Barbie har taget et par kilo på
SPONSORERET indhold

Barbie har taget et par kilo på

En af de mest ikoniske dukker i verdenshistorien kommer nu i modeller, der minder mere om virkelighedens kvindekrop. Men spørgsmålet er, om det allerede er for sent for Barbie.

29. jan. 2016 | Livsstil | Eurowoman

Når vi hører ordet Barbie ser vi et billede af en høj, sygeligt tynd og storbarmet blond dukke. Sådan har Barbie nemlig set ud, siden hun kom til verden i 1959. Derfor er det også værd at bemærke, når verdens bedst sælgende dukke kommer i nye og mere mangfoldige former.

På legetøjshylderne kommer der snart til at stå modeller med bredere hofter, mørk hud og flere muskler. De nye modeller skal konkurrere med den originale Barbie – men også med de mange andre modeller på markedet, der de senere år har ædt sig ind på Mattels markedsandel. Nyheden bliver hyldet verden rundt som et positivt skridt på vej mod bedre skønhedsidealer, men mangeårig modejournalist Chris Pedersen undrer sig mest af alt over, at de nye modeller først kommer nu:

- Det er jo helt utroligt, at det ikke er sket før. Siden kvindefrigørelsen gik i gang i 70'ernes har hun været forfulgt af den diskussion om, hvorvidt unge piger tog skade af at lege med dukker med et uopnåeligt skønhedsideal. Der har nærmest været den kritik i hele hendes levetid. Men jeg tror, at vi er nået til et sted, hvor man efterhånden har haft så meget fokus på sammenhængen mellem unge pigers spiseforstyrrelser og skønhedsidealer, at firmaer ikke kan undsige sig deres ansvar længere.

Der ikke heller ikke meget firstmover over Barbies nye strategi, mener chefredaktør på Eurowoman Anne Lose. Hun ser Barbies nye tiltag som en afspejling af en generel tendens i modebilledet:

- Skønhedsidealet har ganske enkelt forandret sig, og vi ser kvinder som Kim Kardashian, der de senere år er blevet modeikoner. Andre kvinder fylder mere i mediebilledet, og Barbie har simpelthen ikke formået at følge med tiden. Figuren på en Barbie-dukker minder jo mest af alt om et Marilyn Monroe ideal fra 50'erne.

LÆS OGSÅ: Ny dansk designer: "Jeg elsker more is more"

Den klassiske Barbie til venstre og den nye Barbie til højre

Forbrugeren bestemmer
Når verdens bedst sælgende dukke kommer i flere og mangfoldige modeller vil det have en betydning, som vil tvinge andre producenter til at følge med, mener Chris Pedersen. Samtidig lægger det et ansvar på forældrene – fordi de nu får et valg, mener han:

- Alle forældre bliver tvunget til at reflektere over, hvad det er for nogle skønhedsidealer, de sender videre til deres børn. Når dukken med de brede hofter står på hylden side om side med den urealistisk tynde model, bliver vi nødt til at forholde os til, hvorfor vi vælger den ene og ikke den anden dukke.

Anne Lose, der selv er mor til en datter på 11 år, er heller ikke i tvivl om, at de nye Barbie-modeller kan få flere mødre til at tage Barbie ned fra hylden:

- Mange moderne mødre, der måske har afsværget Barbie, vil nok i højere grad tage en af de nye Barbie-dukker ned fra hylderne. For børnene har det ikke nødvendigvis den store betydning, hvordan Barbie ser ud, men for de politisk bevidste forbrugere, som mødre er blevet i dag, vil det gøre en forskel.

LÆS OGSÅ: "De bedste køb er dem, man forelsker sig i, hver gang man bruger dem"

Barbie er en lyserød prinsessedrøm
Barbies største drøm er stadig at få en smuk prins og et lyserødt slot – og måske blive cirkusprinsesse med et fint tylskørt. Det er i hver fald det univers, dukkerne bliver solgt i. Og det er måske Barbies største problem, hvis man spørger kønsforsker ved Rokilde Universitet Karen Sjørup:

- Hun er et uddateret stilikon, og når man kigger i legetøjskataloger fylder Barbie ikke så meget længere. Den dukke, alle piger skulle have til jul hedder jo Elsa (hovedrollen i Disney-filmen Frost, red) og ikke Barbie. Barbie symboliserer mest de kvinder, der skal ses på, og som har god tid til at gøre sig lækre. Hvis hun gør noget, går hun tur med en hund eller er cirkusprinsesse – det er jo figurer som er både stereotype og gammeldags.

Karen Sjørup håber, at vi vil se flere stærke kvindeidealer i legetøjsuniverset i takt med, at der kommer flere kvindelige ledere i branchen. Anne Lose spår heller ikke Barbie-dukken en stor renæssance i pigeværelserne – uanset hvor mange modeller, de designer hende i:

- Barbie har mistet sin tiltrækning. Hele fortællingen om Barbie er lyserød, prinsesseagtig og urealistisk i den verden, vi lever i. I virkeligheden tror jeg, at de skulle arbejde på at skabe en anden fortælling om Barbie. Hun er bare ikke stærk nok. Jeg ser hende ikke som en intelligent og handlekraftig kvinde. Barbie skulle få sig en mærkesag, hun kunne kæmpe for.

LÆS OGSÅ: Uffe Elbæk: Man skal turde opsøge heldet

LÆS OGSÅ: Benhård og no bullshit: Kimberly er forsvarsadvokat i Afghanistan

LÆS OGSÅ: Eksperter: Sygt at superslanke instagrammere poster burger-billeder