunne da godt tænke mig et kolonihavehus, jeg kunne tage ud i en gang imellem. Men jeg vil også gerne have mit eget liv. Jeg vil også gerne have mine egne venner. Jeg vil også kunne tage ud og rejse. Jeg har hovedet oppe i min egen røv, siger hun og smiler drilsk.

Og lige nu er hun bare ikke klar til at lukke nogen ind.

– Jeg er glad og taknemmelig, og jeg føler mig langtfra alene. Jeg har et barn. Jeg har venner. Jeg har en mor. Jeg er elsket. Og så er det da bare en bonus, hvis jeg en dag møder én, jeg kan slå mig sammen med for en periode. Men at kræve den romantiske kærlighed, synes jeg, er fucking vildt, siger hun og stamper let i jorden for at understrege sin pointe.

– … Men jeg synes da også, det er fedt, at der er nogle, der gør det. Og jeg er ikke færdig med at elske mænd derude. Det er jeg virkelig ikke. Kys er det mest intime, der findes. Også selv om man engang imellem ved, at det er ren Titanic …

Sorggruppen mødes hver mandag i Mariakirken kl. 19.

Hvem er Ayse Dudu Tepe?

Ayse Dudu Tepe

  • Dansk-tyrkiske Ayse Dudu Tepe er 38 år og opvokset i Esbjerg.
  • Har bl.a. læst Assyriologi (studiet af oldtidsforholdene i Assyrien og Babylonien, red.) og arkæologi på Københavns Universitet.
  • Arbejder bl.a. som journalist og skriver for Weekendavisen og Information – gerne reportager, hvor hun undersøger større samfundsmæssige tematikker, med udgangspunkt i sig selv. Er også tilknyttet Radio24syv som radiovært.
  • Bor med sin datter på Vesterbro.
  • På sin Instagram-profil @snithvede deler hun gerne underholdende samtaler, hun og 'Barnet' har.
  • Er initiativtager til og idékvinden bag Kærestesorggruppen, der mødes hver mandag kl. 19.00 i Mariakirken på Vesterbro i København.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Kærestesorg