Hvorfor får vi for få børn?
Foto: Getty Images

Færre børn

Børneklar Astrid: Derfor venter jeg med at få børn

Når vi er i begyndelsen af 20’erne, tror de fleste af os, at vi skal have 2-3 børn. Faktum er bare, at vi får historisk få børn – og der derfor bliver færre til at forsørge den ældre generation. Men hvad står i vejen for, at vi igen begynder at reproducere os selv? ALT for damerne ser på, om det skyldes fertiliteten, finanskrisen eller det moderne familieliv.

I grunden er 28-årige Astrid en smule forbavset over, hvordan hendes liv har formet sig. Egentlig burde det ikke komme som nogen overraskelse, for det er i høj grad hende selv, der har besluttet, at hun først skulle i gymnasiet, siden arbejde som lærervikar, stå i tøjbutik og være frivillig i udlandet, inden hun gik i gang med drømmestudiet. Alligevel lyder hun forbavset.

 – Jeg har jo altid haft lyst til at få børn, og jeg regnede med, at jeg ville være i starten af 20’erne, når jeg fik den første. Mine forældre var 22 år, da de fik mig, og jeg har været glad for at have så unge forældre, siger Astrid, der i dag er kommunikationsmedarbejder og blev færdig med sin uddannelse sidste sommer. Kæresten er 30 år, har fast job, og sammen bor de i en lejlighed i København. De er begge mere end klar til at blive forældre, men Astrid er også nøgtern.

"Jeg ved jo godt, at sandsynligheden for at kunne blive gravid bliver mindre med alderen."

Siden studietiden har hun kæmpet for at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet, og hendes nuværende projektansættelse løber endnu nogle måneder. Måske bliver den forlænget. Måske ikke. Men en graviditet vil helt sikkert ikke øge chancerne. Hendes chef kan ikke love noget, og imens skriver Astrid ansøgninger til nye arbejdsgivere og krydser fingre for, at det lykkes med jobbet – og ikke mindst børnene, som altså stadig er en vigtig del af fremtidsplanerne.

– Jeg ved jo godt, at sandsynligheden for at kunne blive gravid bliver mindre med alderen, og det er dybt frustrerende at vide, men lige nu venter vi, til jeg forhåbentlig får et fast job, siger hun.

Få børn til mange gamle
Astrid er en af de barnløse kvinder, som udløser panderynker hos politikerne på Christiansborg. Danskerne får nemlig for få børn. Der er alt for mange tomme pladser i børnehaverne, og fremtidsudsigterne er dystre. Hvis der skal være nok skattekroner og hænder til at hjælpe, når vi bliver gamle, skal vi hver især i gennemsnit bidrage med 2,1 barn, for at befolkningen kan reproducere sig selv, men i dag får vi kun 1,7, og det er det laveste tal i 25 år.
Tilsyneladende fejler lysten ellers ikke noget. Det fortæller lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, Lone Schmidt, der er læge og forsker i fertilitet og familiedannelse.

"Det er under tre procent, der siger, at de slet ikke vil have børn."

– Når man spørger unge i begyndelsen af 20’erne, der endnu ikke er blevet forældre, svarer stort set alle, at de ønsker at få børn. Og det gælder både kvinder og mænd. Det er under tre procent, der siger, at de slet ikke vil have børn, og langt hovedparten siger, at de ønsker to-tre børn, men sådan går det jo langtfra, siger hun.

Faktum er nemlig, at 12-13 procent af alle danske kvinder aldrig føder et barn, ligesom 22 procent af danske mænd ikke er registreret som far til et barn. Muligvis har nogle af disse adopteret, men tallene viser alligevel en tydelig forskel mellem forventning og fakta.

– Selvfølgelig skyldes det, at vores liv i mange tilfælde former sig anderledes, end man kan forestille sig, når man er i starten af 20’erne, men den store forskel, som der er mellem det antal børn, folk ønsker sig, og dem, de rent faktisk får, kan ikke kun forklares med det, siger Lone Schmidt.

LÆS OGSÅ: Er vi skabt til at være monogame

Sværere at få børn end vi tror
Når fødselstallene rammer bunden netop nu, skyldes det først og fremmest, at der for godt 30 år siden blev født historisk få børn, og der derfor er færre mulige forældre i dag, forklarer Lone Schmidt. Derudover er en vigtig forklaring, at mange simpelthen ikke får de børn, de gerne vil have, fordi de ikke kan, pointerer hun.

– Nedsat frugtbarhed er en af de vigtigste årsager til, at folk ikke får flere børn. I Danmark har vi i seksualundervisningen været gode til at fortælle, hvordan man undgår at blive gravid, men vi har ikke været så gode til at informere om, at man også skal passe på sin frugtbarhed og få børn på et tidspunkt, hvor man har størst chance for, at det kan lade sig gøre.

