Selvom Birgitte nærmer sig de 70 år, holdt alderen hende ikke tilbage fra at udleve sin drøm

Det er tidligt søndag morgen på den franske riviera.

Birgitte Grøn er i gang med at pakke sin bil, der holder foran hendes hjem her i udkanten af byen Cagnes sur Mer. Det er, som navnet siger, ved havet og der er kun få kilometer til storbyen Nice, hvor Birgitte i dag skal holde gudstjeneste.

Læs også

73-årige Calle vil ikke på pension: ”Det er et psykisk behov. Jeg har brug for at blive brugt”

Hun er nemlig dansk præst i Sydfrankrig, men menigheden har ikke egen kirke. I stedet lejer man sig ind i den anglikanske kirke, og det er derfor, præsten pakker bil.

"Jeg fylder bilen med altergangsudstyr: oblater, vin, alterbægre og højtaler, og så er der kaffemaskinen, vinglas , krus og tallerkener til kirkesnack. Min kuffert med præstekjole og krave fylder også godt, og så skal der være plads til det wienerbrød fra fryseren, som jeg lige skal bage i ovnen før afgang til kirken," forklarer Birgitte med et smil.

I sine mange år som præst i Slotskirken i Hillerød har hun aldrig bagt til menigheden forud for gudstjenester – eller er for den sags skyld kørt ud med altergangsudstyr to go, men sådan er der så meget, der er anderledes ved præstegerningen i Sydfrankrig.

"Jeg har kaffe og wienerbrød med, for det betyder meget med fællesskabet og hyggeligt samvær, og at man kan mødes efter kirke, når man er dansker i et andet land. Som præst medfører det andre opgaver end i et sogn i Danmark, hvor en kirketjener eller andre står for det," fortæller Birgitte.

Hun har været dansk pasteur siden oktober 2022, men har i flere perioder af sit liv været en del af den danske kirke i udlandet. Hun er født i 1954 og voksede op i den dansk-svenske sømandskirke i Holland, hvor hendes far var den første danske præst. Siden flyttede familien til Danmark, Birgitte begyndte som voksen at læse teologi, men hoppede fra studiet og blev lærer i stedet. Hun blev mor til tre børn og fik, efter en del år lyst til at genoptage teologistudiet.

"I udlandet blev jeg selv sømandspræst i fire år Holland som min far, men i den nye danske sømandskirke i Rotterdam, og har også vikarieret som sømandspræst i New York. Jeg var meget glad for at være i Hillerød hvor jeg både arbejdede som præst og i Folkekirkens skoletjeneste, og ville måske være fortsat, men så kom tilbuddet om at tage til Sydfrankrig, og det var da bare om at slå til," erklærer Birgitte med et grin.

Præst med palme

Selvom Birgitte fylder 70 til sommer, var alder kun en faktor, fordi arbejdet i Frankrig er en pensioniststilling under DSUK, DanskeSømands- og Udlandskirker.

Læs også

79-årige Karl-Johan blev fyret og ville ikke på pension – så tog han en beslutning

"Da jeg nåede pensionsalderen, lå det lige til højrebenet at søge stillingen i Sydfrankrig, men ellers har jeg aldrig tænkt ret meget over alder. Jeg kan da godt tænke, "Så for Søren; nu nærmer jeg mig 70", det er da selvfølgelig en milepæl, men jeg går ikke rigtig op i det. Jeg har altid arbejdet meget og kan godt lide at være aktiv, så at stoppe helt ville være...anderledes," siger Birgitte og tilføjer:

"Så ville jeg jo finde nogle gode ting at tage mig til som pensionist, og det glæder jeg mig da også til at kunne engang."

Lige nu er hun travlt beskæftiget i et job, der har med mange forskellige mennesker at gøre. Det giver ikke en egentlig løn, men til gengæld fri bil, bolig og skattefrie diæter. Kontrakten lyder på 180 dage i Frankrig og resten af tiden på Frederiksberg, hvor hun har sin lejlighed. Det passer Birgitte godt, for selvom hun har fået kæresten Thomas med på at være meget i Frankrig, så er familien i Danmark.

"Jeg har fem børnebørn og er rigtig glad for at være hjemme i januar, juli og august uden at rejse frem og tilbage. På den her måde, kan det hele hænge sammen, og de kommer også herned og holder ferie," fortæller Birgitte.

Hun bor i den danske præstebolig, som er et hus i to etager med en kælder, hvor der er bibliotek. Her holder Thomas litteraturkreds, og det store hus kan også rumme foredrag, samtaler og alt det, som en præst i Danmark også tager sig til. En ting er dog helt anderledes, fortæller Birgitte smilende:

"Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at jeg har en palme i haven. Det tror jeg ikke, at der er mange præster, der har."

Havnerundfarts-fransk

For Birgitte betyder det meget at bo i et andet land:

"At opleve en ny kultur er vigtigt for mig, og så er der jo så smukt hernede. Det giver en ekstra dimension. Selvom jeg kendte til kirkernes arbejde i udlandet, så vidste jeg jo ikke helt, hvordan det ville blive netop her i Frankrig, men der er rigtig mange spændende og inspirerende mennesker hernede, som har mange historier med sig , og det møde er jeg meget glad for," fortæller Birgitte.

Kernen i arbejdet som præst er den samme som hjemme, og det er fortsat lige meningsfyldt for Birgitte, selvom hun her er alene. Det er hende, der er præsten.

"Der er ikke et netværk med mange præster og kolleger – modsat den kirke, hvor jeg var. Det er en udfordring, om man kan trives med det. Jeg møder folk i alle aldre, livsfaser og overgange. I sorg og i glæde, for sådan er det at være præst, og det synes jeg  er meget givende og berigende," forklarer Birgitte.

Hun har bestemt sig for at tage imod udfordringerne med glæde – herunder det franske sprog:

"Jeg går til fransk både i Danmark og hernede, og det er da bedre, end da jeg begyndte. Jeg var engang guide på havnerundfarten i København, hvor jeg talte fransk, men den remse kan jeg ikke bruge meget af her," erkender hun med et skævt smil.

Hun er glad for, at hun udskød pensionen og beholdt præstekjolen, for som hun siger:

"Her er hver dag ny, og det er fantastisk!"