"Mændene bliver nødt til at forstå, at det er en god ide at få børn med deres partner, mens hun stadig kan."

Mange danske kvinder har nemlig både smilerynker og de første grå hår i tindingerne, når de får deres første barn. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende herhjemme er 29,1 år, og ud fra en biologisk betragtning er det for sent, fastslår Lone Schmidt. Ideelt set burde vi reproducere os, når vi er i starten af 20’erne. Ikke alene bliver det sværere at blive gravid, når man passerer de 30, risikoen for at abortere stiger også, og vi når simpelthen ikke at få det antal børn, vi drømmer om.

– Alligevel viser undersøgelser, at de fleste regner med at få deres første barn omkring de 30, og mange – specielt mænd – har en forestilling om, at de skal have sidste barn, når de er over 45, men det er i de fleste tilfælde slet ikke muligt. Kvinder kan ikke få børn, fra ti år før de har deres sidste menstruation, og det har den gennemsnitlige danske kvinde, når hun er 51. Derfor er det de færreste, som kan blive gravide i 40’erne, og mændene bliver nødt til at forstå, at det er en god ide at få børn med deres partner, mens hun stadig kan, forklarer Lone Schmidt, der ærgrer sig over, at især mænd undervurderer betydningen af alder for evnen til at få børn. –

Fertilitetsbehandling er plan B
Mange af de kvinder, der møder op i fertilitetsklinikkerne, når de er midt i 30’erne, fortæller netop, at behandlingen er deres plan B i forhold til moderskab, for de havde regnet med at få børn med deres kærester, men manden har ikke været klar til det. Derfor gælder det om at få de unge mænd på banen, for hvis bare man fik børn en lille smule tidligere, end man gør i dag, ville vi kunne rykke på kurven for nedsat frugtbarhed, så flere fik de børn, de ønskede, forklarer Lone Schmidt. Uvidenheden er dog stadig stor, og desuden er vi vant til, at der findes en løsning på alle problemer.

"Faktisk får en tredjedel af dem, der får assisteret befrugtning, aldrig et barn ud af det."

– Mange tænker lidt nonchalant, at hvis det kniber med at få børn, så kan de da bare gå til en fertilitetsklinik. Men det er en hård og opslidende behandling, som, selvom vi er meget dygtige til det i Danmark, langtfra altid resulterer i, at man får de børn, man gerne vil have. Faktisk får en tredjedel af dem, der får assisteret befrugtning, aldrig et barn ud af det, fortæller Lone Schmidt.

Krisen påvirker børnelysten
Ligesom Astrid springer mange unge fra isflage til isflage på jobmarkedet. Antallet af midlertidige ansættelser stiger, og situationen som følge af den økonomiske krise med arbejdsløshed og skælvende boligmarkeder må forventes at smitte af på vores lyst til at blive forældre, forklarer professor Lisbeth B. Knudsen, der forsker i bl.a. familie og reproduktion på Aalborg Universitet.

– Der er mange tegn på, at de ydre materielle omstændigheder betyder noget for, om par får børn. Hvis man har en meget svingende indkomst, eller der er usikkerhed på arbejdsmarkedet, viser studier, at man får færre børn. F.eks. kan vi se, at der efter Murens fald bredte sig en utryghed i Østtyskland, og i den forbindelse faldt fertilitetskvotienten kraftigt. Samtidig er Astrid på mange måder repræsentativ for tidens (barnløse) kvinder. Hun har en længere uddannelse, og hun bor i en storby. Netop de parametre er det, forskerne kalder ”fertilitetshæmmende faktorer”.

LÆS OGSÅ: Må kvinder vælge mellem at få børn eller være politiker?

Find en far
I dag kan Astrid godt se, at det ville have været smart, hvis hun havde fået sine børn, mens hun studerede, men dengang havde hun travlt med at komme hurtigt igennem sin uddannelse og få relevante studiejob. Udsigten til et halvt eller helt års barselspause – en blank plet i CV’et – virkede ufornuftig.

– Allerede i gymnasiet fik vi at vide af studievejlederen, at der ikke var noget, der hed sabbatår. Det hed kvalifikationsår. Man får fra starten en fornemmelse af, at man skal skynde sig at få færdiggjort sin uddannelse, få et job, finde den rette bolig og få betalt sin studiegæld af. Desuden havde hun andre kærester dengang.

"De kærester, jeg har haft, har ikke været så parate til at få børn."

– Og de kærester, jeg har haft, har ikke været så parate til at få børn, som jeg har været, fortæller hun.

Netop et stabilt parforhold er en af de væsentligste forudsætninger for, at par vælger at få børn, forklarer Lisbeth B. Knudsen fra Aalborg Universitet.

– Og i dag har man flere langvarige forhold, før man finder den partner, man får børn med. Man flytter hjemmefra, bor alene, møder en kæreste, flytter sammen, flytter fra hinanden, møder en ny, og det går måske heller ikke. Samtidig er der også flere og flere, der møder en partner, som har børn i forvejen, og så er det en mere kompliceret proces at få børn sammen, siger hun og henviser til, at undersøgelser viser, at kun hvis manden har børn i forvejen, så er et par tilbøjelige til at få børn sammen, mens det samme ikke gælder, når kvinden har børn i forvejen.

Umodne unge
Ud over en fast partner, en uddannelse og en god økonomi er følelsen af at være moden nok også vigtig for vores beslutning om at få børn. Og grænsen for, hvornår vi er voksne, har flyttet sig, forklarer Lone Schmidt.

– Man kan over hele Europa se en tendens til, at unge i 20’erne har forlænget teenageperioden, så de oplever sig selv som unge, indtil de bliver 30. Først dér føler de sig modne nok til at blive forældre. Det handler dog ikke kun om umodne unge, når mange ikke får børn, mens de er
unge, understreger Lone Schmidt. Samfundets pres spiller også en væsentlig rolle.

– Politikerne taler udelukkende om, at de unge skal gøre deres uddannelse færdig, så de kan blive gode skatteborgere, men de italesætter ikke, at det også er værdifuldt, at man får nogle børn, og at det ikke nødvendigvis behøver at vente, til man er færdig med sin uddannelse, siger Lone Schmidt, der genkender Astrids nervøsitet for at blive hægtet af karrieren. Den oplever hun hos mange af de studerende og yngre kolleger, hun møder på universitetet.

"De har en angst for ikke at nå det hele, og det er et pres, både de selv og omverdenen skaber."

– De har en angst for ikke at nå det hele, og det er et pres, både de selv og omverdenen skaber. Personligt var jeg selv på deltid i næsten ti år, da mine børn var små, og flere af mine kolleger rystede på hovedet og mente, at det ville blive enden på min karriere, men jeg har da siden skrevet både ph.d. og disputats, siger Lone Schmidt. Hun fremhæver ligeledes den manglende fleksibilitet i forhold til uddannelse, job og familie, som en årsag til, at mange ikke kan overskue at få børn.

– I Danmark har vi gjort det enormt presset, fordi man både skal have børn og etablere sig på arbejdsmarkedet i de samme få år. Hvis blot man kunne arbejde på deltid i perioder eller spare op i en form for arbejdstidsbank, så man kunne arbejde igennem, når børnene var blevet større, ville det blive lettere. Vi har i Danmark – modsat de andre nordiske lande – et ønske om, at alle stillinger skal være fuldtid, siger hun og peger på, at man i f.eks. Region Hovedstaden udelukkende ønsker at opslå nye stillinger som f.eks. sygeplejerske eller jordemoder som fuldtidsansættelser.

Drømmen venter
Astrid håber på at få tre børn. Selv har hun fire mindre søskende og har været vant til en stor familie.

– Og jeg ville være ked af at fylde 30 uden at have fået et barn, men nu giver jeg det i alt fald et år mere til at finde et fast job. Måske strækker jeg det længere – det vil min kæreste også være glad for. Så kan vi måske få råd til at flytte i en større lejlighed, for den, vi bor i, er kun på 48 kvadratmeter og slet ikke egnet til børn, fortæller hun.

– Mine forældre har godt nok altid sagt, at børn aldrig kommer belejligt. Man kan altid få et bedre job, en større lejlighed eller mere tid, og de har da en pointe, men jeg vil jo også gerne bruge den uddannelse, jeg har taget. Til denne artikel har Astrid ønsket at optræde under et andet navn og uden foto. For det kunne jo være, at chefen eller en potentiel arbejdsgiver læste med.

– Og så vil de helt sikkert hælde mod at tage en anden kandidat, som har de samme kvalifikationer som mig, men ikke vil have børn. I min generation er vi jo i gennemsnit tre år i hvert job, og så kan jeg godt se, at et halvt eller helt år på barsel betyder ret meget. Det er hamrende uretfærdigt, at det skal være sådan, men det er desværre sådan, arbejdsmarkedet fungerer, siger Astrid. Indtil videre skriver hun ansøgninger og håber – på både job og børn.

LÆS OGSÅ: Anne Sofie Allarp: I Danmark splitter vi familier

Om eksperterne

Lone Schmidt, læge og forsker i fertilitet og familiedannelse. Lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

Lisbeth B. Knudsen, professor og forsker i bl.a. familie og reproduktion på Aalborg Universitet.
Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund